Åbningstider: Hver mandag fra kl. 14 til 16. Dog ikke helligdage og i skoleferier.

Historie arkiv

Månedens historie - 07.19

Mille Kristiansen

Grejs sogn

Levnedsbeskrivelse fortalt af Mille Kristiansen, ”Fruens Møllested”

Gerda Mikkelsen ringede og fortalte, at Niels Mølhave var syg. Han havde lovet at fortælle lidt om gamle dage – men kunne jo så ikke på grund af sygdom.

Jeg vil gerne prøve at huske lidt fra vores første tid i Grejs. Vi kom til ”Fruens Møllested” i 1934. Der var ingen besætning – kun en bovlam hest, 10 høns og nogle forsømte bygninger. Der var tørre sandbanker rundt om os, og nede i lavningerne bundløs eng, hvor storken gik hver dag og levede højt af frøer og deslige. Nu er både stork og frøer en saga blot.

Jeg græd hver dag det første år, jeg boede dernede, for jeg syntes, vi boede håbløst langt ude. Tage lovede, at når vi kom til penge, skulle vi flytte til mere beboede steder, men vi blev der i 50 år, og vi fandt ud af, at Grejs er et godt sted at være for børn og unge, men sandelig også for os gamle.

Jens Mikael har jo fortalt om den døde mose i skoven, om brudekareten der sank i mosen, og om den hovedløse hest, man kan møde ved fuldmåne klokken 12 om natten.

Side 2

Og Kr. Madsen har jo fortalt om de unge år, det var Biskoppen Brems, Lærer Winter og Fru Winter og Fru Larsen, der prægede vore børn og unge i mange, gode år.

Jeg vil fortælle lidt om krigens tid, som vi slap så skånsomt om ved.

Marcus og Julie lærte os om alle de dyr, der boede lige rundt om os. Odderen boede i huller nede i åen, og æ Brok - grævlingen boede i skoven, og Ræven var nærmeste nabo. Den åd vores høns og gæs både ved dag og ved nat. Isfuglen bor stadig i engen og lever højt af Niels Chr. fisk og også Hejren er hård ved fiskedammene. Storken er jo en sjælden gæst. Før sad den i det store grantræ lige ved gården og knebrede. I reglen boede den øverst i skorstenen, så vi blev kulsorte i hovedet, da vi fyrede første gang.

Der var spætter, der sad og hamrede lige uden for vore vinduer. I majtræets hvide blomsterflor hoppede et par egern, og mosegrisene boltrede sig i min græsplæne, så man næsten sank i ned til kineserne.

Side 3

Men efterhånden fik vi da lidt skik på det. Sandbankerne blev til grusgrav, hvor folk hentede sand både fjern og nær. Når vi ingen penge havde, cyklede Tage ud at kræve penge for sand, og hjemførte i stor triumf en tier, og to mand kunne gå til ungdomsmøde med kaffe og underholdning for den tier. Det var tider. Og engene blev til fiskedamme, og der blev bygget det hus, som Poul Hansen boede i i mange år.

Vi fik to små røde heste, som Tage kørte mælk med i 12 år, sommetider i sne til halsen, når hulvejen var lukket af sne. Så måtte han køre ind på J. Mikaels mark, men når han så kom ovenud, var der altid nogen parat til at hjælpe det sidste stykke til mejeriet.

Nogen af de første, vi mødte på vores vej til Grejs, var Sofus Larsen og Johanne. Johanne var en elskelig, gammel kone. Jeg forbinder hende altid med blomster, og jeg har stadig stauder, som jeg fik af hende.

Side 4

Sofus Larsen fik vi altid en god snak med, når vi gik forbi. Vi husker ham som en mand, der altid sagde, det han mente og stod for, og det gav gode diskussioner, f.eks. til vore brugsgeneralforsamlinger.

Så var der den gamle smed, som skoede vore heste. Han kom rundt med sin maskinsynsbog under armen og skulle tilse folks maskiner, men vi havde i mange år kun tærskeværket, der skulle tjekkes, og det blev det så.

Det er gået så mærkelig til, i dag er Sofus Larsen og Johanne (lille Bedste) vore børnebørns oldeforældre. Og smeden ligeså!

Smedens søn Emil Jensen boede i et lille værksted, hvor Elna Rises hus ligger i dag – han påstod, at han kunne få en trækasse til at snakke. Jesper Hougård protesterede – lyv og latin. Han kom og gav Emil Jensen 100 kroner, da ”kassen” snakkede. Det var mange penge dengang. Det blev Frodes svigerfar – Ellens far.????????

Side 5

Dengang gik vi til ungdomsmøder hver fjortende dag med fine foredrag alle vore gode sange fra højskolesangbogen, sketch og optræden af alle os unge, dans og leg , og først og sidst hyggelig samvær, hvor vi kom i hinandens hjem og lærte hinanden at kende på en måde, der førte til, at mange af dem ”følges vi med” i dag 60 år efter.

Der var juletræsfester, og der var vores høstgilder.

Engang vi cyklede til Høstfest, kørte Flemming over én af J. Mikkelsens gode ænder, som var stendød på stedet, og Frode måtte ind at melde om tragedien. De slap for videre tiltale,

Tage spillede til børns dans på harmonika, ungerne hængte over ham, så han ikke kunnerøre hverken arme eller ben.

”Hva spelle do?” spurgte de. ”Det ved a sku æ,” sagde Tage irriteret. Det førte til Pouls Gormsenn sagde sin mor: ”Ved du hvad mor, Tage Kristiansen ved ikke hvad han selv spiller!”

Side 6

Vores første ”gå i byen gilde” var hos Eskild Gormsen. Inde i ”det hellige” sad gæsterne på rad. Der var Astrid Larsen, og så sad der en køn, flot ung kone med perletænder og sorte slangekrøller. En grevinde (mindst) konstaterede jeg for mig selv.

Så var der en pæn, jævn kone med midterskilning og glatkæmmet hår, der lige havde fået kløvet sit træ og kørt det ind med trillebøren. igen en konstatering –

En flittig arbejdsglad alm. kone som vi andre.

Den glatkæmmede var buens førstedame, Fru provstinde Juul ???? og slangekrøllerne var Karolines, som blev min gode veninde de næste 53 år og mere

I dag bor Karoline over for os, og det er stadig en god dag, når hun dumper ind, og det gør hun tit. Så får vi Grejs og verden situationen givet en ”gang lak”, og vi snakker gamle dage

Mille

Dronning Margrete har engang sagt: ”Det er godt at have noget at dele minder med.” Sande ord, kloge ord.

Side 7

2 år efter

Den 7. august blev Frode jo født.

Anna Giorts ???? var her for at passe mig, og Magda stod hos. Hun troede, at hun kunne det hele, men pludselig måtte Magda ud for at få vejret. Vi andre klarede det begge - ja os alle 3, men Magda besvimede! Da et par dage var gået, så vi en lygte ved bækken. Og hvem var det?

Det var provstinden!

Jeg lå og hørte Anna byde på et glas vin. ”Milde himmel! Vil hun byde provstinden på vin i ølglas?” Jeg havde nemlig ingen vinglas, så jeg rystede.

Men ind steg Anna, blinkede til mig og bød fra en fin bakke med glas, vin og småkager, så situationen var reddet.

Tage havde i skarpt trav været hos Julie for at låne glas.

Provstinden var en yndig gammel dame med begge ben på jorden. Hun glemte aldrig nogen, når hun vidste besked om sygdom og deslige

Side 8

En anden historie fra Provst Juuls tid.

Marius var 4 år og søn af Aksel og Anna ?????????Mikkelsen. De boede nabo til Provstens, og Marius var godt klar over Provstens skrøbelighed. En dag mødtes de samtidig i brugsen, og da Provst Juul ville hvile sig på en taburet, Tomas Brugs havde sat der til det samme, så det for Marius ud som om, det ville ”kikse” for Provsten. Han smækkede begge arme om livet på ham, og så triumferende på Tomas Brugs:

”Da var det dæleme da godt, a reddet Provsten”.

???????? side 8

Provsten tog det i stiv arm. Og Thomas Brugs også.

Mille

Side 9

Maler Petersen var en lun og sjælden rar gammel mand, der havde stor sans for humor.

Da én af vore gamle, Søren Therkelsen ville afhænde sin gård til sin søn, prøvede han, om de kunne købe Maler Petersens hus. De handlede men kunne ikke blive enige, da så Maler P. cyklede hjem, syntes han, at nu skulle der handles, og han sagde højt til sig selv, og gav håndslag”

”Do fæk en Søren Therkelsen!” og så lå gamle maler i støvet med cykel og malergrej over sig, og han kunne bagefter more sig over episoden.

Søren Therkelsen boede i huset i flere år, og Maler Petersen byggede hus.

Samme Søren Therkelsen var én af indre missions gode støtterog trofast mod alt ,hvad han anså for ret og rigtigt inden for den kreds, han hørte til.

Han var meget mod dans og dens ugudelige følger, men sanglege kunne nok tolereres, når hans ungdom mødtes. Så overvågede S.T. det hele med ildhu, imens han kraftig advarede:

”Æ for møj rundt.”

”Æ for møj rundt.”

Måske Vor Herre så så gennem fingre med al den løssluppenhed, tror jeg, Søren har ment.

Side 10

Maler Pedersen havde den opgave at rense de gamle træskulpturer fra kirkens loft, hvor de havde ligget i mange år. De blev pudset og renset hvert år, og et år var der et slemt regnvejr, så lagde Maler P. de 12 apostle på rad og række med bemærknigen:

”Nu må Vor Herre selv vaske sine apostle.”

Biskop K. morede sig, og har fortalt os historien senere.

I dag står de 12 apostle i en fin altertavle, lavet af Nils Hougård.

Engang under krigens tid malede maler Petersen hos os. Han kom cyklende på Ellas gamle cykel, stillede den ved bagtrappen, og satte malerpottene ved siden af på trappen. Dengang var der lov for, at bagskærmen skulle være hvidmalet, for det var jo i mørklægningstiden. Dengang var Frode 6 år, og de dåser maling fristede ham over evne, så han fattede én af penslerne og malede Ellas cykel – du milde moses – da jeg kom ud, var hele cyklen hvidmalet - fra skærme, cykelkæde og stellet helt op til styret. Jeg glemmer aldrig Maler Petersens ansigt, da han fandt ud af, at det var Ellas cykel. Han havde aldrig troet, at vi havde så slemme drenge på ”Fruens Møllested” Jeg rensede cyklen en halv dag, men gal var han.

Mille

Side 11

Så var der jo Jens Mikkelsen, som var et helt kapitel for sig , og Harriet, bare man kunne skrive alt det ned, som de nåede og lærte os unge! Det var en dejlig tid, da vi på Vestermarksvejen kunne møde J.M cyklende eller gående. Han havde altid tid til en lille snak og nogle venlige ord. De sidste år var han iført en stor frakke med store lommer med bolcher til de små på hans vej. Og også til os store.

Jens M. var en fin mand, når han skulle ud i embeds medfør amtsrådet og Sognerådet, var han altid iført en fin grå hat og frakke og med sin stok over armen. Han gjorde som vores drenge, når han stak over marken ned til bussen. Engang, Frode var vel 6 år, faldt han og J.M. ifølge. Da de var halvvejs oppe, meldte Frode: ”Hold let, a ska tis!” Jens M. stak stokken i jorden, holdt Frodes kram og ventede. Bagefter fortsatte de deres afbrudte tur, mens J. Mikkelsen vendte skråen en ekstra gang.

Mille

Side 12

En anden gang var det mig, der fulgtes med J. M. op over bakken. Jeg var besværet af pakker og sager, så jeg syntes ikke J.M. skulle bie efter mig, så da vi kom til leddet sagde jeg, at jeg ville puste lidt.

J.M. satte sig på en sten, borede stokken i jorden, mens skråen blev vendt en ekstra gang.

”Jeg synes dænemand, du puster hele tiden.” Så vi fulgtes ad til vejs ende, hvad enten jeg peb eller sang.

I dag er der børn, der fører de gode traditioner videre her i Grejs. Jens Mikael og Bodil er jo dem, vi kender bedst, men der siges om Knud, at han har arvet de samme gode egenskaber så som humor og lune.

Harriet blev jo en gammel kone på 90 år. Vi kunne lære af hende at blive gammel med ynde og at dø med værdighed

Mille

Side 13

Jeg er blevet så gammel at jeg gentager mig selv, og jeg skriver det samme to gange, men jeg gør det, så godt jeg kan.

En anden side af J.M.: Under krigen fandt vi en nedstyrtet engelsk flyver i skoven ved ”Fruens Møllested”

Han var død, da vi fandt ham. Han sad som på hug med støvlerne boret i jorden, og faldskærmen var brændt over ham. Kun over hans ansigt lå der en hvid firkant, der havde bevaret ansigtet. Det var ejendommeligt at opleve. På hånden havde han en tyk guldring, og vi lod det hele sidde, men næste dag var både støvler og ring væk. Vi fortrød, at vi ikke havde taget ringen til opbevaring, så den kunne være sendt til hans kære efter krigen. En mor var blevet glad for den.

Vi meldte det til tyskerne, der så satte vagt i skoven ved ham. De lod ham ligge i mange dage, men så trådte J.M. til! Han ringede til Vejle til øverste myndighed og sagde, at hvis de ikke hentede den unge flyver, begravede vi ham i Grejs. Så kom de, rullede ham i et tæppe og lagde ham over i en trækasse. Tage måtte med for at hjælpe til. Det var det nærmeste, vi kom til krigen!

Den unge flyver blev begravet i Vejle, men blev senere begravet i Randbøl i en fællesgrav, sammen med 3 eller 4 andre fra det samme fly. Vi har engang lagt blomster på hans grav, og resten af faldskærmen syede vi en bluse af.

En af flyverne kom ned i god behold. Han fandt ind på Højgård, og der blev ringet til Politiet, som hentede ham og fik ham ind på sygehuset, hvor de forsøgte at redde ham, men tyskerne fandt ud af, hvor han var, og de hentede ham. Hans videre skæbne kender (husker) vi ikke.

Side 14

Biskoppen og fru Rigmor Krag elskede turen ned forbi ”Fruens Møllested”, og de kunne finde på at kikke in i mit ”rum”, hvor jeg sad begravet i fjer, kogler, lys og gran. De vadede gennem ragelset, og engang spurgte Fru Krag, om jeg kunne bruge fasanfjer? ”Jo, fint for mit kram!” Men føjede fruen til: ”Det er en hunfasan.”

Jeg modtog hunnen med tak, og hver gang jeg demonstrerede, pralede jeg med bispindens hunfasan! Der var også Astrid Brugses sommerhat med de skrappe, lilla fjer, som hun overgav mig i triumf. Damerne grinede, når jeg fortalte om de sære foræringer, som byens honoratiores kom med til mine turneer fra Skagen til Aabenra.

Side 15

Hans Henrik boede nabo til Biskop Krag og fulgte nøje deres daglig liv, sådan som børn og bønder har for skik.

En dag drog Biskop Krag afsted, som så ofte før, og H. Henrik spurgte fru Krag: Hure sku Thyge hen i dav?”

Rigmor sagde: ”Hvor ved du fra, at min mand hedder Thyge?”

”OK”, sagde H. Henrik, ”det render do jo da åltider selv o kolder ham.”

En logiske tankegang hos et nabobarn, og Fru Krag morede sig og fortalte os det

Mille

Side 16

Så er vi oppe ved i dag. Måske der kan blive nogen, der kan skrive lidt sjovt om dem, der bor i Grejs i dag.

Meget er jo forandret, og meget nyt er kommet til, man a håber, at de unge tykkes, det er en god by, de er landet i.