Vi har en verdensmester i Grejs
Verdensmester i maratonløb for kvinder i 2007 er fra Grejs
Ved konkurrencen kvindernes maratonløb i Riccione i Italien blev Lilly Jeppesen verdensmester. Noget af en bedrift. Den historie vil vi gerne have med i vores fortællinger om Grejs og dens beboere. Det er også en historie om, hvordan løb lidt efter lidt er blevet en folkesport.
Hvordan blev Lilly grebet af den sport?
Som Lilly fortæller, var sport i 1950’erne kun noget man dyrkede, hvis man ikke havde noget fornuftigere at bruge tiden til. ”Vi løb, når køerne var løbet ud af indhegningen”.
Men løb ændrede sig til at blive en folkesport. Først ved Eremitageløbet i 1968 og siden ved Marselisløbet, der kom til i 1972. Løb, hvor det drejede sig om at være sammen om motion og have en festlig dag med familie og venner.
Det var netop med sådan et Marselisløb, det hele startede. Lilly og børnene var med, fordi man på Niels Jørns arbejdsplads havde tilmeldt sig. Moden bredte sig, og der blev arrangeret Vejleløb, hvor hele familien deltog.
Det udviklede sig. Børnene fik andre interesser, men Lilly og Niels Jørn fortsatte. Vejleløb om foråret og Marselisløb om efteråret.
Lilly fik smag på længere distancer og løb sit første maraton i 1994. Tiden var fin 3 timer 25 minutter og 35 sekunder, så det gav mod på flere løb. Det blev både i Århus og København samt broløb over den nye og den gamle Lillebæltsbro.
Efter at have meldt sig ind i Vejle Idrætsforening blev der nye udfordringer med løb i udlandet. Første gang i 1998 til Berlin Marathon. Det blev en stor oplevelse at løbe gennem byen med utrolig mange tilskuere, høj musik i gaderne og opmuntrende tilråb. Det kan godt bære én lidt frem, men det kan også nogle gange blive for meget, hvor de store løb mere bliver planlagt for publikum.
De fleste løb har været i Danmark: København, Odense, Århus. Indtil nu har Lilly løbet 18 maraton i store byer i udlandet. Spændende oplevelse hvor Lilly og Niels Jørn planlagde at deltage i et maraton og derefter holde en uges ferie for at se og opleve byen. Det har været Stockholm, Berlin, Hamborg, Prag, Rom, New York, Barcelona, Madrid, Paris, Izmir, Riccione, Zittau, Amsterdam, London, Dublin, Reykjavik, Oslo.
En af de store oplevelser var at løbe i New York i 2006. Mange mennesker stod og heppede, men da løberne kom gennem det jødiske kvarter, var der ikke en, der sagde noget. Tværtimod kiggede forbipasserende ned i jorden eller til siden.
En anden oplevelse var i 2012 i Zittau (Tyskland), hvor løbet var tilrettelagt sådan, at man kom til at løbe i 3 lande: Tyskland, Polen og Tjekkiet.
Lilly har indtil nu løbet 52 maraton, deraf de 18 i udlandet. I mange år har resultaterne ligget beundringsværdigt stabilt omkring 3 timer og 15 minutter, men de sidste par år har Lilly brugt lidt mere tid. Som hun siger: ”Nu er jeg pensionist, og jeg har ikke så travlt!” Lilly er ikke så meget for at løbe i bakker, men når man bor i Grejs, er det svært at undgå. Hun kommer som regel sidst op, men først ned, hvilket fortæller noget om taktik og strategi.
Verdensmester, Europamester, guld- og sølvmedaljer. Nye oplevelser venter, for selvfølgelig smitter sådan nogle oplevelser videre.
Et barnebarn på efterskole udtrykker ønsker om farmor deltager i det næste løb sammen med far. 3 generationer i samme løb – det skal nok blive spændende.
Lilly Jeppesen bor på Viborg Hovedvej 15, Grejs.
_________________________________________________________________________________________________________________
Historien er genfortalt af Karen Steenbjerg Hansen efter et interview med Lilly ved generalforsamlingen i februar 2023.
_________________________________________________________________________________________________________________
Her er et udsnit af de medaljer, som Lily har vundet i årenes løb.
Her er Lilly til venstre og Karen til højre under interviewet ved generalforsamlingen i februar 2023.