Åbningstider: Hver mandag fra kl. 14 til 16. Dog ikke helligdage og i skoleferier.

Historie arkiv

Månedens historie - 03.18.

Interview med Kristian Nørskov Madsen, Havrebakken 9, Grejs.

Foretaget den 17. oktober 1991 af Villy Refsgaard.

Sp: Jeg vil gerne bede om dit navn, og hvornår du er født?

Jeg hedder Kristian Marinus Nørskov Madsen, og jeg er født den 9. maj 1911. Det er jeg i Frede Larsens nuværende lade, der var stuehus dengang min far og mor boede der.

Sp: Hvad hed dine forældre?

Min far hed Mads Kristian Nørskov Madsen, han stammede ude fra Lindeballe, hvor min bedstefar havde en ejendom, Jens Peter Madsen. Han flyttede til Grejs, da jeg var 7-8 år, og havde den ejendom, som nu afdøde Asger Larsen havde.

Min mor hed Johanne Jensen og var født i Skibet sogn. Hendes far hed Søren Nielsen Jensen, og hendes mor hed Hansine Jessen, det var hendes døbenavn. Hun rejste til Amerika sidst i 1890'erne, og var derovre i ca. 20 år, hvorefter hun kommer hjem, bliver syg og dør i løbet af et halvt år.

Sp: Kan du huske lidt om dine bedsteforældre?

Min bedstefar, Jens Peter Madsen, havde jo en ejendom i Lindeballe, men samtidig var han handelsmand, og det blev gerne sagt, at når der var Vorbasse marked, at der kom først gang i markedet, når han kom.

Sp: Det var på din fars side. Hvordan på din mors side, kan du huske lidt om det?

Det kan jeg faktisk ikke. Min bedstefar var jo død, før jeg blev født, men jeg ved, at han havde tre ejendomme i Skibet sogn.

Sp: Hvormange søskende har du?

Vi var seks, fem drenge og en pige.

Sp: Hvad blev de?

De to blev landmænd. Den ældste og nummer tre, Søren og Karl, var en overgang i Amerika et par år, hvorefter de kom hjem. Søren blev gift og fik ejendom i Vindelev. Der var han sålænge, han var landmand. Senere fik han et hus, og sidst kom han på plejehjem, der var han kun et kort stykke tid.

Min bror Karl, som også havde været i Amerika, fik nogle enkelte pladser. Og i 1929, da der var udstykning fra Agersbøl, fik han en lille gård på 29 tdro land, og han blev gift med sin nuværende kone, Helene. De var på den gård i en årrække, og engang i 1940'erne, køber han af Erling Andressen Brohøj, en lidt større gård på 90 tdr. land med 30 tdr. land i skov og resten i ager.

Jens Peter, den andenældste, fik ejendom i Rugballe. Der var han sålænge, han var landmand. Senere kom han ned på en rævefarm i Jennum og var der et kort stykke tid. Så fik han lejlighed i Fredericia, her døde han kone, Inger. Han var der til sin død.

Min bror Hans havde flere ejendomme. Den første ejendom var i Vindelev i det, man kaldte Norge. Den havde han i nogle år, hvorefter han overtog min bror Karls ejendom i Agersbøl. Flyttede fra den, et kort stykke tid sad han til lejeo Så købte han restparcellen af St. Refstrup.

Sp: Det er ude ved Gadbjerg?

Ja, St. Refstrup ved Gadbjerg. Der var han så, til sin død. Men inden havde hans søn fået halvparten i ejendommen.

Min søster var også gift et stykke tid og havde ejendom i Højen Tang, bliver skilt og gift igen og kommer til at bo i Hosby ved Horsens, hvor hun døde som ret ung af brystkræft.

Sp: Du var den yngste. Så har du ikke prøvet at passe nogle af dine søskende?

Nej, det har jeg i hvert fald ikke.

Sp: Hvordan forløb din barndom?

Den forløb egentlig i trygge forhold.

Sp: Var det ude i Frede Larsens gård, du levede det meste af din barndom?

Nej, jeg var kun to et halvt år, da far købte ejendommen, Sønderskovgård. I dag er det jo Vestermarksvej 11. Jeg har kun nogle ganske få minder fra den tid. Jeg kan huske, at min mor gik ud af vejen med min søster og mig ved hånden. Ellers husker jeg kun en enkelt ting: en dør, der faldt ned over et ben, og så er resten i tåge.

Sp: Det var fra Frede Larsens ejendom?

Sp: Så kommer vi ud på Sønderskovgård, det er nærmest der, du har haft din barndom?

Ja, der har jeg jo haft min barndom, faktisk det meste af mit liv.

Jeg gik selvfølgelig i Grejs Skole. Dengang var der jo forskole. Jeg begyndte ved en frøken Johansen, en vældig dygtig lærerinde. Det vil sige, hun havde lidt nerver, men hun var god ved os børn, og vi var glade for at gå i skole. Dengang var der jo forskoler rundt i kommunen, bl.a. var der en forskole i Flejstrup, som Grejs og Vindelev kommune var fælles om. Og der var en forskole i Ulkær, det var vel børn fra Ulkær og Grejs Østermark, der gik i den. Når de så skulle i den større skole, så skulle de i Grejs. Det var langt for dem, f.eks. dem helt ude fra Agersbøl, til Grejs Skole, og ovre fra Husby og sågar nede fra Højgård station kom de til Grejs Skole. Jeg husker også skovfogedboligen på Lerbæk, deres børn gik i Grejs Skole, men det var noget, de havde fået lov til, for de hørte ikke til Grejs Skole.

Sp: Du hjalp vel til ved landbruget hos din far, også som barn?

Ja, det gjorde jeg. Det var en selvfølge. Jeg begyndte ret tidligt at hjælpe i kostalden.

Sp: Efter den lille skole kom I over i den store skole i Grejs?

Ja, der var en lærer, der hed Steffen Christensen. Han måske fik skyld for at være lidt hård. Han kunne godt bruge en hasselkæp, men det var jo heller ikke altid uden grund. Jeg husker endnu engang, vi havde skudt nytårsskyts af. Der blev så sagt til os, at det måtte vi ikke, men vi gjorde det alligevel. Da var vi 21 drenge, der fik et rap i enden, og vi skulle have ligeså mange rap, som vi havde skudt kinesere af, det var fra en til tre.

Sp: I snød måske en lille smule med at fortælle, hvormange I havde skudt af?

Det var vist ikke helt ved siden af. Der var kun tre drenge, som ikke fik. Jeg skal ikke nævne navne, men den ene havde købt en af kineserne, men han ville ikke have skyld for, at de blev skudt af, og det havde han heller ikke gjort. Den anden havde skudt af, men han gik fra. Den tredie havde ikke deltaget i hverken det ene eller det andet, så det var i orden.

Sp: Gik I fire år i den store skole?

Normalt halvanden til to år i tredie klasse og halvanden til to et halvt år i den fierde klasse.

Sp: Hvor lang tid havde I i skolen, hvormange timer om dagen?

I den store skole mødte vi klokken syv og fik fri klokken et.

Og om sommeren gik vi to dage i de store klasser, men om vinteren gik vi fire. Det var så modsat i den lille klasse, altså i tredie klasse, der gik vi mest om sommeren og mindre om vinteren. Vi mødte så først klokken ni om vinteren og klokken otte om sommeren.

Jeg fik et særligt forhold til læreren de sidste par år, da hjalp jeg ham i hans have og fik egentlig et vældig godt indtryk af ham, da jeg kom på nærmere hold.

Sp: Du gik også til præst her i Grejs?

Det var jo ved provst Juhl, og jeg husker jo endnu provst Andersen, der var præst inden provst Juhl. Efter genforeningen rejste han til Sønderjylland, det forhenværende Tyskland. Han blev vist lidt skuffet, da han kom derned, men han var der da til sin død.

Jeg tror, der gik et par år, inden vi fik provst Juhl, fordi det skulle være sådan, at de præster, der var flyttet fra byen, kunne flytte tilbage, hvis de fortrød det. Så kom provst Juhl, en lille fast mand. Jeg husker de første år, han var her, da havde han ridehest. Det var jo inden, bilerne rigtig blev moderne. Han var en stovt rytter. Jeg har gået til præst ved ham, og han viede også mig og min kone i 1938.

Sp: Så blev du konfirmeret, var du så hjemme ved din far og mor efter den tid?

Ja, de første år, men i 1927 er der en Jørgine Christensen her i Grejs, hun er enke af Morten Christensen, hun har to sønner hjemme. Hans der var bestyrer og Viggo. Men Viggo køber lastbil i 1927, og jeg kommer derop som karl den 10. marts, fordi Viggo skal køre lastbil. Samtidig med at de køber lastbil, køber de også en lille bil. Det var vel den første lille bil og lastbil, der var i Grejs.

Sp: Hvor gammel var du da?

Da har jeg så været 16 år.

Sp: Hvor lang tid var du der?

Der var jeg i 8 måneder. Så kom jeg til Vindelev til min bror, Søren, i efteråret. Hos ham var jeg et år. Så beder min far mig om at komme hjem, for den sidste af mine brødre, Karl, vil giftes, og så er der ikke andre af hans sønner til at være hjemme. Jeg kommer så hjem. Men trods alt går der et år (hvor de ikke havde noget), for det tager sin tid med udstykningen fra Agersbøl. Han bliver så gift i november 1929.

Sp: Hvordan efter den tid?

Jeg var så hjemme indtil 1931, hvor jeg bliver elev på Uldum Højskole. I foråret 1932 bliver jeg så fodermester i Hornborg ved Jens Jensen, Abildballegård. Vi var to fodermestre, vi delte det lidt, for det var i den tid, hvor de rensede ud for tuberkulose. Der blev sat ny besætning ind, hvor kreaturerne blev sat i to stalde. Derfor måtte vi dele lidt, for jeg skulle ellers kun have passet køer, men jeg kom også til at passe nogle grise.

Sp: Hvorlænge var du der?

Der var jeg en sommer og kom så hjem og var karl hjemme.

Sp: Det var du så indtil

Det var jeg til 1935.

Sp: Indtil du købte gården af din far?

Ja, min mor døde den 14. april 1935, og så sagde far til mig, om jeg kunne tænke mig at overtage gården. Det blev så i forsommeren 19350 Jeg har så gården i 38 år.

Sp: Jeg vil gerne høre lidt om din ungdomstid. Du har været med i så mange ting, ungdoms- og gymnastikforening, skytteforening? Kan du fortælle lidt om din ungdomstid?

Ja, det kan jeg nok, den var meget optaget af de forskellige organisationer, gik en del i aftenskole ved lærer Winther, begyndte som aktiv skytte som 14-årig. De stiftede en salonskytteforening her i Grejs dengang, fordi den gamle skytteforening var gået lidt i stå. De skyder i en mergelgrav, vi har omme i skoven. Der begynder jeg som aktiv skytte som 14-årig. Og er også fra den tid aktivt medlem både i skytte- og gymnastikforeningen, som den blev kaldt dengang og også i ungdomsforeningen.

Efter at jeg kommer hjem fra pladsen i Hornborg, bliver jeg i 1932 valgt som suppleant i gymnastikforeningen, som den normalt bliver kaldt. Og i foråret 1933 bliver jeg valgt som kasserer, fordi den daværende formand, Emil Jensen, da havde en lille radioforretning i Grejs. Han udtalte sig om en anden, som måske skulle have været kasserer, men han ville ikke have ham til at være det, og så blev jeg valgt som kasserer. Det er jeg så til 1934, hvor Emil tager sin afsked. Emil afløste i sin tid Jesper Hovgård, som var tømrer i Grejs.

Sp: Emil Jensen, det var en søn af gamle smed Jensen?

Ja, Rasmus Jensen, Emil var en ældre bror til Søren Jensen.

Den 5. maj 1934 bliver jeg valgt til formand. Det var jeg så i 26 år. Måske skulle jeg nok været gået lidt før, men det udartede sig jo sådan, at der kom krig, og så fik jeg jo gerne at vide, at jeg kunne da ikke være bekendt at gå i sådan en tid.

Sp: Jeg har da heller aldrig hørt, at der var nogle, der var utilfredse med, at du blev så længe, som du gjorde?

Du har også været med i ungdomsforeningens arbejde?

Ja, jeg var med i bestyrelsen en kort overgang. Jeg har mange gange været med til deres fælleslæsning og deres nytårsfest. Det var jo en fast tradition, at der hvert år var en nytårsfest lige efter jul, hvor der var lidt optræden med revy

o.lign. Det var jeg i hvert fald med til i mange år.

Sp: Så vidt jeg husker, havde de også diletant?

Det var så længere hen i foråret. Det har jeg også været med til.

Sp: Det har du været med til mange gange.

Ja. Vi havde også indenfor idrætsforeningen, som den efterhånden kom til at hedde, for i 1935 startede vi med håndbold indenfor skytte-, gymnastik- og idrætsforeningen i Grejs. Det skete ved, at der var nogle, der opfordrede os til at sætte det i gang. Den første tid spillede vi ved grusbanen ved den gamle Grejs skole, hvor der i dag er et kajakcenter. Men det var en lidt hård underbund at spille på. Gik man hen og faldt, kunne man godt få lidt skrammer. Men vi spillede kun der et år. Så lejede vi en bane af Martin Buch, den jord, der går op mod forsamlingshuset. I dag er det jo en lille parkeringsplads. Der lejede vi bane i flere år. Vi havde gerne den aftale med Martin Buch, prisen husker jeg ikke, at han skulle have lidt mere, hvis han fik tilskud af kommunen. Den aftale havde vi i mange år. Men vi fik ingen tilskud. Et år siger Martin Buch så: "Det kan ikke betale sig at have den aftale, for I får det jo ikke". Det år fik vi tilskud!

Sp: Da var I heldige i gymnastikforeningen.

Det går så sådan, at kommunen køber jord, der hvor der i dag er ældreboliger. Det var vel meningen, at der skulle have været bygget skole der, men det blev jo aldrig til noget. Vi fik så en håndboldplads op imod vejen. Den spillede vi på i nogle år. Det gik udmærket, indtil tyskerne kom. Der blev en del indkvarteret i forsamlingshuset. Og resultatet var, at Jens Mikkelsen, der var sognerådsformand dengang, han ringede til mig den sommer, om vi ikke kunne lade være med at spille håndbold, for tyskerne skulle have et sted at træne. Det måtte vi så lade være med. Men da havde jeg fået gården, så i stedet for kom de så ud på en græsmark ude ved mig.

Sp: Du har også gået på jagt. Hvornår begyndte du med det?

Det er en længere historie. Jeg fik mit første jagttegn, da jeg var 15 år. Da kunne man få jagttegn, når man fik sin fars tilladelse. Dengang var der noget, der hed 2 og 5 og 10 og 20 kroners. Man kunne kun få et 2 kroners jagttegn, og det vil sige, at man kun kunne gå på sin fars mark. Men jeg fik det første jagttegn, da jeg var 15 år. Og jeg har nu haft jagttegn i 65 år, så jeg er en gammel jæger.

Jeg var med til at stifte jagtforeningen i 1935, var i bestyrelsen en overgang og har den glæde for nogle år siden, at være blevet udnævnt som æresmedlem af foreningen.

Sp: Så er vi snart igennem din ungdomstid. Så blev du gift?

Da jeg overtog gården, var jeg ugift og skulle selvfølgelig have nogle til at holde hus. Den første husholder, jeg havde, var en pige, som havde været ved far og mor. Hun var 17 år. Jeg fik hende til at blive om sommeren, men hun var ikke voksen nok, det vidste jeg på forhånd, så det gik udmærket. Så fik jeg en ældre -det syntes jeg da dengang - husholder, der hed Johanne. Hende havde jeg i to år og gav hende den formidable sum af 40 kr. om måneden.

Sp: 40 kr. om måneden plus kost og logi?

Da hun havde været der det første år, så spørger jeg hende, om hun vil blive næste år. Jeg vil da give hende 5 kr. mere. "Jeg vil godt lade mig leje for et halvt år, men jeg vil ikke have 5 kr. mere, for det kan jeg ikke tjene i vinter" , sagde hun. Det gik udmærket, og jeg spørger hende igen til foråret, om hun vil blive om sommeren. "Jo", siger hun, "det vil jeg godt, men nu vil jeg godt have de 5 kr., for nu kan jeg tjene dem"

Men så står jeg uden husholder om efteråret 1937. Jeg havde en gammel kammerat, han tjente i Ulkær, dengang jeg blev formand i idrætsforenigen, han blev da kasserer. Han var ude fra Give og var flyttet hjem dengang. Han siger så til mig: "Jeg kender en pige ude i Give, som muligvis vil have plads". Resultatet var, at jeg tog derud. Hun var hos sin mor, som drev et lille pensionat. Eigil Petersen, som han hed, var med inde og leje hende. Han er så fri og siger: "Der er så din fremtidige kone". Jeg tænkte, at det var sådan lidt forudseende, men resultatet er, at jeg lejer hende. Selvfølgelig var hun dyrere, hende måtte jeg give 50 kr. om måneden. Men det går jo sådan, at i løbet af det først godt og vel halve år blev vi enige om, at vi ikke kan undvære hinanden, og vi bliver så gift i 1938, den 20. oktober her i Grejs Kirke.

Sp: I får også nogle børn efterhånden, ja det ved jeg, I gør?

Den første, Johannes, fik vi under krigen, det var den dag, Christian d. 100 fyldte 70 år. 26. september 1940. Der var flag på alt som en demonstration mod tyskerne. Godt halvandet år efter, den 28. marts, får vi nummer to søn. Det falder sammen med den daværende kronprinsesse Ingrids fødselsdag.

Sp: I har da været noget heldige med det. Det var Vagn?

Ja. Og så får vi Leif den 16. maj 1945.

SP : Så er der Arne?

Ja, han er født den 14. juni 1946. Og Karen blev født den 22. december 19480

SP : Hvad laver de i dag, de fem børn?

Johannes er ved telefonvæsenet i Vejle. Vagn har ejendom ude på Agersbøl, Leif er kaptajn.

Sp: Vagn fik Brohøj?

Ja, han fik min brors ejendom. Leif er kaptajn på Nr. Uttrup kaserne, og Arne har hjemgården, Sønderskovgård. Karen er gift og bor Norge i (Jondalen), hun og hendes mand driver landbrug og pensionat.

Sp: I har lidt langt til besøg, men I er vel af og til deroppe?

Vi er så heldige, at vi er deroppe en gang eller to hvert år. Og det agter vi at blive ved med, sålænge helbredet slår til.

Sp: Din kone var ude fra Give, ikke? Hun hed Magda?

Ja. Hun hed Magda Kirstine Christensen.

Sp: Hvad hed hendes mor?

Hun hed Karen Christensen.

Sp: Hvordan så det ud m.h.t. boligforhold hos jer, da du var barn?

Det var rigtig gamle bygninger. Fire bindingsværkshuse, stråtag„ Sp: Det var ude på Sønderskovgård?

Sp: Dem har du jo fået bygget om efterhånden, en del af dem.

De er bygget i sommeren 1939. Kostald og lade. Vi var noget betænkelige. Krigen nåede jo også at bryde ud, inden vi var færdige, men vi kom da godt over det. Vi havde jo en dygtig murer, Olsen fra Lindved, der klarede opgaverne.

Sp: Kan du huske, hvad sådan nogle bygninger kostede i 1939?

Ja, det kan jeg. Jeg lagde nu selv tømmer og grus til, men udover det kostede det 18.000 kr.

Sp: 18.000 kr. for en stor kostald og lade? Det var nok mange penge dengang.

Det var mange penge dengang.

sp: Havde 1 el?

Det kan jeg huske, vi fik. Det har været omkring 1930. Da fik vi nede fra

Elektromøllen i Grejsdalen. Han havde vist nok lagt om i det, vi kaldte Skovgade dengang, og om ad til Højgård Station, og så satte han en ledning op igennem skoven. Derefter blev der jo en syndig forvirring her i Grejs. Der kom nogle ud til Grejs Nørremark og flere steder, sådan at det og Vestbirk krydsede.

Sp: Det vil sige, at der faktisk var to el-selskaber, der konkurrerede om strøm her i Grejs?

Det var det dengang. Går vi tilbage, så var der et elektricitetsværk nede ved Fruens Møllesteds bæk imellem Grejs og Højgård skov. Lige efter 1. Verdenskrig købte Højgård et stykke mark eller eng og et stykke skov på den her side af bækken, som hører til Kirkelund, den daværende ejer Carl Petersen. Dernede lå der i sin tid en ejendom, men det er så langt tilbage, at jeg ikke kan huske, men jeg huske, at der stod frugttræer og frugtbuske endnu, da jeg som dreng kom derned.

Sp: Var det nede ved Højgård skov?

Det el-værk, der blev til på halvanden tdr. land. Og dem i Grejs var vel en lille smule sure over, at det gik til Fløjstrup og Holtum. Men vi var vist heldige, for det var så tidligt efter krigen, at de havde ikke kobbertråd, så det var vist jern eller ståltråd, der blev brugt. Resultatet var jo, at i løbet af nogle få år, gik det over til Vestbirk. Og i dag er det jo væk.

Sp: Da er det hele under Vestbirk her i Grejs-området.

Hvornår blev det i Grejsdalen nedlagt, var det omkring 1955?

Ja, det vil jeg tro, jeg kan ikke rigtig huske det, men det var da noget efter, at jeg havde fået gården.

Sp: Det gamle stuehus på Sønderskovgård, det står vel stadigvæk?

Sp: Der var ikke noget med toiletforhold eller centralvarme?

Slet ikke. Vi skulle tværs over gården til et gammeldags das.

Sp: Og I havde komfur og kakkelovn?

Også det. I sin tid var der en stor bageovn, den rev jeg ned, og der lavede jeg så badeværelse og toilet.

Sp: Det var et stort fremskridt dengang. Kan du huske, hvornår I fik radio?

Ja, det husker jeg ganske tydeligt. Min mor døde i 1935, da siger far til mig: "Nu skal du køre op til Emil og købe en radio, nu vil vi have en radio". Det fik vi så i forsommeren 1935.

Sp: Hvordan med telefon, det var jo heller ikke almindeligt dengang?

Jeg fik telefon omkring 1950. Jeg syntes, at jeg efterhånden var kommet i så meget arbejde, at jeg havde brug for telefonen. Da var der lang leveringstid.

Sp: Og fjernsyn, det var endnu senere?

Det fik jeg først, da vi flyttede til Havrebakken. Jeg syntes, at når jeg skulle betale kontingent til antenneforeningen, så skulle vi også have lidt gavn af det.

Sp: Hvornår fik Arne gården?

Den må han have fået i 1973.

Sp: Så flyttede I herop til Havrebakken 9. Du har jo også haft bil, hvornår.

Det var også først i 1950'erne.

Sp: Hvornår fik du kørekort, havde du fået det før den tid?

Det var kort før. Omkring 1950. Det var egentlig den gode Jacobsens skyld, at jeg fik det.

Sp: Politibetjent Jacobsen fra Lindved?

Ja, for vi havde fået en lille traktor, en Ferguson 26, og jeg skulle over til

Lindved og have nogle graner savet op. Jeg kørte fint igennem Grejs, og der stopper Jacobsen mig. Jeg havde ikke nummerplader på min traktor. Og så ville han se mit kørekort, det havde jeg heller ikke. "Ja", siger han, "det dur jo ikke". "Nej", siger jeg, "men så må jeg jo hellere vende om". Jeg ville jo nødig have en bøde. "Du får ikke en bøde, du kommer af med den " , sagde Jacobsen så. "Men du skal i hvert fald ikke køre ud af landevejen". Resultatet var, at jeg kørt over Agersbøl, og jeg kom også godt derud. Det første jeg sørgede for, da jeg kom hjem, det var at få nummerplade til min traktor. Og jeg begyndte at køre bil, så jeg også havde kørekort.

Sp: Du kom ikke af med en bøde?

Nej. Han var flink.

Sp: Det var vel strenge tider i din ungdomstid. Jeg tænker på kriseårene i 30'erne, da var der jo strenge tider for alle mennesker, i hvert fald for de fleste?

Der er en af de ting, man tydeligt husker. Det er den 9. april. Man vågnede om morgenen, ved at man kunne høre flyvemaskinerne. Og vi ser, at de flyver lavt. De flyver neden for os i Grejsdalen, så langt er de nede. Vi skynder os så at komme ind til radioen, der hører vi så, at tyskerne er gået over grænsen.

Dagen efter kommer de første to mand ud til os med tre heste og skal indkvarteres. Dagen efter kommer syv mand med heste, sådan at jeg ialt havde 14 heste opstaldet, men til al held var der plads i den nye lade. som vi havde bygget om sommeren.

Sp: Det var en ond tid, men det kunne vel også være en god tid i nogle henseender?

Det var det faktisk, for det gav jo et sammenhold mellem danskerne. Selvfølgelig var vi jo rationeret med mange ting. Jeg husker et eksempel, det var nok ikke helt lovligt, men Thomas Sørensens søn kom ud til mig en dag, om han ikke kunne købe en halv gris, for hans søster ovre i København manglede noget at spise, simpelthen. Han får en halv gris, og for at der ikke skal ske noget, rejser han selv over med den i en kuffert. Da han så stod af toget på banegården i København, havde de en konduktør, der tog imod kufferterne. Han siger: "Den siger sgu ikke mere", og Thorvald svarer: "Nej, det vil jeg fandme da ikke håbe". Så det var ikke den første gris, der kom på den måde.

Men det var sådan, at det, vi selv spiste, gik ikke til tyskerne, derfor kunne det lade sig gøre.

Vi havde jo det samme med at få lavet mel. Det gjorde en stor part af møllerne heromkring. Jeg husker, at jeg var nede ved Lerbæk Mølle og skulle have noget hvedemel lavet. Og den daværende møllersvend, Hans Christian Andersen, Jacob Andersens søn fra Husby, han siger: "Nå, han kunne ikke tie stille". Nej, det kunne han ikke, hvad han snakkede om, anede jeg ikke. Men så fik jeg at vide bagefter, at min bror også havde været nede og få lavet mel. Men jeg fik melet lavet, og det var jeg godt tilfreds med.

Jeg fik også mel lavet ovre i Hornstrup. Der var nogle, der gik hen og meldte mølleren derovre, men han fik så vejledning af politiet. De sagde til ham: "Du skal bare nævne nogle få, så kommer du af med en bøde". Resultatet var, at han tog rundt til alle os, der havde fået lavet, om vi ville give lidt til bøden. Ja, selvfølgelig, det ville alle.

Sp: I var nogle værre lovbrydere dengang?

Men det var jo nok fornuftigt, det vi selv fik, det fik tyskerne jo da ikke. Du oplevede jo heldigvis befrielsen, det oplevede mange af os. Hvordan oplevede du den?

Os der spillede håndbold havde en særlig oplevelse, for vi var ude den aften. Vi havde jo hørt, at englænderne var gået uden om Hamborg og Berlin, og vi var klar over, at de var på vej herop. Det mærkelige ved det var, at vi havde slet ikke lyst til at spille den aften, men min kone tændte radioen og satte den hen i vinduet. Og vi står så udenfor og hører budskabet fra England om, at tyskerne havde kapituleret her i Danmark, nu husker jeg ikke de andre land. Men stemning, den tror jeg aldrig, vi glemmer, os der var der den aften. Vi fik dem ind og fik kaffe, og jeg havde en halv flaske snaps kælderen, det var jo også noget, der var rationeret. Vi drak kaffe og spiste småkager og drak snaps til. En vældig aften.

Dagen efter kommer Winther ud til mig, han var formand i ungdomsforeningen.

Sp: Det var amtskolekonsulent Winther her fra Grejs?

Ja, jeg var jo stadigvæk i idrætsforeningen. Vi bliver så enige om, at vi skal holde en befrielsesfest. Det gjorde vi så med vældig god tilslutning.

Jeg får lyst til, samtidig med at vi snakker om det her, at fortælle, at før krigen gik russerne jo ind i Finland, og da arrangerede vi en aften i idrætsforeningen til fordel for Finland, hvor overskuddet skulle sendes derop. Vi havde tombola. Laursen Vig, den senere forstander for Uldum Højskole, det kan også være, at han var det dengang, han talte, og da han hører, at det var til fordel for Finland, så ville han ikke have noget. Og brødrene Møller, Jens Jacob og I.C., spillede

BÅNDVEND.. .BÅNDVEND. BÅNDVEND...BÅNDVEND...BÅNDVEND...BÅNDVEND

Sp . . ...fra Grejsdalen?

Ja, de var jo fire brødre, og deraf var de tre spillemænd. Og deres far, A.C., som han kaldtes, han spillede i Grejs, før de gjorde. Det var jo af den gamle skole, han kunne spille til hen midt på morgenstunden. Han arbejdede på Hammerværket, gik hjem og skiftede tøj og om på Hammerværket og lagde sig så til at sove i spåndyngerne der. Så vækkede kammerater ham, når de kom, og de skulle begynde at arbejde. På den måde kom han aldrig for sent på arbejde. Men de tre brødre, Peter Møller, Jens Jacob og I.C., de spillede også så godt som gratis den aften, for at vi kunne få et godt resultat. Befolkningen her i Grejs sluttede godt op, så vi fik efter den tid en god sum penge ind, som vi sendte til Finland.

Sp: Nu vi snakker om befrielsen, blev der ikke arrangeret ture ned på Skamlingsbanken, så vidt jeg husker, kan du huske lidt om det?

Indenfor ungdomsforeningen arrangerede vi en tur ned til Skamlingsbanken, hvor der var et vældigt møde. Aksel Andersen, vognmand i Grejsdalen, hans daværende søn, som havde forretningen senere, kørte for os. Vi kørte i lastbil, og vi havde en vældig tur. Vi så og hørte meget om befrielsen, vi så blandt andet, hvordan flammekastere blev brugt. Da vi kørte tilbage og skulle ind på landevejen, var det næsten umuligt at komme ind, for der var så mange biler.

Sp: Christian, du har været med i mange forskellige ting. Vi har hørt lidt om det, men vil du ikke fortælle lidt om alt dit organisatoriske arbejde, jeg tænker på idrætsforeningsarbejdet, ja du har været med i så mange ting. Hvis vi starter med idrætsforeningen, politiske foreninger, du har været med i hjemmeværnet, brugsforeningsbevægelsen. Skal vi begynde med idrætsarbejdet, hvad har du været med til der?

Jeg har sagt, hvornår jeg blev formand i idrætsforeningen, men omkring 1950 blev jeg medlem af amtsforeningen. Der var jeg også i 25 år. De seneste 11 år var jeg formand for idrætsudvalget. Og i otte år var jeg formand for idrætsudvalget indenfor Jyllandsudvalget. Og jeg har været med i Vingstedcentrets bestyrelse i seks år, tror jeg, og med til at bygge Vingstedcentret. I sin tid, i starten i Vingsted, var jeg med til den stiftende planlægning i Vingsted Mølle, det var medens jeg var kasserer. Så jeg har brugt nogle dage på det.

Sp: Du er også blevet udnævnt til æresmedlem af Vejle Amts Skytte- og Idrætsforening og har forskellige udmærkelser fra hovedforeningen, så vidt jeg husker. Kan du også fortælle lidt om det?

Det ligger jo langt tilbage. Det var med amtsforenignens 100-års jubilæum, kan det passe?

Sp: Ja, det kan vist godt passe.

Da fik jeg jo De danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeningers Idrætsnål i guld. Senere fik jeg hæderstegnet indenfor De danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger, også i guld. Og ved min afgang fra amtsforeningens bestyrelse fik jeg en guldnål og ved den første generalforsamling derefter, blev jeg udnævnt til æresmedlem af amtsforeningen.

Sp: Du har så fået mange udmærkelsestegn indenfor idrætsarbejdet. Jeg ved, at du også har været medlem af hjemmeværnet i mange år. Det kan du også fortælle lidt om.

Vi startede jo i 1949 med et møde heroppe i Borgergården. Vi var en del, der gik med dengang. Vores daværende lærer i Grejs, Brems Hansen, blev kompagnichef. Der gik kun kort tid, så blev jeg opfordret til at være skydeleder og kom på kursus, først i Nymindegab, siden på hærens skydeskole i København. Jeg var skydeleder i 25 år indenfor hjemmeværnet. Men inden jeg gik af, fik jeg, for mit arbejde i hjemmeværnet og indenfor idræt, dronningens fortjenstmedalje.

Sp: Du har også været politisk interesseret. Vil du fortælle lidt om, hvilken politisk organisation du har været medlem a??

Jeg var tidligt med i venstrevælgerforeningen, jeg var aldrig med i Venstres ungdom, for jeg må desværre sige, at i min ungdom syntes jeg, at det var en balforening og ikke en politisk forening. Det kan godt være, det var forkert, men jeg var ret hurtig med i venstrevælgerforeningen her i Grejs. Jeg var vist 23 år, da jeg blev medlem.

Sp: Er der nogle af de folketingsmedlemmer her i vores område, du har syntes særligt godt om?

Der var selvfølgelig Thorkild Kristensen, som stammede ovre fra Fløjstrup. Ham var vi jo vældig glade for her i Vejle. Han var jo opstillet i en årrække. Og han var finansminister, og senere blev han jo afløst af Ib Thyregod.

Sp: Dem har du været med til at opstille som kandidater?

Sp: Men du har jo aldrig været fanatisk venstremand i den forstand, at du ikke også har kunnet se andre synspunkter?

Ja, det har jeg heldigvis. De samtaler, jeg har haft med andre foreninger og partier, har ikke været de mindst frugtbare. Det er sommetider, at man kan lære hinanden at kende.

Sp: Du har været i flere forskellige bestyrelser, bl.a. Brugsens. Og forsamlingshuset.

Jeg var medlem af brugsens bestyrelse i 14 år. Det var egentlig en dejlig tide Vi glædede os altid, til vi skulle gøre op. Det var som regel en af de første dage i det nye år. Vi gik sagerne igennem.

Sp: Hvem var uddeler i den tid?

Det var Thomas Monrad Petersen. Jeg husker jo alle de uddelere, der har været i Brugsen. Jeg husker også Mariane, som var den første uddeler. Hun var egentlig høkerkone, men i sin tid købte brugsbevægelsen her i Grejs høkerforretningen, og hun blev ansat som den første uddeler. Den første brugs var i det gamle hus, der ligger i Nørre Bygade.

Sp: Det er hvor Peter Mortensen bor.

Jeg husker jo i sin tid, henne i den daværende kro, der havde Ane købmandsforetning. Men i 1917 overtager brugsen kroen, og så bliver brugsen flyttet derhen.

Sp: Var Ane en krokone?

Det var Hans Bakkegårds bedstemor. Hendes mand hed Hans.

Sp: Brugsen blev flyttet fra kroen i, kan du huske det?

Jeg vil tro, det var i 1935, jeg husker det ikke helt nøjagtig. Da byggede de så ny brugs herhenne.

Sp: Kan du fortælle lidt om økonomi i din tid som selverhvervende?

En lille smule kan jeg. Efter jeg havde fået gården, gik det jo ret godt indtil før krigen, da måtte vi til at have svinekort. Da var priserne så ringe, at hvis ikke vi havde det, kunne vi få ca. 35 kr. for et fedesvin. Derimod, hvis vi havde svinekort, kunne vi få omkring 100 kr. Det var Claus Clausen, der boede i Grejs Østermark, han var medlem af kommunalbestyrelsen dengang. De blev gerne delt ud i brugsen for et par måneder af gangen.

Sp: Var det i forbindelse med Kanslergade-forliget, at svinekortene kom frem?

Det husker jeg ikke. Det var simpelthen overproduktion.

Jeg har solgt mange smågrise til 25, højst 30 kr. De billigste, jeg solgte, var til 11 kr., men de var måske dyre nok, for de havde lidt fnat.

Sp: Jeg kan huske, at min far købte grise til 28 kr., så havde han dem ca. tre måneder, og da han skulle levere dem, kostede de 35 kr. Kan du huske lidt om det?

Det passer jo til den pris, folk leverede dem til, inden vi fik svinekort. Prisen var jo ikke større, hvis man udleverede lidt kort, men vi fik jo altid kort efter, hvad vi havde leveret, så det var sommetider godt, hvis vi havde leveret fem grise mere, så fik et kort mere.

Sp: Har du været kirkelig interesseret her i Grejs?

Jeg må nok svare, at det er på det jævne. Jeg har altid været grundvigianer, men ikke fanatiker, jeg har også kunne snakke med andre. Her for nylig var jeg en kort tid i menighedsrådet. Og da får man indblik i ting, som man ellers ikke får. Men det var kun som stedfortræder.

Sp: Du har jo haft en lang tid her i Grejs, kan du fortælle nogle oplevelser, nogle sjove oplevelser eller noget?

Ja, vi var en fire unge mennesker, der tog til studiekreds ovre ved lærer Petersen i Hornstrup en vinter. Søren havde bil dengang. Sp: Søren smed?

Ja. Det var en gammel HGF, den byttede han og fik en lidt moderne, også en Ford. Men jeg kan huske den første aften, vi skulle derover, så kunne Søren ikke rigtig starte. Så var der en af deltagere, der siger: "Søren, jeg var nu alligevel mere glad for den gamle bil, for den kunne da køre".

En anden gang kørte Søren for hans far, de skulle op ad Grejs Bkke, og så havde han ikke benzin nok på. Når han kørte baglæns, kunne benzinen rende til. Og han bakkede op, og hans far, den gamle Rasmus Smed, han sidder jo og siger: "Længere ind på midten, længere ind på midten". Men som Søren sagde: "Han sagde ikke, hvor midten var henne".

Selvfølgelig blev der også lavet kunster nytårsaften. Nogle var jo uskyldige. Jeg husker engang en flok unge mennesker, de havde fået fat i en kones bukser. De var hængt til tørre, og hun havde ikke sørget for at få dem ind. Og hun fyldte ret godt. Dem havde de fået hejst op i en flagstang, det så jo pragtfuld ud, med lidt vind blev de blæst rigtig ud.

Sp: Det vil sige, at I også kunne lave lidt kunster i jeres ungdomsdage?

Det er helt sikkert, at vi kunne.

Jeg husker også en anden gang, da havde vi været til VU-bal. Søren kørte også dengang, og da måtte han også til at bakke op. Og Knud Nielsen og Martha sad på bagsædet, og jeg sad ved siden af Søren. Knud Nielsen var vel radikal, og så siger Knud: "Længere til venstre". Og så kommer bemærkningen jo fra Søren: "Nå, så fik vi da alligevel en venstremand ud af ham".

Sp: Jeg ved, at du har været snefoged i den tid, kan du fortælle lidt om det stykke arbejde og om de isvintre, vi har haft.

I de første vintre i 1940erne var der jo hård vinter, og det var vel medvirkende til, at tyskerne brød sammen i Rusland. Mere i det hjemlige er der en ting, jeg husker bedre, og det er, at nummer to søn blev født den 28. marts. Da var der så meget sne ude i Vestermarken, at en bil ikke kunne køre derud, så jeg måtte hente jordemoderen oppe i Grejs med kane og hest. Men i løbet af dagen smeltede sneen så meget, at Martin Sørensen, der havde lillebil i Grejs, kunne komme ud og hente jordemoderen.

Jeg har også været snefoged. Det var egentlig lidt af et besværligt job og have, for os, der boede ude i Vestermarken, vi skulle kaste sne ovre i Husby, op til Munkholm skel, ned til bækken ved Højgård station, ned til Holtum Mølle. Når vi så skulle have folk (ordret), skulle vi først over og se, om der var sne, og så have folk (ordret) til at komme over og kaste. Det var en lettelse, da det gik over til, at det var kommunen, der sørgede for det.

Sp: Du har også kørt mælk i de isvintre?

Jeg kørte mælk i tre år. Det var lidt fordi, økonomien var knap så god. Det var jo fordi, jeg havde bygget. Jeg havde et kautionslån, bl.a., og så var jeg så letsindig, den kunne gå over 17 år, men jeg udbetalte den i løbet af fire. Så jeg stod en overgang og manglede kapital. Jeg havde tre forskellige mælkekudske. Jeg havde en, vi kaldte Lang-Anders, en solid men ( ). Og jeg havde en Henning Norddan. Det var medens det kneb med at holde vognene i orden. ( ) gummi på dem, men det var ikke nemt at få dem til at holde, på mejeriet havde han flere gange klaget over, at de ikke blev holdt. En dag kommer han hjem, da havde han spændt fra derovre, han kom hjem med hesten og sagde til mig, at nu kørte han ikke, inden det blev gjort i stand. Det hjalp. Og så havde jeg Willy Refsgaard, gammel chauffør. Og han var førsteklasses til at ordne sådan nogle hjul.

Sp: Inden du giver mig for mange roser, vil jeg indskyde, at jeg har aldrig fået så mange skældud af daværende mejeribestyrer Mosgaard-Kristensen på Ulkær Mejeri. Det gik sådan, at luften var ved at gå ud af et af gummihjulene, inden jeg nået fire-femhundrede meter derover, det sivede ligeså langsomt ud. Jeg kom op til mejeriet og fik læsset af. Da kom Mosgaard-Kristensen ud og så det her hjul, der var ved at være flad. Og så skældte han ud over, at sådan en gammel chauffør kunne finde på at køre med sådan et.

Jeg har også en lille oplevelse, En af mine karle, hvem det var, kan jeg ikke huske, havde fri, og så skulle jeg selv køre mælk. Da jeg havde paseret det, vi i gamle dage kaldte ( ) , så røg et hjul af mælkevognen, og den røg ned i asfalten. Jeg reddede al mælken, men jeg måtte jo have bud til mejeriet. Søren Frandsen, som dengang var smed i Ulkær, kom så og fik fat i hjulet. Min kone var helt ulykkelig, for jeg kom først hjem med mælkevognen klokken fire om eftermiddagen.

Sp: Du er jo efterhånden blevet pensionist. I flyttede herop i 1973. Hvordan former jeres pensionisttilværelse sig?

Jeg må hellere begynde med den nat, vi bestemte, at vi ville afstå gården til vores søn. Han havde været hjemme, han havde en ejendom ovre i Soleskov. Der var gamle udhuse. Han er så hjemme en aften, og han spørger mig: "Hvornår må jeg overtage gården?" Jeg havde jo altid sagt, at han måtte overtage den efter mig. Jeg sagde: "Det må du, når jeg er 65, det har jeg altid sagt". Men om natten kommer min kone og jeg til at snakke om det. Og vi blev så enige om, at han hellere måtte overtage den, hvis vi kunne købe et hus heroppe i Grejs. Og det meddeler vi ham, og så køber vi huset heroppe på Havrebakken.

Tiden er gået godt. Vi har været heldige og har fået gode naboer. Jeg havde jo også lidt arbejde udenom, da jeg kom herop. Både i hjemmeværnet og i amtsforeningen. Og var med til at bygge Grejs-Sindbjerg hallen og var i bestyrelsen for den i en årrække. Og jeg kom i lokalhistorisk forenings bestyrelse. I dag må jeg sige, at jeg har trappet ned, men tiden går godt. Det kniber mig desværre lidt med at se, og hørelsen kunne også være bedre. Men jeg prøver at følge med så godt jeg kan.

Sp: Du arbejder stadig med lokalhistorisk arbejde og laver nogle fortegnelser over forskellige ting, bl.a. referater fra Borgergården osv.?

Det holder så op nu, for den eneste måde, jeg kan gøre det på, det er mundtlig. For når man ikke så godt kan se at skrive noget, så holder sådan noget jo op.

Vi har som sagt en datter i Norge, de bor i Jondalen. Der er jo et stykke vej derop, men som regel er vi deroppe et par gange om året. De første år kørte vi i bil, men efterhånden som jeg ikke kunne se mere og mistede kørekortet, så har vi måttet tage med tog og har sejlet fra Frederikshavn til Larviko Vi har også en enkelt gang fløjet fra Billund til Fornebu. Det er jo let, 55 minutter. Så vi regner med, at så længe vi er ved helbred, vil vi en tur derop.

Vi kan da også tage op og besøge vores søn i Nordjylland, han bor i en lille landsby, der hedder Birsted, 14 km. nord for Ålborg. Der er jo en god forbindelse med toget. Og siden vi har fået bus i Grejs, er det jo nemt at komme til banegården.

Og så har jeg jo heldigvis tre af mine sønner indenfor snævre rammer, dem kan vi jo besøge, og de kan besøge os tit.

Villy Refsgaard takker af.