Åbningstider: Hver mandag fra kl. 14 til 16. Dog ikke helligdage og i skoleferier.

Historie arkiv

Månedens historie - 06.18

Niels Mølhave - Bavnbjergvej 8, Grejs

Vedrørende lokalhistorisk forening i Grejs.

Den 13.11.1996 fik jeg besøg af Niels R. Danielsen. Hans ærinde var at samle beretninger fra ældre tider og ældre folk til historisk arkiv, og han bad mig, der nu er 88 år, om at nedskrive uddrag af mit livsløb. Det forsøger jeg nu i følgende:

Min oldefar på min fars side hed Frederik Jakobsen, der sammen med sin hustru Karoline, ejede gården Mølhau i Rårup sogn.

Deres søn, Niels Frederiksen og hans hustru, Maren, havde et mindre landbrug på Rårup østermark. I deres ægteskab havde de tre små drenge, der i deres dåb, foruden Frederiksen, var døbt med efternavnet, Mølhave, efter slægtsgården, Mølhau. Min far var den yngste. Hans navn blev, Karl Frederiksen Mølhave.

I sommeren 1872 skete en katastrofe i Bjerre herred. Landsbyen Åstrup ved Juelsminde blev ramt af lynild, og i løbet af en eftermiddag nedbrændte 6 stråtækkede huse og 4 stråtækkede gårde. Niels Frederiksen med flere fra Rårup løb til Åstrup for at hjælpe og redde, hvad reddes kunne.

Den dag satte Niels Frederiksen (min farfar) livet til ved at indebrænde i en brændende stråtækket gård.

Hustruen, Maren, giftede sig igen ret snart. Min far var født 1871 (året før branden). Han kom næsten helt hjemmefra og ud at tjene før, han blev 10 år. Gården, Mølhau, gik ud af slægtens eje.

Da min far var 17 år, fik hans højre knæ det meget dårligt. En operation medførte, at knæet blev stift. Han måtte så forlade landbruget og gik i lære som træskomand og var træskomand i 6 år.

Med tiden blev han bedre gående, og lysten drev ham igen tilbage til landbruget.

Efter nogen forpagtning købte han i 1902 en landbrugsejendom på 15 td. land. I dag betegnes stedet Baunbjergvej 8.

I 1907 blev han gift med naboens datter, Kathrine. Hun blev min mor i 1908. Jeg blev født d. 19. juni 1908 og hjemmedøbt samme dag. Jeg fik navn efter min farfar. Mit navn blev, Niels Frederiksen Mølhave.

I 1910 udvidedes familien igen med en lille søster, der fik navnet, Margrethe. Vi to børn voksede op i et godt og sparsommeligt hjem.

I 1914 og fremover rystedes hele Europa af første verdenskrig, og vore barneår kunne ganske givet ikke undgå en påvirkning, men det vil jeg ikke skrive om her.

Den 1. april 1915 kom jeg i Ulkær forskole (kaldet pogeskole). Dvs. en stue 3,5 gange 7,5 m. lejet af kommunen. Det var i et ældre stuehus lige klods op ad Viborg landevej, ejendommens bopæl er i dag nr. 38.

Vi var vist 19 elever (kaldet poger), der deltes om 7 tomandsborde med fast bænk. De mindste af os sad altså indeklemt mellem to større elever ved hvert bord. Vi skrev med griffel på en skifertavle. Vore tornyster med bøger og madpakke havde vi ved vore fødder. Legepladsen var ejendommens lille brolagte gårdsplads med brønd og pumpe til drikkevand. Desuden havde vi fri adgang til den stenede landevej, og vi sad mest ovre i vejgrøften, når vi nød madpakken. Hvis det regnede, blev vi i stuen.

Lærerinde frk. Johansen fra Grejs bys forskole, kom gående hver tirsdag, torsdag og lørdag og holdt skole for os. (Hun er omtalt af elever fra Grejs by).

Efter et års tid i den gamle, af kommunen lejede tofags stue, flyttede vi i den nybyggede forskole. (Det nuværende beboelseshus nr. 25 ved Viborg hovedlandevej 13). Der var højt til loftet, stor skolestue med rigelig sidde- og bordplads. Desuden var der legestue, hvor vi kunne nyde vor madpakke. Indlagt vand var stadig ukendt, men den nye pumpe fungerede godt. Toiletforholdene var faktisk gode, men en indhegnet legeplads var det svært at venne sig til. I tagetagen var der indrettet en lille lejlighed til en lærerinde, og i løbet af et år fik vi frk. Egsgård som fastboende lærerinde, og sagde farvel til den gående frk. Johansen, men vi gik stadigvæk kun tul skolehver anden dag.

Da jeg var 10 år, skiftede jeg til Grejs hovedskole i Grejs by med enelærer Steffen Krestensen. Han regerede over ca. 82 elever i 2 klasser, fra de var 10 år til de var 14 år. Han var kirkesanger og dermed deltagende i alle kirkelige handlinger. Han var med til alle konfirmations- bryllups- og begravelsesgilder i hjemmene. Han var i sangforening i Vejle. Ved flittig avislæsning og lignende fulgte han godt med i politik, hvad angik ”De radikale Venstre”. Nogle elever blev ret dygtige. I en halv side med prøvediktat på højskole senere, klarede jeg mig også med kun 27 fejl. Jeg vil erkende, at Steffen Krestense havde et temlig stort arbejdsområde. S.K. brugte en hasselkæp lidt for flittigt til afstraffelse. Min sidekammerat skulle en dag have et ordentlig rap; men han dukkede sig, og kæppen ramte tværs over min næse, hvilket medførte både næseblod og anatomisk skade. En speciallæge har frarådet operation, men konstateret, at min næse har et livsvarigt minde om Steffen Krestens kæp.

I Steffen Krestensens yngre dage kom hans sønner ud at tjene ved landbruget; men kun, hvor de kunne få deres eget værelse. I ældre tid fik tjenestedrengen ofte kun en seng i bryggerset, eller han delte seng med karlen.

Tænker jeg mig tilbage til omkring seks års alderen, havde vi en provst Andersen som præst i Grejs. Han kom enormt ofte og fiskede i vor mose. Han fik udlagt ruser, som far og jeg passede. Som lille dreng har jeg båret mange kurve fisk ned i præstegården.

Provst Andersen oprettede en ungdomsforening i Grejs og en ungdomsforening i Sindbjerg. Han fik oprettet en sygeplejeforening med en hjemmesygeplejerske. Grejs bys beboere overtalte ham til at bekoste fælles vandværk. Om søndagen var de to kirker fyldt til sidste plads, og der kom folk fra andre sogne.

Den sommer jeg blev 14 år, gik jeg til konfirmationsforberedelse hos provst Juhl. Jeg havde let ved at lære salmevers og lignende, men jeg husker ikke ret meget af det, han talte om.

Min far var en god læremester. Jeg lærte at binde neg af stråene og sætte negene sammen i stader. Forårskorn med 10 neg i hver stade. Rug og hvede med 6 neg i hver stade. Så var det let at gå over marken og tælle op i traver (60 neg = 1 trave).

Jeg lærte at tærske kornnegene med plejl, at høste korn og slå græs med le (og navnlig at holde leen skarp). I 1916 fik vi tærskemaskine med hestegang, men vi tærskede dog stadig vintersæden med plejl, da den tærskede langhalm ikke måtte krølles. Den skulle jo bindes i lige tagklapninger og bruges til stråtag.

Vi havde kun en hest; men for mine konfirmationsgaver m.m. fik jeg lov til at købe en hest, der så blev min egen.

Bag ”Hotel Vejle” i Vejle havde godsejer Kristian Skov store stalde til over 100 handelsheste. Som 15 årig mødte jeg der sammen med ca. 30 andre landmænd, der ville købe, bytte eller sælger heste. Hele eftermiddagen blev der travet og handlet heste.

Som en af de sidste fik jeg Skovs håndslag på en fuksrød 2 års plag for 375 kr. Så blev dørene til hotellet slået op. Nu skulle der drikkes lidkøb. Bordene var dækket rigelig op med øl og stærkere ting til den larmende forsamling, der formelig væltede ind.

Kristian Skov tog mig om skulderen og førte mig hen til et borg i et hjørne, mens han sagde: ”kom her min dreng. Vi to skal dele en kande kakao til et par stykker franskbrød”. Jeg var en smule stolt, men følte godt hans beskyttende hånd.

Første verdenskrigs skygge, dens afslutning og genforeningen med Sønderjylland var stærke oplevelser, som jeg ikke her har blandet ind i optegnelser her.

Den inderlige kærlighed jeg altid følte for mine forældre, min søster og for min mors forældre, der på deres sidste boede her i vort hjem, prøver jeg heller ikke at beskrive her.

Min morfar døde i 1918, og min mormor døde i 1927.

Ifølge min fars ønske kom jeg i 1927 på Ry højskole, hvor jeg forsøgte at tilegne mig de skolekundskaber, jeg var gået glip af i kommuneskolen. Blandt lærerne der husker jeg bedst forstander Johannes Therkelsen. En dag hørte jeg ham sige: ”Verdens største mod er tålmod”. Den læresætning har stået fast i mine tanker siden.

I 1930 gik jeg en dag, sammen med flere andre vordende rekrutter, gennem vagten ved den store Bådsmandsstrædes Kaserne. (Desværre senere et Christiania). Jeg var imponeret over de store bygninger med Forplejning, Hestestalde, Ride huse, Depoter og porte til kanoner og ammunitionsvogne. I mine tanker skrev jeg:

Hvad mon der sker bag disse mure,                                                    Mon der klinge skal for øre

som så tavse, mørke står.                                                                      kun en klang af skærpet stål?

Varsler de om stroppeture                                                                    Mon det sprog, man her vil føre,

i en stor kasernegård.                                                                            er mit rene modersmål?

Dyrkes der til Danmarks hæder                                                            Mon jeg følelsen skal savne,

sunde, friske ungdomsglæder?                                                             der mig selv mit land at gavne?

Det var 1. Feltartilleriafdeling med tre batterier. Der blev trænet hårdt med ride øvelse og kørsel med 6 heste for hver kanon eller ammunitionsvogn. Jeg blev senere enkeltrytter og afdelings ordinans, fik mere ride øvelse med spring og måtte lære morsesystemet. I efteråret 1930 var jeg med i den store manøvre i Jylland, der sluttede med kongerevy ved Skanderborg.

5 år efter blev jeg indkaldt til 8. Feltartilleriafdeling i Århus. Den var nu motoriseret, og sammen med sværere artilleri kom vi til skarpskydning i Oksbøl. Derefter til manøvre i Sønderjylland med kongerevy på Jelsgårds marker. Det var første gang, der var danske soldater på øvelse i Sønderjylland efter genforeningen. Og vi blev forkælet.

Fra soldatertiden husker jeg særlig artilleriets skarpskydning ved Oksbøl. Jeg var ved måltjenesten, og vi var så tæt ved målene, at vi hørte granaternes nedslag eller luftsprængninger, før vi hørte skuddet fra kanonen.

Efter øvelse sad jeg i teltet og skrev:

Så hård er din tale, du stærke kanon,                    

så sælsom og dødstung din sang.                                                        

Skønt aldrig du hader, ej gav du pardon,                                           

hvor dine granater end sprang.

Soldaten, der føder dit ildbrådne svælg

og sigtet mod målene vende,

din brandhede ånde får kende.

Det greb ham, når målet du sendte dit bud,

så luften det brølende skar.

Der kamplyst blev født ved det drænende skud,

En længsel mod Valhal ham bar.

I ånden han skuede Mjølner og Thor

og kæmper og blinkende skjolde.

En Kampleg, der bølged på volde.

Da sang du, så viden det rysted i jord,

om stridsmænd og styrke og mod,

om kampens og sejrens de højtsvungne ord,

om helte, der ofrede blod.

Da tindrede øjet, da glødede kind.

Han lytted til rungende toner

af stålbryst i stærke kanoner.

I Haubits og Mørser, i røgsort løb,

der rækker så vide i land.

Når slangen med giften til hjerterne krøb,

I satte en verden i brand.

Naturbundne kræfter da lyder sin lov;

men synden og sorgen det volde,

er frugter af hjerter så kolde.

Gennem tyverne havde min far og jeg støttet hinanden økonomisk, så godt vi kunne. Jeg havde kørt mælketur til Ulkær mejeri, og med spade havde jeg gravet grøfter hos dræningsmester. (Dagløn 4 kr. + kost på gården, hvor arbejdet foregik).

I 1931 blev Ladelund landbrugs- og mejeriskole min store igangsætter. Hvor var lærerne der dog dygtige. Jeg var meget interesseret i naturfag og listede mig til ekstra timer på Ladelunds laboratorium. Kristoffertyrenes stamtræ fyldte mig dog med skræk

Da jeg kom hjem fra Ladelund, var der landbrugskrise, og der kunne ikke blive løn til mig. Jeg fik lov til at fylde laden med torvegrise til 5 kr. pr. stk. og købte russisk byg til 6 kr. pr. tønde. Afregningerne fra Slagteriet gav mig ikke særlig god fortjeneste, men leverancen gav tildeling af en del svinekort, der faktisk var mere værd end svinene.

I 1935-36 reparerede far og jeg lidt ved stuehuset. Tømrer Hougård fik 75 øre i timen. Murer Mortensen fik 1 kr. i timen.

Min søster prøvede flere ting. Hun var et stykke tid sygehjælper på Vejle sygehus. Hun tog mere uddannelse og blev afdelingsleder på ”De Kellerske Anstalter” i Brejning.

I 1938 blev jeg næsten festlig overfaldet af unge venner og veninder på min 30 års fødselsdag. Jeg gav så selv et bidrag til den medfølende deltagelse ved at skrive følgende sang:

Jeg kan jer lidt fortælle om pebersvendens kår,

de lykkeligste, som i verden findes.

Men dertil må studeres i 30 lange år.

Visdom stor for tankernes må vindes.

Ej man demokratisk må med kvinden gå i pagt.

Pebersvendens løsen er i diktatur og magt.

Se Tysklands millioner, både kvinder, børn og mænd

marcherer og parerer for en pebersvend.

Så kraftigt ordet ”peber” forklare vil jo om,

at selve svenden regnes blandt de stærke.

Og krydderi som peber en gang var en helligdom

at handle dermed varet adelsmærke.

Til et sådant hverv man brugte kun den store mand,

ham, der ud af Adams uheld havde fået forstand.

At Eva sød kan være, det benægter ingen mand,

men sødmen er så usund for en pebersvend.

Den gang den stærke Samson gik ind i ægtestand

med Dallila, så smukt som hun blev kaldet,

han ofrede så stort, som så mangen ægtemand,

sit hovedhår og som et æg blev skaldet.

Selv om Dallila har kysset ham på kinden blidt,

Samson sikkert sukket har så tit, ja, åh så tit:

Ak, havde jeg mit klare syn, mit lange hår igen

og styrke som den gang, da jeg var pebersvend.

Og mister Windsor rejser fra England bort med skam.

Miss Simpson kostet har et kongerige.

Til jordens største kejser man havde kronet ham,

hvis blot han havde holdt sig fra den pige.

Før forstand og magt ham gjorde livet let og lyst.

Nu det dumme hjerte rørtes i det høje bryst.

Han blev et massemenneske, til kvinden gav sig hen.

Ej kongelig som før, da han var pebersvend.

Vemodigt svenden tænker så tit på gifte mænd,

thi ”giften” ganske langsomt vil dem gøre

til vissen tøffelhelt mod den stærke pebersvend,

der let og frit sit sunde liv kan føre.

Ægtemandens hustru ofte bliver til en gås.

Troligt må han høre hendes dumme præk og vås,

bebrejdelser og klager, jammers gråd med skrig og skænd.

Så lunt i skægget ler han da, den pebersvend.

Men blev med negle mærket ej pebersvendens kind

og kælne ord henåndet mod hans øre,

så tro ej pebersvenden er både døv og blind,

at intet kan hans kolde hjerte røre.

Selv om kærligheden ved han tem’lig god besked

Og kender sikkert én. Den store egenkærlighed.

I den han har sin styrke, i den han gi’r sig hen,

at han kan leve som en ægte pebersvend.  

Og tog så pebersvenden den sidste hårde tørn,

så let om hjertet bærer man hans båre.

Thi ved hans snævre gravsted ej kone og børn

fælder jo for ham en smertens tåre.

Vennerne i deres sted affære gerne tar.

De måske skal arve alt det gods, han samlet har.

Man drikker glad hans gravøl, og man fester dagen hen.

Så sorgfrit ender livet for en pebersvend.

I 1940 fik vi indlagt elektrisk lys og kraft. Men trods det gode lys gled Danmark nu ind i 5 mørke besættelses år. Det skal ikke beskrives her, men vi krøb sammen i hjem, foreninger og for mit vedkommende i studiekredsarbejde.

Når jeg siden har været i udlandet, forundres jeg over, at en malersvend magtede at gøre Tyskland, Europa og hele verden så megen fortræd. Jeg er dog klar over, at vi stadig har rigelig af sådanne menneskedyr på kloden.

I 1942 overlod min far ejendommen til mig. Mine forældre boede dog stadig på stedet, og i fællesskab glædede vi os over fremgang og begyndende nybyggeri.

Jeg holdt så meget af min far. Han var så pæn, så klog og kultiveret, men han svækkedes mere og mere og døde fra os i 1951. Få dage efter sin 80 års fødselsdag.

I halvtredserne fik jeg bil. Det var blandt andet til stor hjælp for, at min mor og jeg kunne holde kontakt med min søster i Brejning.

Ved en tilfældighed var vi blevet bekendt med en ret ung kvinde i Silkeborg. Hun hed Birthe og var fraskilt og prøvede som syerske at opretholde livet for sig og sine tre små piger i alder fra 6 til 10 år. Fra Skanderborg amt var hun tilkendt hele forældremyndigheden over sine børn. Sammen med sine børn havde hun genantaget sit døbenavn, Wellendorf. Hun havde også en søn på 11 år, men ham havde hendes forældre taget til sig. Han hed Leif, og op gennem årene sørgede de for hans skolegang og uddannelse. I en ung alder blev han gift med en god pige fra Fjelstervang. De kom til at bo i København, hvor Leif var ansat i en bank.

Men tilbage til 1960. Da inviterede min mor Birthe med sine tre små piger på juleferie hos os. Det blev en skøn jul med børnesang om juletræet.

Den 22. december 1961 blev en sorgens dag. Da døde mor pludselig. Der blev begravelse tredje juledag. Ved begravelsen kom Birthe med sine tre små piger. I en fortrolig samtale med min søster fortalte hun, at hun var syg, og at hun for længe siden burde være opereret for en nyrelidelse, men kunne ikke få sine børn passet under et sygehus ophold. Min søster bestemte så, at de tre piger skulle blive hos mig, og efter juleferie fik jeg dem midlertidig i Lindved skole.

Så gik måned efter måned. Birthe tog hjem til flere undersøgelser, og ved langsommelig forhandling blev hun indlagt på Sct. Mariehospital i Vejle opereret der.

Aldrig har haft så skønne dage, som når jeg hjalp pigerne med deres lektier og fik et kys på kinden til tak.

Den 1. juni 1962 kom Birthe hjem til os på gården. Hun var nogenlunde rask og havde begge nyrer i behold. Pigerne gik i seng, og der var mange ting at tale Birthe om angående pigerne.

Birthe sagde: ”Jeg kan se, at pigerne holder meget af dig, og det gør jeg også. Provst Kragh besøgte mig på hospitalet og ønskede, at jeg ville blive i Grejs, hvis det var muligt. Men det bestemmer du”.

På min 54 års fødselsdag, den 19. juni 1962, blev Birthe og jeg gift i Grejs kirke. Birthe var 33 år, og hun og pigerne, Gerda, Karen og Bodil fik dermed efternavn, Mølhave.

Det blev til mange lykkelige år og også til økonomisk fremgang. I ærlig handel købte vi jord fra tre naboejendomme, så gården kom op på et halvt hundrede tønder land, vi byggede nyt og ret stort, og i vor bedste tid havde vi mange dyr.

I nogle år fejrede vi alle vor juleaften på min søsters afdeling ovre i Brejning, og Birthe havde også fået nogle gøremål derovre. Birthe og min søster tog ofte nogle af de ensomme patienter med hjem på gården. Det var ferie i kort eller længere tid. Helga og Ej vind er her endnu og har været her i over 20 år.

Alle tre piger fik studentereksamen. De fik god uddannelse og kom i gode stillinger. De er gift og tre børn i hvert hjem, og børnene er døbt med mellemnavn, Mølhave.

I 1969 købte min søster sammen med Birthe og mig et stort, flot hus i Mølholm ved Vejle. Margrethe flyttede straks ind, men Birthe og jeg ville vente, til vi solgte landbruget på vore gamle dage.

Birthe og jeg kunne dog ikke sige farvel til gården, og i september 1995 solgte vi huset, og Margrethe flyttede ud til Birthe og mig.

Et af min tilværelses mange lykkestjerner er vel også, at min hustru og min søster altid var hjertens veninder.

Det er så en afkortet beretning om et livsforløb, som det formede sig for mig. Og jeg tror, at jeg er taknemmelig.

Niels Frederiksen Mølhave

December 1996

Efterskrift i forbindelse med foran afgivne, forkortet beretning om uddrag af en landmands livsløb.

Mod øst strækker vore marker sig mod den udstykkede herregård, Agersbøl. På dens jorder skal der i oldtiden have ligget en stenalderboplads med en kong Akins. (Akins boplads – Akins bølle er så i vor tid blevet til, Agersbøl). Og der er fundet flere stenalderredskaber på egnen.

I 1973 gik jeg på min udmark, og pludselig så jeg en flintestensøkse ligge for min fod. Jeg tog den op og blev grebet af så mange tanker.

Da Moses (antagelig efter mundtlig overlevering) begyndte at nedskrive Bibelen for ca. 3500 år siden, gik der måske i disse fjerne tider en stenaldermand og efterlod sin stenøkse på den jord, der nu er min mark.

Jeg slutter med ord af Jeppe Aakjær: ”Din egen dag er kort---”.