Åbningstider: Hver mandag fra kl. 14 til 16. Dog ikke helligdage og i skoleferier.

Historie arkiv

Månedens historie - 01.20

Interview med Gerda Bisgaard, Vestermarksvej 2, Grejs.

Foretaget den 17. juni 1991 af Willy Refsgaard.

Sp: Gerda, jeg vil gerne bede om dit fulde navn.

Jeg er født i 1915 og blev døbt i Nørre Snede kirke. Jeg kom til at hedde Gerda Marie Olsen. Senere købte min far Thorup-navnet til, så jeg er kendt under navnet Gerda Thorup.

Sp: Og dine forældre?

Mine forældre var jo bønder. Min far er født i 1873 og hed Ole Peter Olsen, han købte jo senere navnet Thorup. Min mor er født i 1883 og hed Sørine Clausen Pedersen. Far og mor blev gift i 1907.

Sp: Kan du huske noget om dine bedsteforældre?

Nej, kun hvad mor har fortalt. Min mormor var gift to gange. Hendes første mand faldt i krigen 1864, og så var hun ung enke med tre småbørn. Jeg tror nok, at hendes anden mand var lidt i familie med hendes første mand. Med ham fik hun så otte børn, hvoraf en døde, mor blev den yngste. Mormor har født elleve børn i det hele. Min morfar stammede vist nok lidt ude fra tyskerne, for han havde en bror, som hed "lille Claus-tysker".

Min mormor og morfar var begge døde, inden jeg blev født. Og min farfar og farmor har jeg heller aldrig kendt.

Sp: Hvor var det din far og mor boede.

I 1907, da de blev gift, fik de mors fødegård, og det var en gård, der ligger 3 km nord for Nørre Snede, mellem Nørre Snede og Gl. Hampen. Den overtog de, da min morfar døde som 67-årig. Det var en rigtig gammel gård, der var bygget af kampesten og med stråtag. Far fik så held til at få udhusene ombygget. Han tog et hvert år i 1909, 1910, 1911.

Sp: Hvor mange søskende havde du?

Jeg havde fire søskende. Min ældste bror blev født i 1908. Så var der en bror fra 1910, så kom jeg i 1915, og så en bror fra 1917. Og så var der en efternøler fra 1927 .

Sp: Du var sådan set midt imellem?

Jeg er den mellemste og den eneste pige.

Sp: Du blev måske lidt forkælet?

Ja, måske nok lidt af min far. Sådan er der jo lidt med pigerne: det er jo fædrenes.

Sp: Du har så prøvet at blive passet af søskende og passet andre søskende?

Den eneste, jeg har passet, er sådan set min lillebror, men det var også streng nok, for vi havde sådan et stort skrummel af en barnevogn med nogle høje hjul . Og når han ikke ville sove, kan jeg huske, at den fik nogle vip fra den ene side til den anden. Og en gang faldt han også ud af barnevognen, da blev.. ... det var jo ikke tilpas med min mor.

Sp: I havde det vel godt hjemme som børn?

Ja, vi havde det godt hjemme. Det var mest Karl, der var to år yngre end mig, det var mest os, der legede. Men vi havde jo ikke legetøj dengang. Vi havde noget grankrat udenfor gården. Og der byggede vi bondegårde af sten og pinde, og vi lavede stalde. Så satte vi snor på pindene, og så brugte vi dem som køer. Så legede vi med at trække dem ud og ind, ligesom vi så, vores far gjorde.

Vi skulle også gøre lidt nytte. Min bror Christian, som var fem år ældre end jeg, han skulle gerne ud og flytte køer. Vi havde en hel masse får, for det var jo en sandjordsgård, vi havde.

Sp: Hvor stor var gården?

Den var 105 t dr.land .

Sp: Hvor mange køer kunne I have?

Vi havde ca. 12 stykker. Vi havde så også nogle grise. Da jeg var barn, kan jeg huske, det var mor, der passede grisene.

I 1922 byggede far et træhus. Da skulle vi til at have udvidet lidt, han lavede et helt svinehus for sig selv. Ellers havde vi grisene i det halve af det hus, hvor vi havde køerne.

Sp: Det var vist meget almindeligt dengang?

Ja, det var det vist. Vi havde jo grisesøer, og vi børn - dengang skulle man jo sidde ved en griseso, når den skulle have unger -Karl og jeg skulle sidde indtil kl. 12 og holde vagt. Hvis de fik for mange grise, så skilte far dem ad. Så skulle vi sætte dem over og skifte dem og sådan noget. Så skulle de mere voksne jo træde til længere hen på natten.

Sp: Fik I noget for hver gris, soen fik?

Nej, det tror jeg ikke, vi gjorde. Det var ikke så meget dengang.

Sp: Det var sommetider almindeligt?

Nej, det kan jeg ikke huske. Vi skulle bare hjælpe til.

Ligesådan køerne, de stod jo tøjret om sommeren, da var de jo ude i marken. Dem skulle vi hjælpe hinanden med at trække ud. Det var mest min bror Christian, der skulle gøre det. Og skulle Karl og jeg hjælpe ham. De blev jo bundet sammen fire og fire. Vi havde som regel 12 køer, og det gav så tre rækker.

Og ligesådan når vi skulle have dem hjem om aftenen, så var de jo tørstige. Vi havde ikke vandværk, vi havde en bæk et stykke udenfor gården. Så skulle de trækkes derned og vandes. Og de blev også flyttet mindst en tre gange om dagen.

Men det havde også sin hygge. Jeg havde en gammel moster, det var fra min bedstemors første ægteskab. Hun boede nabo til os, hun skulle også flytte køer hjemme deres lille gård. gik hun med sit strikketøj og nøglet under armen, og så kom over og sladrede lidt med min mor. Og havde vi små børn jo sommetider "lange ører", men så blev vi jo "kostet" ud. Det er, hvad jeg kan huske af den slags ting.

Vi skulle blive ved med at hjælpe til, selv om vi kom i skole.

Sp: Hvordan med toiletforhold?

Det havde vi slet ingenting af dengang. Jeg ved ikke engang, om vi havde noget, der hed wc, da vi var børn. Det tror jeg ikke, vi havde. Da var det jo almindeligt, at mændene sad henne i stalden, og vi andre løb ud i grankrattet.

Vi byggede så nyt stuehus i '24 og ikke engang da, havde vi toilet indendørs. Da fik vi lavet noget ude i et udhus, tror jeg nok. Vi fik lavet noget i et udhus, da far byggede svinehuset. Da byggede han samtidig et tørveskur.

Sp: Det var jo flot medsådant et "das".

Ja, det kaldtes et "das". Og især var det flot, der hvor der var to hold. Men det havde vi nu ikke.

Da jeg var syv år, kom jeg i skole.

Sp: Hvor var det henne?

Det var i noget, der hed Frisbæk. Det ligger også mellem (Nørre Hoved) og Hampen. Det var et lille hvidt hus, der lå rigtig ude på landet. Der var ca. tre km at gå. Vi kunne ganske vist følge en vej, men så var der længere. Jeg kan huske, at vi gik tværs over vores marker derhjemme, og så kom vi ud over noget mose og kær, det blev kaldt Hampen mose. Der skulle vi egentlig være lidt forsigtige. Vi ville sommetider gerne over og plukke rævlinger og sådan noget, men vi skulle passe på de tørvegrave, for de var jo altså bundløse. Men det ser slet ikke sådan ud i dag. Nu er der lavet en stor fin offentlig kommunevej, så det er slet ikke til at kende.

Skolen var en af kommunens bedste skoler. Den første sommer, jeg gik, var der en lærerinde og en lærer, dvs. lærerinden læste, hun var nærmest kun "på græs", så hun var der ikke så forfærdelig længe. Ellers havde vi kun en lærer.

Lille-klasse, som vi hed, det var de tre første år, vi gik to dage om vinteren og fire dage om sommeren, så gik store-klasse omvendt.

Sp: Var det en dygtig lærer, I havde?

Det var en af kommunens bedste skoler dengang. Vi lærte regning, og vi lærte bibelshistorie. Og eft erhånden, som vi blev større, så fik vi jo Danmarkshistorie og geografi og alt det der. Det var jo det, vi havde dengang. Og med hensyn til bibelshistorie - det var nu først i de store klasser - der skulle vi også lære Luthers Katekismus. Det gør de jo heller ikke i dag. Det gjorde de i alle skoler dengang.

Sp: Og salmevers ?

Salmevers skulle vi kunne udenad. Det gjorde de i alle skoler dengang. Jeg tror nok, at vores skolelærer hørte til Indre Mission, men det mærkede vi egentlig ikke til. Sådan gjorde de i alle skoler.

Vores gård lå sådan, at vi var de eneste lige derfra, som gik... vi var de sidste, de yderste. Alle nabobørnene gik faktisk til Nørre Snede. Det skal jo skille et sted. Men det tabte vi nu heller ikke ved. Alle vores kammerater var faktisk alle dem, der boede ud til den side, ud til Frisbæk og noget, der hed Keglestrup og Bjørnskov, de hørte til Frisbæk skole. Og også til at begynde med fra Hampen, indtil der kom en skole der.

Sp: Der var ingen skole i Hampen?

Der var ingen skole i Hampen dengang. Den blev bygget omkring den tid, jegholdt op.

Sp: Gik du i skole derude, indtil du blev 14 år?

Nej, det gjorde jeg ikke. Vi havde jo noget dengang, der hed eksamen. Det vil sige, at om foråret kom præsten og to fra kommunen, det kaldtes skolekommissionen, da kom de. Så skulle vi være i vores pæne tøj, og vi havde så lavet nogle skriftlige opgaver, som vi kunne vise. Og så blev vi jo overhørt i forskellige t ing, både bibelshistorie og danmarkshistorie og alt det der. Det var egentlig ret spændende. Nogle var meget nervøse, jeg kunne nu vældig godt lide det.

Sp: Fik I så en lille skilling med til eksamen? Ja, men der var ingen steder at bruge det. Sp: Holdt du op som 12-årig?

Så var det, at vores præst derhjemme havde nogle børn, der skulle til at i realskole i Brande. Og så kom han cyklende ned til min far og mor. Han syntes, at de skulle lade mig komme med. Det syntes han, jeg var dygtig nok til. Jegvar kommet i den store klasse temmelig ung, jeg var "smuttet" op et år før, jeg egentlig skulle, jeg var kommet op i store-klasse som 9-årig. Så blev jeg altså taget ud til at sende med hans børn til Brande. Dvs. jeg skulle cykle fem km. til Hampen og så køre med tog i tre kvarter, og det var jo så det samme igen hjemad.

Sp: Var det mellemskole?

Ja, det var mellemskole. Det var en privat mellemskole, de var så "large" , for der var jo også en stor kommuneskole i Brande, men denne her realskole var altså privat. Vi kom ind i anden real, dvs. at de fag, vi manglede fra første real for at kunne klare det, dem måtte vi tage som eftermiddagstimer to dage om ugen. Da måtte vi blive på skolen til klokken var halv fem. Og så havde de lagt deres skoleplan tilrette, sådan som sang og gymnastik - vi havde en enkelt gymnastiktime - men det tog de ellers om morgenen, for der var flest togbørn, som vi kaldtes. Blåhøj, som kom næsten samtidig med os, det var jo fra den anden side, med Bramminge-toget.

Sp: Skulle I selv betale for at gå i skole?

Ja, vi skulle selv betale skolepenge. Det var vist 20 kr. i anden og 21 og 22 kr. om måneden. Plus at det kostede 11 kr. om måneden for toget. lommepenge fik jeg ikke mange af. Vi skulle også selv betale kladdehæfter. Vi skrev jo med penne dengang. Det gjorde vi jo også i kommuneskolen, jeg ved ikke, om du kan huske dengang. I kommuneskolen sad vi jo ved borde, sådan med fem. Og så var der jo de her huller til blækhusene, det var jo spændende at få lov til at blive duks og få lov t il at dele blækhuse ud, og når vi så kunne komme afsted med at få en væltet ned af bordet. Det var jo gevaldigt, det gjorde børnene jo slet ikke i dag.

Sp: I min skole sad vi nu kun to og to ved bordene.

Ja, det gjorde vi også, da jeg kom til Brande. Vi havde nogle to-mands borde i Frisbæk og nogle fem-mands borde. Det var en rigtig gammeldags skole.

Sp: Hvorlænge gik du i skole i Brande?

Der gik jeg i tre år, jeg gik mellemskoleeksamen. Og så var jeg egentlig indmeldt til realeksamen, men så sprang jeg fra. Der var lidt forskelligt, der spillede ind. Jeg var blevet lidt stædig, det kan man jo blive i den alder.

Sp: Så kom du til at gå til præst ?

Det var jo i mellemtiden, da havde jeg gået til præst i Nørre Snede. Det var den præst, der havde været skyld i, at jeg kom i realskole. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle slå ind på, for dengang var der egentlig ikke andet, vi landboere kendte for en pige end at blive småbørnslærerinde. Og det ville jeg altså ikke være. For havde det været som i dag, hvor jeg kunne have gået frem i sprog og i regning og matematik, det er to sjove ting - og evt. fysik - det var mine ynglingsfag. Det kan man jo i dag.

Sp: Da du var gået ud af skolen, hvad skete der så?

Den sidste sommer, var jeg med skolen på en tur til Norge. Det var en stor oplevelse dengang. Vores skoleinspektør og hans kone var med. Så skete der det uheld, at hans kone blev deroppe lidt længere, og han tog os hjem til Brande, og så rejser han op for at hente sin kone, og da falder han af et hjerteslag. Han døde. Jeg kom ud af skolen, det var i '31, for jeg startede i '28.

Jeg har et par ting mere, der skal med om min barndom. Det var omkring 1920. Min far var meget - det er også noget fra min barndomstid, som står levende for mig - min far var meget andelsinteresseret. Da blev der snakket om brugserne, de var jo ved at komme frem. Jeg kan huske, at far havde Arnfred fra Askov, han var ude at holde et foredrag i mit hjem om andelsbevægelsen. Det førte selvfølgelig til lidt splid naboerne imellem, men min far var egentlig uddannet karatmager. Og han havde også haft en lille købmandsforretning, inden han blev gift. Somprimus motor får han startet op, så vi får en brugs i (Nørre Hoved). Vi havde nemlig tre kilometer til Nørre Snede og tre kilometer til Hampen for at handle. Til den her lille brugs - vores gård lå ca. 50 meter fra Viborg Landvej. Så derfor gjorde far et stort stykke arbejde dengang. Han var med til at starte det op.

Det var sådan et lille sidespring. Mor var lidt sur, for hun syntes, han tilbragte for meget af sin tid deromme. Men det alligevel.

Sp: Han var lidt af en foregangsmand?

Ja, det var han. Selv om han var ti år ældre end mor, var han lidt mere moderne indstillet, end hun var.

Men vi kom til, at jeg holdt op i skolen. Jeg var ved at skulle have en plads en gård, men havde mor uheld med sin unge pige. Jeg ved ikke, om hun blev syg. Så jeg kom altså ikke ud at tjene. Jeg blev pige derhjemme. Det var jo det, der hvad der var at lave med at hjælpe til med at lave med. Det var jo en hel anden måde at lave mad dengang. Vi slagtede, og vi saltede og gjorde ved. Det var også en hel anden kost, vi fik dengang. Vi havde kun den ene af mine brødre hjemme, de havde havde været på højskole omkring '30. Og min bror Karl har været i konfirmationsalderen.

Sp: I din ungdomstid, da du var hjemme, var I da ude til noget ungdomsarbejde?

Ja, det var vi da. De fleste af vores venner boede til den side, hvor skolen var. Men vi var alligevel også kommet til Nørre Snede. Min far og mor var gået over til Indre Mission, da jeg var barn. Det var vores skolelærer i Frisbæk jo også. Så vi blev trukket med til Nørre Snede, hvor vi var med. Men den måde, vi har oplevet det ....når man læser alt det der i aviser i dag, og når man læser om ham nede fra Børkop, jeg kan blive så oprørt, for det er slet ikke det, jeg kender. Det er slet ikke den måde, jeg har været med på. Og da jeg kom her til Grejs, den måde, det var heller ikke det, jeg har lært. Den eneste forskel, når jeg kom til møde i ungdoms­ foreningen her i Grejs, vi sluttede med Fadervor, der hvor jeg har været til møder før.

Men vi var en stor flok, der kom i hinandens hjem og hyggede os. Vi holdt Set. Hans-fest, og vi holdt nytårsaften. Jeg havde en livlig og en glad ungdom.

Sp: Men I havde ingen dans?

Ingen dans, det havde vi ikke.

Sp: Men det var vel også den enete forskel?

Det var den eneste forskel.

Du skal også høre, medens jeg gik i Frisbæk skole, den sidste måned før jul, skubbede vi alle borde sammen, og så legede han sanglege. Men det var såmænd akkurat, ligesom når vi danser folkedans. Og fjerde eller femte juledag pyntede han det fineste juletræ. Det var første gang, jeg så fehår. Og så var vores forældre inviteret med, og så legede vi, vi holdt nærmest opvisning med alt det, vi havde lært. Først gik vi rundt om juletræet, det var såmænd akkurat ligesom juletræ heroppe i Borgergården.

Men gymnastik og sådan noget har jeg aldrig været med til, ikke i mine unge dage, det var jeg ikke så ferm til.

Sp:Hvorlænge var du hjemme?

Jeg var hjemme indtil november '34. Da var jeg 19 år. Min far og mor havde i 1933 ladet min storebror få fødegården, og så havde de købt en mindre gård i nærheden af Horsens, i noget der hed Vrønning. Og så syntes de, at min bror Karl og jeg skulle blive ude og hjælpe ham. Og så kom mor ud, når vi skulle slagte og sådan noget, men ellers var det mig, der lavede maden. Men det kunne ikke blive ved, jeg skulle også ud at se lidt. Så i 1934 til november kom jeg op i Nørre Snede skole som ung pige i huset.

Det var noget besværligt at komme ind, for skolelæreren var lærer Grejs, han stammede fra Grejs Østermark. Og han havde 25 års jubilæum den dag. Der var en masse mennesker. Den gamle pige var der ganske vist, og der var kogekone, men første gang man kommer udenfor sin mors dør, da er det lidt svært at komme ind i sådan et sted. Jeg var lidt grædefærdig, men det gik da. Da vi først var færdige med alt det hurlumhej og fik huset gjort rent, gik det godt. Fruen havde en hel del kontorarbejde, den daglige husførelse var faktisk overladt til mig. Dvs. var der noget, jeg ikke forstod, skulle jeg bare spørge.

Men ellers var det jo en travl tid for en ung pige dengang. Jeg stod op ved halv syv-tiden om morgen. Så skulle jeg ind og have fyret op i skolekakkelovnen, og så skulle der fyres op i komfuret. I stuen havde vi en døgnbrænder, den skulle der rystes op i og fyldes frisk koks på.

Så skulle gulvene bones og der skulle ses til kakkelov nen. Så kom lærer Grejs op og skulle have sin morgenmad, og fruen skulle gerne have the serveret inde sengen, og så stod hun op hen af.. ..

Sp: Det var sådan lidt herremandsagtig?

Ja, men det gik, der var nok at lave. Klokken tolv fik vi så middagsmad, da var der så middagsfrikvarter for børnene. Så gik han jo i skolen igen, og klokken tre skulle vi have eftermiddagskaffe, og når vi havde fået det, kunne jeg "værsgo" ind og gøre skolen ren. Og enten jeg skyndte mig eller tog lang tid, jeg kunne ikke gøre det under en time.

Sp: Der var ikke de samme hjælpemidler, som der er i dag?

Nej, det var først med en kost og så alle bordene skubbet til den ene side. Og bordpladerne blev tørret af, og gulvet vasket. Og så blev bordene skubbet tilbage.

Sp: Det var det samme som i dit barndomshjem med vask og den slags?

Det var noget værre noget med det vasken, for vores vand hjemme var fuld af rust, så mor samlede regnvand og samlede regnvand, stod der med gruekedler. I Nørre Snede var det lidt mere moderne. Vi havde en vaskekone, når vi skulle vaske. Vi vaskede kun en gang om måneden. Det blev lagt i blød, bagefter blev noget skidenkogt, det kan jeg i min vildeste fantasi ikke forstå, at det var nødvendigt, men det gjorde det altså. Så blev det jo vasket, jeg stod og sæbede i en "vugge", en gammel trævugge-vaskemaskine, så blev det set efter på et vaskebræt, og så renkogt og skyllet igen og igen. Vi havde noget, der hed blånelse, vandet skulle være lyseblåt. Og så skulle det hænges ud.

Sp: Tøjet var vel nok lidt mere beskidt dengang, når det ikke blev vasket så tit?

Ja, derhjemme hos os på landet var det jo. Men jeg synes jo sådan et sted men det gjorde hun nu altså. Det lærte man så også.

Sp: Hvorlænge var du der?

Der var jeg i halvandet år. Da kunne man byde en pige meget. Det eneste jeg betingede mig, da jeg fik pladsen, det var, at jeg ville have otte dages sommerferie. Men ellers var min frihed hveranden søndag fra klokken tre om eftermiddagen og så var jeg tilbage igen klokken halv et, for der gik et tog fra Nørre Snede til Vrønding. Toget gik klokken halv fire, og så var jeg tilbage igen i Nørre Snede klokken halv et. Hveranden søndag. Kun en enkelt gang havde jeg fri før middag, og det lovede jeg mig selv, at det gjorde jeg aldrig mere, for da var det ikke rart at komme hjem (dereft er}.

Sp: Det var hårde betingelser for en ung pige?

Ja, men det var sådan. Jeg syntes, det var flot, at jeg kunne en uges sommer­ ferie.

Men det var meget, de kunne byde en pige, som man ikke gør i dag. For det første havde de en stor have til skolen, og så havde de købt en stor have, hvor de ville bygge deres aftægtsbolig, hvad de også gjorde efter min tid. kom de i tanke om, at der var et stykke jord mere til salg, hvor der også kunne blive en byggegrund på. Det købte de, og der havde de kartofler. Og de kartofler - vi havde ganske vist en lille hjælpepige om sommeren - dem skulle vi ligge på vores knæ og samle op. Så skulle de køres et langt stykke op i den gamle skolehave. Så skulle de først køres fra marken og over vejen og ind igennem skolegården og kules ned.

Sp: Det skulle du også gøre?

Ja, degnen kunne ikke. Og så skulle vi gå i de haver.

Så var der en ting mere, som jeg aldrig glemmer. De havde et kulrum, der kunne fyldes udefra gennem en lem. Så var fruen kommet i tanke om, at hun skulle have gjort rent. Så stod jeg der en hel dag, jeg er ikke sikker på, andet end at jeg brugte næsten to, og stod med en si, som man harper grus i, og skulle si alle de kulstykker fra. Jeg var mere sort end en neger. Og så skulle det jo gemmes og resten skulle ud i en askebeholder udenfor. Og degnen gik ud, for jeg blev jo lidt træt af det til sidst, der smuttede et enkelt kulstykke med, så satte han sig ud i askebeholderen og tog de stykker fra. Han var jo også født her i Grejs.

En anden gang skulle jeg gøre rent efter deres duer oppe ovenpå et hønsehusloft. Loftet var så råddent, at jeg var ved at falde igennem.

Sp: Havde I varme på værelset?

Vi havde jo kakkelovne. Jeg havde værelse oppe på loftet i den ene gavl, og der var hverken lys eller varme. Der var elektrisk lys derude i skolen i '35, men oppe på loftet i pigeværelset skulle jeg bruge en køkkenlampe, som vi kaldte det, en petroleumslampe. Og der var ingen varme. Vi havde ganske vist træk og slip, men der var ikke vaskekumme. Vi stod inde i køkkenet og vaskede os. Jeg har spekuleret på senere, jeg kan ikke forstå, der ikke var vand, men det var jo kun koldt. Det havde jo været frosset, hvis.... Der var ingen varm vand, vi stod i køkkenet og vaskede os.

Sp: Det var koldt i sådan et værelse om vinteren?

Ja, det var koldt. Men jeg var der såmænd ikke så meget, for hvis jeg ville snyde fruen og læse i en bog deroppe, så skulle jeg snart blive kaldt ned, så skulle jeg sidde med mit håndarbejde. Hveranden søndag, når jeg havde hjemme-søndag, og jeg så smuttede op på værelset, hun vidste, jeg ville ind og sidde og lave lidt deroppe for mig selv eller læse, skulle jeg ud at tur med en Grand Danois, de havde. Så gik jeg en lang tur sydpå, gennem noget der hed Nedergård Skov. Jeg mindes det hver gang, jeg kommer der.

Sp: Der var ikke meget fritid?

Der var ikke noget med, at man skulle luske af vejen. Og jeg skulle sidde og brodere for hende.

Sp: Hvornår var I færdige om aftenen?

Det var, når vi havde spist til aften klokken seks - halv syv. Jeg skulle have gjort skolen ren. Om vinteren var vi gerne færdige klokken fem - halv seks. Så spiste vi nok ved seks-tiden. Det har jeg ikke tænkt på, det var ikke noget, man gik op i. Pladsen var god nok, men der var meget at bestille.

Sp: Var lærer Grejs med i Indre Mission?

Nej da. Jo, da han skulle referere. Han skrev til fem blade. Og det bedste fruen vidste, var at komme til bal i husmandsforeningen. Så dansede hun hele natten.

Sp: Det kunne godt gå, selv om du var opdraget i Indre Mission?

Det skulle gå. Hun "stak" lidt engang imellem, men det gik.

Sp: Du har jo nok heller ikke været en af dem, der hældte med hovedet?

Nej, jeg har aldrig hældt med hovedet. (Latter)

Sp: Du var der i halvandet år, hvad så derefter?

Så opdagede fruen - hun var et asen, man kunne ikke lave ret meget, uden at hun opdagede det - opdagede hun, at jeg var begyndt at søge pladser. Jeg havde nu sagt, at jeg ikke ville blive længere. Jeg kunne ikke holde den have ud, der var så meget havearbejde, jeg synes ikke, jeg kunne holde til det. Hun bød mig ellers en "drønende" løn, det skal ingen hemlighed være, men nu var jeg kommet i tanke om, at jeg ville prøve noget andet. Hun sørgede egentlig for, at jeg kom til Lerbæk. Det gik i to måneder, det gik ikke så godt, det er sådan noget, jeg hvisker lidt af vejen. Der var en stuepige, hun gik herskabet under øjnene. Jeg var forkælet fra Nørre Snede, for alt det jeg lavede, det var godt. Herskabet der var flinke og søde nok, men jeg var ikke rigtig udviklet nok. stod min bror og manglede hjælp, fordi hans kone var på sygehuset. Jeg stak simpelthen af. Det kostede mig en månedsløn, det er der ikke noget at gøre ved.

Sp: Det kom du nok over.

Det kom jeg over, ja. Men det er sådan noget, man ikke var så stolt af dengang.

Sp: Det var sådan lidt mere herrelivsagtig?

Ja, men vi havde ikke spor med tolkeholdet at gøre. Jeg har sandelig serveret for Karen Blixen. Hun gav drikkepenge. Men der var en stuepige, hun gik i seng, og hun ødelagde det hele. Da jeg var rejst, fik de en kokkepige, der kunne ordne hende. Det kunne jeg altså ikke. Det var jeg ikke voksen nok til, det må jeg indrømme.

Sp: Kom du hjem til din bror?

Han havde i mellemtiden købt (Gesagergård) . Det var min bror Kristian. Og hans kone lå på sygehuset, de havde fået en lille pige. Så gik jeg ind i landbruget, ligesom jeg var vant til før. Han havde købt gården af gamle Niels Thomsen, som havde haft Gesagergård i 47 år.

Sp: Det var her i Grejs?

Ja, på gården var fedekvæg, som Kristian solgte. Da han så havde boet der i elleve måneder, ville han godt sælge, og da kom Gunnar og den.

Sp: Gunnar Bisgaard?

Ja, min senere mand. Jeg kan huske, den første dag han var der. Det var moderne med spidse bukser og lange støvler. Jeg kan huske, at jeg grinede dengang, han var gået og sagde til Kristian: "Sig mig, var det en fars søn, der skulle ud og have en gård?" Han var fra Vester Ørum, det fik jeg altså at vide bagefter. Han var der vist et par gange for at se på den, inden det blev til alvor, så kom han og købte den.

Sp: Han sagde dig ikke rigtig noget dengang?

Nej, ikke dengang. Det blev så til noget, han købte gården. Det var i marts måned. Da havde han sin gamle farbror med, ham drev han gård med, for Gunnars far var død som 50-årig, da var Gunnar kun 18 år. Gunnar var 26 dengang. Den her farbror havde han med, de får handlet og de her ejendomsmæglere sidder og driller Gunnar med, at han ingen kone havde, og kæreste havde han jo heller ikke. Da de så havde spist, så kommer hans farbror - jeg var ved at vaske op - ud i køkkenet og siger til mig: "Jeg synes, at du skal blive hos ham som husbestyrerinde". Det tyggede jeg jo så lidt på.

Sp: Der gik jo rygter om, at din bror solgte dig sammen med gården.

Det gjorde han faktisk også. Det er ikke helt sludder, det har vi holdt meget grin med.

Sp: Det gik godt. Gunnar kom over til april, og Kristians boede der indtil 1. maj. Han ville gerne give mig en pæn løn, jeg tror nu ikke, jeg fik dem allesammen.

Nu med at holde hus for sådan en enlig mand, der var jo ikke så meget med gæstebud eller sådan noget, så gik jeg selvfølgelig med ud og hjalp med at vaske spande. Og han fik jo også efterhånden nogle køer "stablet" på.

Sp: Så opdagede I, at I kunne godt sammen?

Ja, så fandt vi ud af, at det. Så blev det sådan. Jeg blev der en sommer som husbestyrerinde, så rejse jeg hjem til november, for der var noget med, at man skulle sy udstyr dengang.

Sp: Da var I blevet forlovet?

Ja, og så fik vi ring på til jul. Så skete der bare det sørgelige, at min bror Karl kørte galt på sin motorcykel lige først i november. Så da havde vi lidt meget derhjemme. Han kørte sig selv ihjel. Han var kørt ud til Nørre Snede for at besøge min bror. Han kørte imod et stort træ. Og var dræbt på stedet. Det var lidt hårdt. Far havde været en del syg, men så fik han ti gode år efter den tid.

Sp: Da boede de stadigvæk i Vrønding?

De havde gård i Vrønning. Det var første gang, jeg var hjemme i Vrønning, for jeg havde jo ikke været hjemme, det var i november 1937, og far og mor var flyttet dertil i 1933. Da det jo egentlig, jeg fik smag på det her, der hed at bo i en landsby. Jeg synes, det var dejligt. Men Gunnar havde jo Gesagergård, og vi blev så gift den 22. maj 1938. Far og mor fik så en pige og en karl, for min lillebror var kun elleve år. Min bror Niels var blevet gift i 1935 og boede ude på fødegården.

Sp: Det var så lidt før Den anden Verdenskrig brød ud?

Ja, det var så. Det var jo i 1939.

Sp: Så fik I jo børn. Henning er den ældste?

Ja, han blev født den 23. februar 1940 .

Sp: Han er født ude i Gesagergård?

Ja, det er alle drengene. Gesagergård er en gård på 32 tdr. land, det var den dengang. Og det var nok til, at man kunne holde en karl og til nød også en pige. Og det havde vi også hele tiden.

Sp: Det var tre drenge, Oluf, Bent og Henning?

Bent blev født i 1941 og Oluf i 1943. Og vi havde også en karl hele tiden. Vi havde også en pige, det skiftede sådan ind imellem, om sommeren for det meste.

Sp: Så kom tyskerne jo i 1940. Har du nogle oplevelser derfra?

Nej, det mærkede vi ikke nede på Gesagergård. Husk på, den ligger lidt uden for byen og lidt fra kommunevejen. Der var jo en privat vej vi havde derned til. Jeg mindes en aften, det var efter, vi havde fået Henning, vi havde fået købt en hel ny barnevogn, den var godt nok noget "pebret", den var så flot så flot. Den kostede vist 150 kr. Så så vi alle de her tyskere, de holdt oppe på Grejs vej. Og det var meningen, vi skulle have indkv artering. Sognefogeden Hans Mikkelsen havde været dernede et par dage før og sagt, at vi skulle have to mand til at bo, altså tyskere. Men jeg var lidt ked af det der, for man vidste jo ingenting. Og vi så vel i ånden alting. ... så jeg gemte barnevognen oppe i den bageste stue så godt, som jeg kunne. Men vi fik altså ingen indkvartering, for de var ligeså nervøse, som vi danskere var. De blev oppe ved Jens Juhl, dem, der boede oppe ved vejen.

Sp: Det var lige omkring den 9. april?

Ja, det var det forår. -Og Jens kom ned: "Du har vel ikke en tysk parlør?" Han vidste jo godt, at jeg havde lært sproget. Og den fik han, og den tog de med. Jens kom: "Jeg kan ikke finde den, de har taget den", sagde han.

Ellers mærkede vi ikke mere på Gesagergård. Jeg ved ikke, der var jo et godt stykke herned. Og vi havde de tre smådrenge. Det var mest Gunnar, der gik til brugsen og sådan noget. Lige i slutningen, da forsamlingshuset og skolen blev taget, det mærkede jeg sådan set ikke noget til. Dvs. i 1945 var der en ung pige nede fra Grejsdalen, en der hed Molly Magnussen, de ringede til os: Vi kunne vel ikke bruge en ung pige, for hun ville jo rende lidt med tyskerne. Så blev hun undersøgt på kryds og tværs, at hun ikke fejlede noget. Og så havde vi hende i tre måneder. Så kom freden jo, og hun kunne ikke blive hjemme. Hun blev altså klippet. Det var så sjovt, hun fik en paryk, den kom med posten, og da var Gunnar ude og høste med selvbinderen, og hun "flyver" nedi marken og viser Gunnar den paryk. Og så sad den ikke ordentlig fast, så hun tabte den (på vejen).

Sp: Hun var lidt naiv?

Ja, hun var jo naiv. Da der blev lidt ro over det hele, ville hun ikke være på landet længere.

Sp: Det var vel sådan dengang, at nogle gik det ud over, og andre slap godt om ved det.

Ja, men hun var selv ude om det, for hun ville selv ind til Vejle. Jeg sagde til hende: "Bliv hjemme". Men hun ville derind. Og hun blev klippet. Og så stod hun og bankede på døren, da hun kom hjem om aftenen ned til Gesagergård. Og hvor så hun ud. Det var nogle nede i Grejsdalen, der havde fået fat på hende.

Men ellers mærkede vi ikke så meget til tyskerne, sådan privat.

Sp: Hvorlænge var I nede på Gesagergård?

Der var vi fra 1937 til maj 1946, i ni år. Det var jo de tre drenge, vi havde. man troede jo dengang, at de skulle gå i fars fodspor, så var det jo rart med lidt mere jord. Den var jo 48 tdr. land, dengang vi købte den. Vi regnede med, at vi kunne have to karle og en pige på.

Sp: Den købte I af Thomas Petersen, brugsuddeleren?

Ja. Havde han ikke været pengestærk, så kunne vi nok ikke have klaret det, for vi solgte Gesagergård til en mand nede på Højen Tang, han kunne ikke få hans gård solgt.

Sp: Var det Anker Sørensen?

Nej, han hed Jørgen Madsen. Han var sønderjyde. Han kunne ikke den solgt, han måtte så til at videresælge Gesagergård til en, de kalder (Sive)Pedersen. Eller rettere sagt, vores fhv. borgmesters svigerfar. Så solgte han til Anker Sørensen. Det var så Gesagergårds skæbne.

Sp: I kom altså til Grejs? Til Hjørnegården?

Ja, det hedder den i dag. Der fik vi så tredive år, og det er faktisk der vi har haft vort livs bedste år og fået lov til at gro fast og øve vor livsgerning og fået lov at leve sammen med alle vore venner.

Sp: Der fik I to piger?

Ja, i 1948 kom Eva, og Kirsten blev født i 1950. Sp: Så havde I fem børn. Der var noget arbejde..................... ?

Ja, der var noget arbejde at se til. For vi havde jo også folk. Vi var en otte-ni daglige mennesker hele tiden. Om sommeren havde vi gerne daglejere. Vi havde Karl Degn.

Jeg kan se, vi har en husholdning her på otte personer. Sp: Det var jo ikke unaturlig på sådan en gård?

Nej, ikke dengang.

Sp: I havde jo sådan set jeres ungdomsdage her i Grejs, jeg tænker på foreningsliv osv.?

Ja, vi har haft både vores ungdoms- og manddomstid her i Grejs. Oppe på Hjørnegården som vi købte i 1946. Det var nogle travle år og samtidig nogle gode år. Drengene voksede jo op. De gik i skole her i Grejs, og det var jo nemt, for de kunne komme hjem og spise til middag. Der skulle ikke madpakke eller noget til. De får syv års skolegang alle tre, og der var ingen af dem, der havde lyst til at fortsætte.

Sp: .....hvad der foregik her i Grejs, kan du fortælle lidt om det?

Ja, det kan jeg godt . Jeg vil først fortælle lidt om, hvordan en bondekones arbejdsdag var i 50' erne. Min arbejdsdag var dengang 14-16 timer. Vi havde de her fem børn, og så havde vi jo en pige og en karl. Så var vi jo en ret god husholdning. Og dengang skulle en bondekone jo selv lave det hele. Der var ikke noget med, at man kunne gå hen og købe noget færdig. Og det her med at leve af pizza, det kendte vi jo slet ikke dengang. Der skulle slagtes gris to gange om året. De skulle jo saltes, men vi var heldigvis kommet så vidt, at vi var ved at have frysere. Før i tiden stod vi jo og kogte hen i henkogningsglas. Jeg har været oppe på at have over tohundrede henkogningsglas fyldt med både bær og kød. Det var et stort stykke arbejde, og når man så skulle til at tage sine kyllinger, der var henkogt, så måtte det sidste i glasset smides ud, fordi det havde stået og løsnet sig. Det blev vi fri for, da vi fik fryserne.

Sp: Var I med til at starte frysehus?

Vi var med til at starte et andels-fryseriet, for det var bedre dengang. Der var enkelte, der havde en hjemmefryser, men de var ikke så gode dengang. Det var bedst at være i andels-fryseriet. Så det var vi med til at starte op. Jeg mener, det blev åbnet i 1949. Det lå ved siden af den gamle skole. Det havde vi så i mange år.

En landhusmor bagte selv brødet. Det var franskbrød, jeg har aldrig selv bagt rugbrød, det har jeg været med til som barn. Min mor havde en stor ovn, men det har jeg aldrig selv gjort. Men derimod bagte jeg selv franskbrødet. Dengang skulle alting fryses, så jeg bagte tit en halv snes franskbrød, når jeg var kommet igang med det. Så blev det puttet i fryseren. Og alt det, der hed "fin kage", det bagte man jo også selv. Og småkager bagte man selv.

Skulle der koges suppe, skulle man først ud i haven og grave grøntsager op, og bagefter stod vi og hakkede kød til kødboller. Og melboller kogte vi også selv. I dag er det jo helt anderledes.

Så meget havde en landhusmor at gøre dengang.

Dengang havde vi jo heller ikke vaskemaskiner. Mens børnene var små, kogte jeg børnevasken inde på køkkenkomfuret i en stor gryde. Så stod jeg ude i bryggerset og skyllede med koldt vand, og bagefter blev det hængt ud.

Sp: Så fik I andels-vaskeriet?

Så var det, at vi engang fik et forlovet par til karl og pige. Dem havde vi desværre ikke længere end en måned, det viste sig, at pigen var gravid. Det kunne vi ikke se den dag, vi lejede dem. Så ville de flytte, og de fik også selv noget stillet an. Samtidig var de ude og agitere for Jelling Andelsvaskeri. Og mine nabokonersagde, da jeg var gravid, jeg ventede Kirsten, du kan da ikke blive ved at have en pige, når I skal have mange børn. meldte vi os i andelsvaskeriet, men p.gr. a. at det var temmelig dyrt, vaskede jeg mindst ligeså meget selv derhjemme i min gruekedel og med et vaskebræt. Og så brugte jeg sække fra Vejle Lokalforening, dem vi havde fået kraftfoder i til kreaturerne, dem brugte jeg til at fyre med. Så det kostede mig faktisk ikke ret meget. Jeg vil gerne have lov til at tilføje, at vi har så meget miljøsnak, det er ligeså meget husholdningerne, der laver miljøgriseri, som det er bønderne. For når man vasker idag, den ene kedelfuld efter den anden, så går alt sæbevandet ud. Dengang, når jeg vaskede storvask, lagde jeg først i blød i et badekar. Så vaskede jeg det hele op, og blev det kun kogt een gang. Det var den fine vask, så blev det grovere kogt næstefter. Når det så var kogt, blev det brogede puttet i det næsten koghede vand. Når vandet i gruekedlen var færdigt, så var der faktisk ikke mere sæbe i det. Så det lavede ikke meget miljøgriseri. I dag putter vi en vaskemaskinfuld i og en vaskemaskinfuld i, og det går ud.


Sp: Det er der nok heller ikke nogle, der vil bortforklare.

Det er noget, som jeg sommetider snakker om.

Om sommeren er der også meget for en landhusmor at gøre. Jeg fortæller ligesom.....jeg blev interviewet engang, jeg fortæller, hvad jeg lavede i min højsæson i 50 ' erne. Om sommeren er der jo en masse havearbejde. Vi avlede også selv en hel masse grøntsager dengang. Jeg har også altid måttet følge med i høsten og i roerne. Jeg har hakket mange roer.

Sp: Du havde bondegårdferie i mange år?

Det var spændende, det kunne jeg godt tænke mig igen, selv om mine ben ikke er gode. Bent var jo i Amerika, da han var færdig som lærer. Da han kom hjem og fortalte, hvad han havde mødt af venlighed i Amerika, da følte jeg trang til at gøre noget igen. Horsens Turistforening agiterede noget for bondegårdsferie. Det var ikke så gode tider for landboerne, det var en lille indtjening, vi måtte have skattefrit. Men det blev ikke ved sådan, for det blev jo en succes, det her bondegårdsferie. Vi fik såmænd ikke så forfærdelig meget. Jeg skulle have et ægtepar i en uge med fuld forplejning og sengetøj og det hele, det fik jeg 7-800 kr. for. Men bondegårdsferierne blev pacet lidt for meget op. Så kom de i tanker om indenfor kommunerne, at det godt kunne give lidt skat. Så blev det lavet sådan - vi har heldigvis nogle gode kvindeorganisationer, de fik det lavet sådan, at vi kun skulle betale skat af det halve. Det var egentlig noget "hø", for de penge, jeg fik ind.....vi skulle jo leve, vi skulle købe i Brugsen. Vi slagtede ganske vist selv osv.

Sp: I kunne ikke trække driftsudgifterne fra?

Nej, vi fik en check fra Horsens, og dem skulle vi give det halve af i skat.

Sp: Så var det jo en forenkling fremfor at skulle til at føre regnskab.

Jeg synes, det var lidt synd, at vi skulle give skat af det, for de gæster, vi havde, de var ikke kommet til Danmark, hvis de skulle have boet på et hotel.

Sp: Men det var selvfølgelig en indtægt for landet.

Ja, for de købte trods alt noget. Jeg synes egentlig, at det var en lille smule flabet, at de fandt på det der

.

Sp: Efterhånden fik både Gunnar og dig nogle tillidshverv.

Gunnar har været formand i brugsforeningen?

Det blev jeg også. Men jeg har i mange år været med Vejle Amts Husholdnings­ forening. Først var det i vores lille forening herhjemme i Grejs. Den har virkelig gjort meget. Under krigen havde vi tre hold sykurser igang om vinteren før jul, og tit et par stykker efter jul. Og der var der virkelig mange, som kom -jeg kan nævne en bestemt kone, hvor der var fattigdom. Hun kom og fik syet tøj til sine børn. Hendes børn kom ind fra skolen og prøvede, og blev de sendt hjem. De fik virkelig meget ud af det. Den blev jeg til formand for. Det var efter, vi havde fået pigerne, og efter vi var flyttet til byen.

Til sidst "langede" jeg også ind - det var ved, at jeg kom ind som suppleant i hovedforeningen i Vejle. Og så var jeg først kasserer nogle år, og så blev jeg formand i nogle år. Men alting skal jo have en ende.

Men jeg nyder endnu at være med i husholdningsforeningens møder, både herhjemme og dem, der er indenfor hovedforeningen. Den har givet mig meget, og hvis de unge i dag - jeg ved godt, de har ikke ret meget tid - men der er stadig i dag noget, de kunne have god gavn af at være med i. Men det går desværre lidt tilbage. Vi skal til selv at betale det.

Senere var det, at jeg kom i brugsens bestyrelse.

Sp: Det var efter, at Gunnar havde været formand i en hel del år?

Ja, så var det, at Gunnar ikke ville mere.

Sp: Blev han træt af det?

Nej, men alting skal jo have en ende. Det var blevet sådan, at både mand og kone måtte stemme. Før var det kun hv er husstand, der måtte stemme. Da fik vi ligeberett igelse, det var heller en dag for tidlig. Harald Jensen gik også af, han siger, at han synes, vi skulle have en kvinde ind. Jeg ved ikke, hvor mange der blev foreslået. Men valget stod mellem Jenny Karlsen og mig, jeg tror, jeg havde en tre stemmer mere end Jenny. Så slap jeg ind, og hun blev vist suppleant.

Så gik der et år, hvor vi havde skiftende formænd. Året efter blev jeg så valgt til formand, det var ikke, fordi det var noget, jeg ønskede. Jeg arbejdede egentlig bedste på nr. to plads. Men vi sad og stemte skriftligt, og så kan man jo ikke blive ved, der var en, der gerne ville have været det. Men det blev mig.

Sp: Det var du i en hel del år?

Ja, i en 13-14 år tror jeg nok, jeg var det.

Det var en skøn tid. Der var nok at gøre, men det var interessant, og jeg nød det. Jeg kom også lidt ud ved det, for jeg blev ind i et husmoderudvalg, det gav mig nogle ture til København. Det var meget interessant at se alt det der.

Sp: Og du har været med til kongresser?

Nej, det var jeg ikke med til, for det var på den tid, det blev lavet om. Jeg var med Gunnar engang til noget jubilæum. For FDB havde generalforsamlinger, og det var jeg med til. Menså var det, at det blev lavet om til konkresser, og da blev det med delegerede. Og der "langede" jeg ikke med. Det blev kredsmæssigt .

Og Vesterholm ville i kredsbestyrelsen.

FDB gav nogle studieture - brugsen skulle selv betale noget - vi var på en tur til Sverige bl.a. Og husmoderudvalget blev kaldt til København en gang eller to om året. Vi skulle komme med ideer, og de spurgte om f.eks. emballage, hvad vi mente om det, og om vi havde ideer til noget bedre.

Sp: Hvilke uddelere har været i Gunnars og din tid?

Gunnar havde jo både Thomas Petersen og Darling Vesterholm. Darling kom jo og sagde op for 15 år siden.

Sp: Du har så både haft Darlig Vesterholm og Walter?

Ja, jeg var med til at ansætte Walter Tolderlund. Det var en af de sværeste dage, jeg har haft. Det var da bestyrelsen var kaldt til Vejen og skulle udtage en uddeler. Der sidder fem faktisk lige kvalificerede mænd, og så stå som formand ( )men valget var nu udmærket. Så jeg har ikke fortrudt mit valg. Sp: Og brugsen har haft en god udvikling siden?

Også medens jeg var formand, har vi jo været på vippen. Da Gunnar var formand lavede de det om til selvb etjening, og da blev der ikke bygget noget ud, udover at butikken blev ændret. I 1973-74 udvidede vi. Da købte vi noget jord af Henning til parkeringsplads. Det var egentlig også en skæg dag. Da var vi ude ved sagføreren og skulle have det skrevet. Der kom jo mor og søn og så Hans Bak, han var næstformand. Sagføreren troede, moren var enkekone og sønnen, der var med for at hjælpe hende. Så måtte vi jo til at gøre ham opmærksom på, at det var mor, der var køber, og søn, der var sælger. Da fik han lidt af en "prop" . Jeg ved ikke om det var Lobdrop eller den anden.

Sp: Har du været interesseret i politik?

Ja. Men jeg blev ikke færdig med vores arbejde. Selv om vi havde meget at bestille som bønder, så har vi altid haft tid til at gå til det, der var i Grejs Forsamlingshus. Der var jo en masse, der var en god ungdomsforening. Der var vi jo med til møder. Medens vi havde ung pige, var der altid en aften, jeg havde betinget, at jeg ville have fri. Detvar den aften, vi havde oplæsning. Så var der dilet ant, det var vi også gerne nede og se. Og der var gymnastikfo reningen, de havde fastelavnsfest . Det var en hel festforestilling her i Grejs. Det var hele dagen. Det var mændene, der havde en vældig dag, kom konerne jo med om aftenen til festforestilling og dans og det hele. Det var dengang vi damer sad på begge sider på de faste bænke, og mændene stod de tre fjerdedele oppe på gulvet. Og fru Lisberg sad og spillede og spillede og spillede. Hun spillede fem eller seks stykker, endelig var der en sølle mand, der vovede sig ud og begyndte at danse. Og når vi så skulle hjem, så dansede de (... .). Det var skægt.

Sp: Det var ikke noget med ligeberett igelse dengang, damerne kunne også være gået ud og byde mændene op?

Det var medens, vi havde Peter Møller til at spille, og vi havde Thorvald Sørensen, det var i vor purunge dage.

Det var en ting for sig. Du snakkede om politik. Ja, var vi interesseret i politik, det har vi været, både min mand og mig. Vi var jo bønder og bondefødt begge to, så vi har nok været venstre-folk i al vor tid. Deter der nok ikke noget at sige til. Vi har været med til at sætte Thorkild Kristensen ind, vi har været med til at sætte Ib Thyregod ind. Nu har vi Anders Mølgaard, ham har vi da også stemt på.

Sp: Du har også været med i ungdomsnævnet?

Det kom nok med husholdningsforeningen, for der følger jo altid lidt mere med. Det var nok med aftenskolenævnet med, hvad vi skulle have stillet an osv.

Grejs har egentlig altid kørt godt med kurser. Helt fra mine unge dage. Da Bent var helt lille, syede bukser til ham. vi har altid haft meget af sådan noget herovre. Men det er jo knap så let at samle folk, som det har været. Dengang jeg var formand, da kostede det jo ikke nær så meget. Vi fik 10 kr. i indskud, kunne der blive nok til at holde fest for til slut.

Husholdningsforeningen holdt også nogle vældige fester, både med mannequin­ opvisninger - det har jeg forresten et billede af.

Sp: Vi kom lidt fra besættelsestiden.

Det var en ond tid, men det var vel også en god tid i den forstand, at der var et godt sammmenhold i et landsbysamfund?

Det var der jo. Da var folk jo flinke til at møde op, når der var noget i forsamlings­ huset. Og vi sang meget. Der var heller ikke så mange andre ting til at gå til. Det varjo før, folk fik biler. Vi skulle jo cykle. Og fjernsyn havde vi jo heller ikke. Og med hensyn til radio, hvornår fik vi vores første radio? Vi fik elektricitet i mit hjem i 1929-30, da ville jeg så gerne have haft en radio, men det måtte vi ikke få.

Sp: Det var jo også krisetider.

Det var det jo dengang.

Sp: Hvornår fik I fjernsyn?

Omkring 1960. Kan det passe, at der var noget olympiade. Drengene fik det i julegave, så der har aldrig været en juleaften, hvor der har været så lidt papir.

Sp: Før den tid gik de over til naboen.

Ja, da gik de over til Mie Smed. Der har de siddet mange gange.

Vi har haft meget. Vores hjem har altid været meget åben. Var det sådan, at der skulle være noget i husholdningsforeningen, så foregik det tit hjemme ved os, for der var plads nok. Vores husholdningskonsulent frk. Dahl samlede engang en hel masse både fra husmandsforeningen og vores forening, de kunne bare komme ud til os, de skulle lave julepynt til vores julemøde. Og Bent havde sine klassekammerater fra Jelling to gange til spisning og dans i soveværelset. Så skulle det hele jo slæbes ud deroppe. Og nu har Bent haft 25 års jubilæum, og vi fik hilsen fra de halve af dem. Det varmer.

Sp: Jeres børn, hvad laver de nu?

Henning er bondemand, og han har gården. Bent er skolelærer på Fredericia gamle realskole og bor i Pjedsted. Oluf er handelsmand, han har en iskiosk oppe ved (0hr) ved Æbeltoft, hvor han bager isvafler og burgere, han har eneret på det. Og så har han stået en hel del nede på de tyske markeder og handlet med jernlysekroner, tæpper og gamle ure og alverdens ting.

Sp: Han er rigtig handelsmand?

Han er handelsmand, og hans kone er sygeplejerske. Eva er kontorpige. Hun var i England i fem år. Hun er kontorpige på Apella i Odder og bor sammen med Jørn i Grumstrup.

Kirsten er egentlig hjemmegående. I øjeblikket er hun ude som langtidsledig. Hendes man er EDB-mand. Kirsten fik lidt mange børn.

Sp: Hvormange børnebørn har I?

Vi har 14.

Sp: I har holdt guldbryllup?

Ja, det er tre år siden.

Sp: Har I haft nogle sjove oplevelser her i Grejs?

Vi har snart ikke haft andet.

Sp: I har spillet kort, selv om du har været med i Indre Mission?

Ja, nu skal du bare høre. De fandt jo ud af, dem vi kom sammen med dengang, at konerne ville til at spille kort. Min mand har altid kunnet spille kort. Under krigen kom Viggo Sørensen i tanke om, at de skulle til at lære at spille l'hombre, og fik han jo fandt i nogen, Herman og Aage og Gunnar og Julian. De var seks. Men Tage og Karl Nielsen kendte vi ikke dengang. Jeg gjorde ikke da. Så fik de jo lavet denne her l'hombre-klub. Så ville konerne spille kort, så sendte jeg Gunnar til aften­ højskole hernede i skolen. vi en karl, han lærte mig at spille whist. Siden har vi så haft denne her l'hombre-klub, og det er da også skønt, sålænge vi kan blive ved. Vi har en hyggeklub der.

Vi har haft en masse udflugter, der er næsten ikke det sted, vi ikke har været. Sålænge vi havde Nedergaard, havde vi udflugter både her og der.

Sp: De penge, I vinder, bruger I altså til udflugter?

Nej, vi spiller i vores egen lomme. Vi spillede kasse til at begynde med, men så havde vi 400 kr. og vi skændtes længe om, det var før Nedergaards tid, hvad vi skulle bruge dem til. Så fik vi en udflugt lavet, og da var der lidt kiv og lidt splid - det var lidt min skyld og Karolines. Vi var kommet hen og se noget friluftsvæ­ sen, og de andre sad og ventede at komme hjem. siger jeg næste gang, vi blev inviteret til klub: "Ja, vi vil godt spille kort, men det bliver ikke i kasse". Og så har vi spillet i vores egen lomme siden, og så har vi splejset til udflugterne.

Sp: Er der andre sjove oplevelser?

Sjove og sjove er to ting. Gunnar og jeg har jo været meget ude. Vi har nok haft meget at bestille hjemme, men nu f.eks. landboforeningen, da fulgte vi jo, da vi var unge, to gange om året de her teateraftener, de havde. Vi har næsten set alle Kaj Abrahamsens og Ellums gamle operetter.

Og sjove oplevelser med folk her i Grejs, da har vi snart ikke andet, for når man sommetider kan se det komiske, så.....det er ikke nem lige at komme til at fremhæve.

Vi havde Christian Laursen, gartneren, han var vældig god til at fortælle historier, og dem har vi også sommetider gengivet. Det var en gammel kone ude i Grejs Østermark, hun sad og klagede sig hver dag om hun ikke snart kunne dø. Og var hun ved at vælte i sin gyngestol. "Jamen Herre Jemini, jeg troede, jeg havde slået mig ihjel".

Sådan var der meget. Vi har været meget ude.

Vi fik bil omkring 1950.

Der var også noget der med husholdningsforeningen. Gunnar har været dygtig, for han havde i mange år kreaturer med på dyrskue i Vejle. Han fik præmier, det gik vi lige meget op i begge to. Da var mor skam stolt, når hun kom sit husholdning­ stelt, jeg var jo ude og arbejde i husholdningsteltet, og så skulle vi ud og se.

Sp: Din mor kom også her til Grejs at bo?

Ja, det gjorde hun. Hun begyndte at ud at arbejde, da hun var 70. Hun passede fryseboks. Men det blev ingen succes. Hun faldt slet ikke til hernede. Jeg havde sådan glædet mig til det.

Sp: Blev hun ved med at tilhøre Indre Mission?

Ja, det gjorde hun.

Sp: Dem er der jo ikke mange af her i Grejs.

Mor blev gammel, hun blev 93.

Sp: I mellemtiden flyttede I herned på Damgården.

Efter 30 år på gården midt i byen, så byttede vi med Henning.

Sp: Her har I nu jeres pensionisttilværelse nu. Nabo til bydammen?

Hold op med den bydam, den ved du jo godt, at jeg ikke er så interesseret i.

Sp: Den skal vi også høre lidt om.

Dener jeg ikke helt enig med de forskellige i.

Sp: Det kan godt være, der er nogle, der er enige med dig.

Ja, jeg prøver da på det.

Sp: I bor da dejligt.

Vi bor dejligt, så skønt centralt. Og med hensyn til plads, enten vi bor her eller vi bor i en pensionistbolig, det kan sådan set være hip som hap.

Henning har forpagtet vores jord. Og så har vi solgt et lille stykke til friskolen. Vi har det godt, vi er glade for at bo her.

Da Henning og Karla fik gården var de på samme alder som Gunnar og mig, da vi købte den, og vi fik 30 gode år. Jeg håber, de må have det lige så godt, selvom driften i dag er meget ændret.

Sp: Det er jo ikke helt det samme, som det var i gamle dage.

Nej, men det er der jo ingenting, der er.

Sp: Men i det store og hele er der vel et godt sammenhold her i Grejs?

Ja, det synes jeg. Og så må jeg sige, at vi er jo egentlig en stor flok, somhar fået lov til at blive ældre sammen. Det er ikke ret mange steder. Vi kan tage min mands hjemegn, Vester Ørum, der er der kun to hold tilbage og så enlige.

Sp: Nu snakkede vi skole før, der er jo også kommet en friskole efterhånden.

Men den mærker vi ikke noget til. NuHennings børn, Gitte skal efterskole nu, og de får ingen brug for den. Og vi er så gamle. Og med hensyn til børnene i skolen, dem mærker vi ikke meget til. Når først man er ude af skolen, det er 20 år siden, vi sagde farvel til Lindved skole, så bliver det knap det samme.

Sp: Det var jo nok et savn, dengang vi mistede skolen?

Et stort savn. Selv om vi befinder os godt og har det godt, så skulle vi have været til Vejle kommune istedet for Tørring-Uldum kommune, hvis vi skal til at gå tilbage til det gamle. Det var vi meget skuffet over. Nu skulle jeg ringe til politiet i dag, jeg kunne så ikke ringe ham i Lindved op. Så prøvede jeg at ringe til Vejle. Så viste de mig til Horsens. Så sagde de til mig i Horsens, at de ikke havde tid til at rejse efter det. Så tror jeg nok, at de fandt ham i Lindved, så ringede jeg til ham. Så var hanherovre og se på det.

Sp: Det er et uheld, der er sket med en bil oppe ved jer?

Ja, ved vores stensætning. Men det er bare det, at det er "bøvlet".

Vi handler en del i Tørring i øjeblikket, fordi der kan vi holde lige udenfor døren. Men ellers, hvis vi skal ud at handle udover det, vi kan få i brugsen, så skal vi til Vejle.

Sp: I handler ellers alting i brugsen?

Vi handler i brugsen, undtagen tøj og sko. Også hver en smule.

Sp: Vi kan godt blive enige om, at vi skal Horsens politi og retskreds.

Ja, og med hensyn til det med at rejse til Tyskland og hente hjem, det er kun, hvis vi er på en udflugt, så tager vi med os hjem. Jeg kunne ikke drømme om, at.....

Jeg er jo altså noget lokalpatriot. Og er der noget, der ikke passer mig, som nu den aften jeg var til møde med gadedammen, så er jeg ikke ræd for at lukke min mund op.

Sp: Der er noget med et træ?

Det træ vil jeg også have fældet. Det mest mærkelige med det træ er, det hører jo egentlig til de nye huse Grejsbjergvej. Og for at sige det, som det er, har de - i stedet for at lave deres vej, hvor de skal lave deres vej - hugget noget jord hos os og lagt deres fortorv det. Min mand var syg sidste sommer, han var temmelig skidt. Og da lagde de bare det fortorv ned. De har taget den meter ved vores hus, som de ikke ville røre ved. Og så skulle de have træet ned for at få lavet deres vej. Så jeg er egentlig meget skuffet. Jeg var så lykkelig, da jeg så Gunnar Mikkelsen havde solgt det jord. Det mest kedelige er, at Hans Bak siger, at dem, der har gene af træet, de skulle have lov at have deres vilje. Dem, der bor 4 km. herfra, de går og taler om, at det er så og så synd at fælde det træ. Hvor tit ser de det?

Nu har vi i øjeblikket frø derude, og når vi kommer lidt længere hen, får vi alt det andet skidt. Og om efteråret får vi gården fuld af blade. Jeg har tilbudt, at jeg ville give dem et træ, der kunne passe i størrelsen.

Sp: Det var da så et tilbud.

Det siger Hans Bak også. Men det er dem, der bor længst ude, der råber højest. Og jeg vil ikke blive ved med at gå og tigge for det.

Sp: Det bliver en køn plet, uanset hvad der bliver lavet .

Det var jo kønt i gamle dage.

Sp: Den har jo været under forfald i mange år.

De rensede den op engang, og det svineri vi havde den sommer, det var frygteligt. Nu vi snakker om gadekær, lyder det, som jeg er et utilfreds menneske, men i stedet er jeg egentlig både glad og tilfr eds. Jeg synes nemlig, at vi sammen med familie og venner har haft et godt og lykkeligt liv.

Sp: Gerda, hvis du ikke har mere at fortælle...... ?

Jeg kunne da blive ved i 14 dage.

SLUT