Åbningstider: Hver mandag fra kl. 14 til 16. Dog ikke helligdage og i skoleferier.

Historie arkiv

Månedens historie - 08.18

 

B34Interview med KATHRINE LARSEN, fhv. forskolelærerinde i Grejs.

Foretaget den 17 .10 .1990 af Frede Larsen og Bente Munk.

Sp: Vi kan starte med at spørge, hvornår du er født?

                        Lærerinde Frk. Knudsen (senere Fru Larsen) foran Grejs Forskole 1933

 

Det er jeg den 5-1-1910. I Gammelby på den anden side af Jelling. Vi var tre børn, en søster og en bror.

SP: Hvordan var du aldersmæssigt i forhold til de andre?

 

Der var kun et par år imellem min bror og mig, og så havde vi en lillesøster, der var ni år yngr

 
   

Sp: Hvad lavede din far?

Han havde en gård.

Sp: Så har du gået i skole derude?

Ja, i en lille to-klasses skole med een lærer. Det var en goa skole, vi lærte en masse.

Sp: Det kan være, at det allerede var dengang du fik ideen til at blive lærer?

Ja, det var det nemlig. Det havde jeg bestemt.

Sp: Så kom du på seminariet.

Ja, men først skulle vi til en optagelsesprøve. Det var dengang, der var mange om budet, for så vidt jeg husker, var der 120 til den optagelsesprøve, og der kunne kun blive optaget

27. Så det var ret så "træls" dengang.

Sp: Det var så inde i Vejle?

Nej, det var i Odense. Jeg blev færdig i november, som jeg blev 20 år i januar. Og så havde jeg sådan nogle gode vikariater. Vi kæmpede jo på livet IØS for at få noget, hvor vi fik lidt erfaring.

Og så kom jeg til Grejs den 1. april 1933. Da var der seks børn i 1. klasse, fem piger og en dreng, som jeg har forbindelse med stadigvæk. Og så var der jo en anden og tredje årgang, som var slået sammen til 2. klasse. Der var en 18-19 stykker i alt. Så tog jeg ellers fat der.

SP: Kendte du noget til Grejs, inden du kom hertil?

Nej, der var 85 ansøgere til Grejs dengang. Vi tog, hvad der var. Vi cyklede til Viborg og hjem igen. Det var vi nødt til.

Der var mange lærerinder, der faldt fra, som aldrig kom igang.

var en grim tid.

SP: Hvordan var det at komme til Grejs?

Det var dej ligt. Det var skønt. Lønnen var 130 kr om måneden og fri bolig. Og så var der noget, der hed stedtillæg, når man havde været der et stykke tid. Så fik man lidt penge. Jeg har en lommebog, hvor der står: Første stedtillæg, 22 kr og 63 Øre for tre måneder.

I skolen begyndte vi med morgensang og Fadervor og endnu en morgensang. Overfor boede Niels Petersen og Kirstine. Om sommeren gik Niels Petersen så tit en tur, han gik bl.a. til og skulle bytte avis. Så stod han altid ude ved leddet: Jeg vil så gerne høre, når I synger morgensang inde i forskolen.

Når vi havde haft bibelshistorie, det havde vi efter morgensangen, så ville de gerne købe sparemærker. De havde et lille hæfte, hvor der kunne være 5 kr i. Det var 5-øres mærker. Når de havde en side, så havde de 1 kr. Så stod de så med deres 10-Ører og 25-ører. Når så sådan et hæfte var fuldt, tog jeg til Vejle med det. Hvor meget mon de har fået samlet sammen, det er ikke godt at vide.

I marts var der eksamen. Det var en stor dag. Da kom der solide bønder fra Grejs og Lindved og skolekommissionen og hørte på. Det var spændende for børnene.

Det var mundtlig overhøring?

Ja, det var så.

SP: Det var vel også en vurdering af dig?

Ja, det var det. Der var da en udtalelse. Desværre er den protokol brændt. Der var en udtalelse om hver eksamen.

Der var jo også gækkebreve—tid. I har jo set de gækkebreve. Den, der havde skrevet gækkebrevet, lagde det op på pulten, hvor jeg sad, rød i kammen, så jeg skulle jo nok sørge for at gætte udenom. Men det kunne jo ske en enkelt gang, og det var ikke så godt.

Når jeg snakker med de gamle elever, så er noget af det, de altid nævner, det er: Hvor var det sjovt, da vi var nede i skoven. Så gik vi jo hjemmefra med saftevand eller cacao eller hvad vi nu havde. Vi gik ned igennem Skovgade, og nogle steder var der nogle, der kom ud og gav os eller æbler. Vi endte tit oppe i Jens Mikkelsens skov. Der var sådan et fladt sted, hvor vi rigtig kunne lege. Og så legede vi "to mand hØj " og "banke ud" og "to mand frem for en enke" og "tyv, det skal du være". Bare det bliver holdt lidt i hævd med de gamle lege.

Sp: Var det en speciel lej lighed, afslutning på skoleåret?

Nej, det var på en almindelig dag, når det var godt vejr. så gik vi bare. Det kom sig ikke så nøje dengang, om frikvarteret blev lidt længere eller kortere. Vi spadserede bare afsted.

Vi havde også en rigtig udflugt, hvor de havde deres far og mor med. Det steder som Tirsbæk og og Munkebjerg. Et år var vi i Randbøldal. Det var da også en dejlig dag.

Nu er vi snart kommet hen i efteråret. Den 1. december hængte jeg et ark julemærker op, og så snakkede vi om, hvordan det så ud det år. Jeg tænker tit på, når vi ser de julekalendere, man nar nu til dags, flotte osv. Vi fik et stykke ternet tegnepapir, A4—stØrre1se. Inde midt i lavede vi 24 rum. Og så tegnede de et lille lys i hvert rum og skrev dato ved. Og de farvede lys og grangrene. Så klistrede vi nisser og engle og mange andre ting på. Den var helt sød. Den 1. december satte de så flamme på det lys, og det var noget, der rigtig strålede.

Og de var lykkelige for den.

I julemåneden klippede og klistrede vi jo. Det var noget, som jeg gav lidt til.

SP: Du gav det af din egen lomme?

Ja, for crepepapir og sådan, det var ikke så dyrt, som det er i dag. Vi lavede jo engle, der hængte og de Og vi lavede sådan nogle søde kurve, dem er der nogle, der har endnu. Den sidste dag før juleferien havde vi juletræ. Vi pyntede til julestue, og vi lavede snelandskab. Det gik der ild i. Katederet måtte til reparation bagefter.

Der var jo nogle små—skærmysler. Inde i skolestuen var der en stor kakkelovn. Når de havde spist deres mad, så smed de papiret derop, for det røg nok lige ned i kakkelovnen, regnede de jo med. Så en dag stod der en lys lue op. I h, hvor blev de forskrækkede. Men vi fik det da slukket ved egen hjælp.

Sp: Nu har vi ikke nogle billeder af, hvordan skolen så ud indvendig. Kunne du prøve at forklare lidt?

(K.L. fortæller ud fra nogle billeder) Skolestuen lå ud mod vest. Der var en gang, og den var både til børnene og lærerinde, så den "hyggelig" en snevejrs-morgen. Her havde vi vores lej lighed, to små stuer og et lille køkken og et soveværelse ovenpå. Det var alt, hvad der var.

Så var der udhuset. Pigerne og vi havde toilet der, det var jo gammelt das. Der var drengenes og ved siden af et lille vaskehus og derefter brændeskur. Inde i vaskehuset stod der en kop, eller hvad vi nu har brugt. Der gik de så ud, når de skulle drikke. Når pigerne skulle have håndarbejde, skulle de der ud og stå. Og det fortsatte til 1962. Vi havde aldrig toilet eller noget.

Inde i skolestuen var der to rækker borde og en stor rund kakkelovn, et kateder og et skab til bøgerne.

Sp: I har haft noget på væggene?

Ja, vi fik nogle bibelhistoriske billeder, tolv. Hele vejen rundt. De var flotte. Hvor de er blevet af...

SP: Havde I anskuelsesbilleder?

Ja, men de var så gamle, så de stod ved siden af. Anskuelsesundervisning var sjovt.                        

Sp: Det var som regel også nogle flotte tegninger?

Ja, men de var nu så slidte, dem vi havde. Men der var mange, og vi kunne få lang tid til at gå med at snakke om f.eks. ræven eller om en tørvemose. Anskuelsesundervisning var godt, det er vist det, de kalder orientering i dag.

SP: Der har været en legeplads eller skolegård?

Ja, der var en lille legeplads foran, hvor der nu er have. Der var vi tit ude og lege i frikvarteret. Det var en god ting i de små skoler, der var ingen, der blev moppet, tror jeg. De gik ud og legede med hinanden. Og var der en, der ikke rigtig blev "banket ud", så sørgede vi for, at han blev det. Det kunne vi ikke herovre (i Lindved), så grinede de. Der var mange fordele ved de små skoler.

sp: 1 havde så selv have nede bagved og køkkenhave.

B85Der stod sådan et godt æbletræ nede ved huset. Og vi havde lidt køkkenhave.

Sp: Dengang gik grunden vel også lidt længere ud foran huset?

 

                                                                             Fru larsen med elever foran skolen 1936

Nej, det er akkurat, som det har været hele tiden.

Nej, der var

ikke meget plads. Der var sådan et lille hegn for.

man ikke komme udenfor.

Sp: Forskolen, det var op til

Den måtte

Det var til ti år. Et år i 1. klasse og to år i 2.

var to årgange børn.

klasse. Det

SP: Og så skulle de hen i den store?

Ja, og pigerne blev ved at komme (til håndgerning).

Vi havde også den oplevelse at gå til gymnastik. Det gjorde vi oppe i forsamlingshuset, borgergården.

Sp: Var det sammen med de store?

Nej, det var kun de små.

Sp: Det havde I vel ikke rigtig plads til?

Nej, vi lavede lidt skolegymnastik. Vi havde lidt skolestuegymnastik, men det kunne jo ikke blive til meget.

Sp: Var der en slags samarbejde med hovedskolen udover håndarbej det?

Ja, det havde vi. Det skete, at der kom en og viste film f eks . Så var vi altid derhenne. Der kom tryllekunstner, og der kom en bil med vilde dyr. Der lå en slange, den var bestemt død. Og så var der nogle aber. Sikken begivenhed og skulle derhen. Engang var der nogle amerikanske studenter, de var sorte. De var først henne i hovedskolen og snakke med dem derhenne. Og så skulle de hen i den lille skole. Så gik jeg mellem to negre. Og så mødte vi en af byens koner, og hun var ved at besvime over det syn. I dag var der ingen, der havde vendt sig om efter det.

Dengang var det en sensation.

Så vi havde da noget forbindelse med hinanden.

Sp: Hvordan synes du, at du blev modtaget af folk i Grejs?

Dejlig. Godt. Det gjorde jeg. Det var ikke rigtig kutyme, at lærerinder giftede sig dengang. Det måtte de helst ikke. Men Svend kom ind i billedet og blev vel antaget i 1937.

Vi har været med til masser af konfirmationer, bl.a. Jens Michaels konfirmation, hvor er man gammel!

Vi kom rundt til hele skolekredsen, det er også et plus. Så kender man hjemmet, og så kan man bedre forstå børnene, når de kommer i skole. I dag hylder lærerne sig i deres egen lille verden. Vi ser jo aldrig en lærer til foredrag.

Sp: Du har været vikar på andre skoler. Var der noget, der var specielt ved Grejs i forhold til de andre.

Der, hvor jeg var vikar, det var i en vinter-embede ude i Hornborg. Det var en helt anden skole end i Grejs, der gik børnene meget mere i skole om vinteren end om sommeren. Både læreren og hans kone var lærere. Der fik man lært noget dengang. Og så var det et godt sted.

Sp: Der har jo altid været meget foreningsliv i Grejs.

Du har måske også været interesseret i at komme med i det?

Ja da, vi var med til, hvad der nu skete.

Sp: Skal vi høre lidt om, da du flyttede herover på skolen?

Der var meget diskussion dengang, om skolerne skulle udbygges eller flyttes. Til sidst blev det så bestemtog det var i 1962. Alle vi gamle lærere tog med over.

Det var jo en slem omvæltning. Da jeg rejste fra Grejs, var der vist fem i 1. klasse, og da jeg kom herover, var der 26 i 1. klasse. Det kunne godt give lidt sved på panden. Da fik jeg også hjælp af min gamle førstelærer, som var blevet inspektør herovre, Brems. Den første gang, jeg skulle ind til de 26, sagde jeg: Det går aldrig. Jo, sagde Brems, du skal bare gøre ligesom du plejer, så Det hjalp. Men de var da også søde .

Alligevel var årene i Grejs nu de bedste. Det hele var mere enkelt. Men det var sjovt at være med til at se, hvordan en ny skole var, hvordan det begyndte, og hvordan det var indrettet. Det var også sjovt, når der kom nogle unge lærere, så havde de alt det sidste nye, og det skulle de jo have gennemført. Men det var nu sommetider, at de kom hen til os gamle og sagde: Hvordan er det nu, du gør med de staveord, lærer de lidt vers inde ved dig. De kom altså og spurgte lidt til råds alligevel.

Sp: Det må da have været et stort spring for dig, du havde selv kunnet bestemme, og nu skulle du til at være en del af

Det gik nu godt, der var jo ikke så mange lærere dengang. Der var aldrig noget i vejen, og det har der ikke været nogle af de steder, jeg har været, heldigvis. Det er det, vi gamle lærerinder siger til hinanden: hvor var det godt, at vi slap godt over det. I dag er det ikke nemt at være lærer.

Sp: Du var også afholdt og respekteret i Lindved. Det har vi da hørt.

Det gik også godt. Det var sjovt at se, hvordan en ny skole fungerede.

Sp: Der må have været mange moderne faciliteter, som du slet ikke kendte?

Det var jo ikke meget i de små klasser. De fik jo forskellige lærere.

Sp: Du startede med 1. klasse?

Ja, dansk og regning. Jeg havde da også de store piger til håndgerning.

Sp: Savnede du lidt af det nære forhold til børn i Grejs?

Ja, det kan du tro. Der er stor forskel. Vi kendte ikke  hjemmene, hvorimod i Grejs, der havde vi måske gået ud og ind hos folk. Det må de savne endnu den dag i dag.

Sp: Kunne du ikke fortælle om dem, du bliver ved med at holde forbindelse med?

Dem, jeg tog imod i 1933, vi er sammen een gang om året med ægtefæller.

Sp: Det er sådan en egentlig sammenkomst?

Ja, vi skiftes til at være ved hinanden. Vi er tolv, fordi der er en lille pige, der er død. Det er vældig sjovt, ikke mindst for vores ægtefæller.

Jeg sagde før, at det ikke rigtig var kutyme, at en lærerinde giftede sig. Vi havde hvert år en sammenkomst med lærerne, nu er det Grejs, vi snakker om, der var lærernes koner med, og vi var tre gifte lærerinder, men vores mænd måtte ikke være med.

Sp: Nu er det ganske vist forskolen, vi snakker om, men hvad var der af lærere i Grejs?

Der var jo kun en førstelærer, det var de andre lærere i sognet. Der var jo både i V. Ørum og Sinbjerg og Grejs og Holtum. Fru Storgaard Petersen.

Sp: Du hørte altså ikke noget for i Grejs, at du giftede dig?

Nej, aldrig nogensinde, heldigvis. Det gik fint.

Sp: Jeg synes, at du skulle fortælle, hvor dem, du holder forbindelse med, de kommer fra? Der er et par af dem, der kommer helt fra Holland.

Ja, og det er hende, der har sat det i sving. Der er altså fem piger og en dreng. Og den dreng var forgudet af pigerne. En af pigerne kom til at bo i Holland. Vi har besøgt hende to gange dernede. Og en af dem er Grete Alsted, Særmark Thomsens kone.

så er der Edith, der bor inde i Vej le. Drengen bor i Odense, han blev rutebilchauffør.                    

Der var jo mange små sjove træk. Jeg kan huske engang, jeg sad og fortalte om Paradisets have, om æbletræet. Så var der en lille pige, som sagde: Jeg er helt sikker på, at det var Cox Orange-æbler, for de ER altså gode. Vi blev jo enige om, at det var det nok.

En anden gang talte vi om Hagbard og Signe, de elskede jo hinanden. Hagbard blev jo hængt, og Signe stod jo hjemme og.  Så var der en dreng, han var lige ved at komme op til mig for at få det sagt: Ja, og så lukkede Signe op for gassen. Sådan var der mange små sjove ting.

SP: Hvordan med disciplinen?

Den var fin, der var aldrig noget. Børnene stod pænt, når jeg kom ind i skolestuen.

SP: Det var altså ikke nødvendigt

Nej, slet ikke. Det har heldigvis aldrig været nødvendigt. Når de gik hjem, så stillede man sig hen til døren, og pigerne nejede, og drengene bukkede. Det kom helt af sig selv. Der var ingen problemer. Det var mest dem fra den store skole, for de ville gerne rende hen og drille dem i den lille skole lidt. Det var det eneste, jeg råbte højt over. De havde nu været der så mange gange, så til sidst, så gik jeg ud og ruskede en af dem rigtig godt. Det var en af Therkel Rasmussens drenge. Og han blev så forskrækket, så han stak af hen i hovedskolen i fuld fart.

Sp: Man hører altid, at der var meget disciplin i skolen i gamle dage, men det har måske lige så meget at gøre med en indbygget respekt for læreren.

Det var det nemlig.

Sp: Det var måske ikke så nødvendigt?

Det var overhovedet ikke nødvendigt i de små klasser. Aldrig. Der en, jeg engang satte ud i gangen. Og han rendte hjem. Jeg kom ud, og så var fuglen fløjet. Det var Kaj. Det var da lidt væmmeligt, men om eftermiddagen kom Kaj og bad om forladelse og fik sin skoletaske. Det gjorde han aldrig mere. Den var den straf, vi brugte.

Sp: I risikerede vel heller ikke dengang, at der nogle, der gjorde vrøvl over jer? Børnene havde vel fået at vide  hjemmefra, at de skulle opføre sig ordentligt?

Ja, det tror jeg også, de havde. Jeg kan huske engang, gartner Jensen kom lige efter, jeg var kommet i 1933. Da havde jeg byttet lidt om på, som de sad. Da var Niels Gustav kommet fra ham, han plejede at sidde ved. Niels Gustav og Willy sad sammen, og de var så blevet skilt ad. Og da kom gartner Jensen, om de ikke kunne komme til at sidde sammen. Og det kunne jo da nemt lade sig gøre. Men kun sådan nogle småting. Der var aldrig store problemer. Det var også, fordi de var instrueret  hjemmefra, om at de skulle opføre sig ordentligt.

Sp: 1 1933, kan du huske, hvilke ting de startede med i 1. klasse. De har haft en danskbog.

Mon ikke det var Ole-B01e. Og så havde de også en lille regnebog. Siden fik de Mette—bøgerne, er der ikke noget, der hedder det. Vi gik over til et andet system efterhånden, men vi startede med Ole—B01e.

De havde ikke meget i deres tasker. De kom jo med deres træsko på og satte dem ude i gangen. Og så havde de skiftesko med. Vi skrev vel på tavler de første år. Med grifler.

Sp: Du havde også håndarbejde. Kan du huske nogle af de ting, I lavede?

De syede jo forklæder, efterhånden fik vi anskaffet symaskiner. Det havde vi nu ikke i starten, så gik det lidt mere "Ieipsig" De begyndte med at sy en sypose, de kunne have deres ting i. Det var kun om sommeren, at vi havde håndarbejde. Det var simpelthen lykken, hvis det var rigtig godt vejr for sådan en syskole, to timer havde vi, at komme ud og sidde i vejgrøften lige overfor skolen. så var dagen reddet. Der skulle ikke så meget til.

Syskolen var efter, at læreren havde givet fri. For dengang det blev bestemt, at nu skulle man kun gå i skole til lørdag middag, da kom Brems' piger jo hen i forskolen. Så havde vi håndarbejde i to timer. Fra 12 til 14. Det var altid efter, at Brems havde givet dem fri.

Børnene begyndte at gå i skole kl. 9, og de fik ikke fri før ved 16-tiden. Det var en lang dag for de små. De første tre måneder de gik i skole, fik de fri til middag. Når der så ikke var mere end fem, var man nødt til at gøre frikvartererne lidt lange, for man kunne jo hurtigt læse med.

Vi flyttede op på en gård i 1951, og så fik vi Harald Jensen til at bo inde i lej ligheden. De havde to piger, Birte og Tove. Tove var en tre-fire år, vil jeg tro. Og så skulle vi have juleafslutning, det var da vældig spændende. Da jeg så kom ned på skolen, så stod børnene udenfor og sagde: Nu dør Tove. Nu dør Tove altså. Hun havde drukket noget rengøringsmiddel. Men Overbæk var deromme, der var ikke noget. Men da vi så skulle danse om juletræet, så gik Tove ligesom en fuld mand.

Den lille pige kom hver eneste morgen ind og satte sig ved en dreng, der sad alene, og sang morgensang og bad Fadervor, og så gik hun ind til sig selv igen.

Sådan kom vor egen pige også i skole. Hun og Bent Bisgaard, det er jo en af Bisgaards sønner, de listede sig med ind. De kom hver dag. Og da der havde været eksamen, og der skulle være oprykning, så skulle de bestemt med op i 2. klasse. De kunne lige så meget, som de andre. Og de havde aldrig været skrevet ind i protokollen i hele året. Men Bent og Bodil kom med op i 2. klasse.

Sp: Du har vel også været lidt mere end bare en lærer for børnene, du har vel fået meget at vide?

Ja, masser af ting, noget som ikke skulle videre.

Sp: Ja, det er jo ikke noget, du skal fortælle her.

De fortalte masser af ting. Der var nogle, der havde mere trang til, de skulle op og stå tæt ved en. Det er det med manglende kontakt derhjemme. De var jo ulykkelige, hvis der skete noget. Der var en dreng, de var ude og lege på legepladsen, så røg hans træsko op i panden på en lille pige. Hvor var han dog ked af det. Vi gik om til doktoren og fik det ordnet, men hvor han græd. Det var en af Karl Mikkelsens (?) . Han var altså en sød dreng. Det var alle de børn derude fra. De kom med den første lille buket anemoner, de kom med mange blomster til mig, som de lagde oppe på pulten, og så skulle jeg gætte, hvem de var fra.

Hende, der bor i Holland nu, hun hørte ikke til skolekredsen, så hun kom sommetider med en lille foræring til mig. En gang kom hun med to ål i en kurv, der var bundet over. Nu ER ål ikke min livret. så jeg satte kurven ind i køkkenet, og så gik vi i skole. Og da jeg så kom ind, så kravlede å lene rundt derinde. Det var så uhyggeligt. Så fik jeg fat i en nabo, og han slagtede dem så. Det var købmanden, Johannes. Han kunne nemt trække skindet af. Så kom min far og mor og spiste dem. Det var lidt brugt, at de kom med noget, når de havde slagtet.

SP: Et levn fra tidligere?

Ja det må det jo have været.

og så havde de en pakke med, og det var denne her. Og de var så skuffede over den, for de troede, de skulle komme med en ordentlig stor pakke. Den står mit hjerte nær, for den er da sød. Den fik vi til vort sølvbryllup. De har nok givet en krone hver. De fortalte mig, at de troede, det kunne blive en vældig pakke: Vi troede rigtignok, at det var en større ting, I skulle have!

Sp: Hvornår flyttede I til Lindved?

Vi blev på den gård. Jeg tog med skolebussen herover sammen med børnene. Det var også sjældent, at der var noget ballade, når man var med. Men der var en lærerinde ovre fra Holtum, hun kunne ikke rigtig tage den køretur.

Sp: Hun synes måske, hun var for "tæt" på børnene?

Hun havde lidt med sådan at men hun var en god kollega.

Man skulle jo ikke blande sig i deres

Sp: Der var jo også forskole her i Lindved? Hvad var det, hun

Frk. ( Hun var dygtig. Hendes børn kunne virkelig noget.

Sp: Kom hun også med over?

Ja, det gjorde hun.

(snak om billeder af de første lærere på Lindved skole)                                  

Det var jo spændende, da krigen rasede ude omkring. Og dej ligt den aften, der blev fred. Da sad vi i vor lille stue, Svend og jeg og købmandens, og så kom Niels Petersen og Kirstine.

Og så havde vi en ung pige, der hed Anne Margrethe her fra Lindved. Om eftermiddagen havde jeg sagt til hende: Vil du nu ikke hjem til din far og mor. Nej, det ville hun ikke, for hun vidste, der var gravet nogle huller herude ved Landevejen, og der sad en "abekat" i hver. Det var altså en tysker. Så hun blev også. Vi var så mange. Så kom Niels Petersens som sagt, og han satte en halv flaske portvin, nu skulle vi nyde, at der var blevet fred. En halv flaske!

Vi havde det dej ligt med købmandens. Det var et godt naboskab.

SP: Var det i det daglige, eller tog I nogle steder hen?

Det var i det daglige. De havde jo forretning, og Anna og hendes mor var jo alene. Da Anna var blevet konfirmeret, døde hendes far. Vi vidste altid, hvor vi havde hinanden. Fru Nielsen var en lille gæv kone, det var ikke nemt at drive forretning under krigen, men de klarede sig alligevel.

Sp: Vi havde både en brugs og en købmand i Grejs.

De havde ikke meget at gøre godt med. Det gik. Sådan noget som salt f.eks., det kunne man heller ikke få. så var det jo godt at bo nabo til købmanden, så kunne man sommetiderkan du ikke huske, vi fik noget salt engang?

Det halve af byen havde skarlagensfeber.

Sp: Så var der ikke mange børn i skolen?

Nej, men der var ikke nogen, der havde det. Men hele 1. klasse fik mæslinger. Men da var det også sjovt med købmandens, for de skulle så indlægges, Anna og fru Nielsen. Og de fik at vide ude på sygehuset, at det var mor og datter. Anna kom først, og de sagde: Det er så moderen. Det er sandelig datteren. Hun var da voksen dengang.

Man kunne lige få lov at stå ude på det trinbræt og snakke med dem, men man måtte ikke komme indendøre.

Svend og fru Nielsen skrev sammen. Svend måtte ikke gå ind til fru Nielsens vindue og snakke med hende. Næh, de korresponderede.

Det tog 33 dage. Og forretningen. Min pige og jeg rendte ind, hvis der kom nogen. Vi hjalp da nogle i en snæver vending, hvis de manglede noget. Det har da været strengt for dem. Men vi hj alp hinanden i sorg og glæde. Niels Petersen og Kirstine, de gamle folk, der boede overfor, det var også nogle gode naboer.

SP: Du siger, at du var med førstelæreren i København.

Vi gik ind på Christiansborg Slotsplads. Der lå en dynge kul støv         og det var den første dag, vi var der. Så kom der lige et vindpust, da vi gik forbi, lige op i hovedet på dem. Og da vi så skulle hjem, og vi stod i toget og så ud af vinduerne, så opdagede jeg, at drengenes ører var fyldt med kul støv. Så de var ikke blevet vasket særlig godt derovre.

Vi var også i Tivoli og nede i spejlsalen. Der var en dreng, der var lidt flanøret. Så siger han: Åh, det var sjovt i den spej Isa 1, sikke nogle ører jeg havde.

Sp: Hvordan boede I derovre?

Første gang boede vi i en fællessal. En stor sal bare med madrasser. 300 tror jeg, vi var derinde. Vi kom hjem på forskellig tid.

Sp: Det var skoler fra hele landet?

Ja, fra forskellige steder. Der var en lang vaskekumme, hvor vi allesammen skulle vaske os. Så det kunne jo ikke blive til ret meget.

Sp: Det er vel heller ikke meningen, når man sådan er afsted?

Nej, men det så nu sjovt ud med de Ører.

(Svend spørger om de ikke engang boede på et skib)

Vi boede på Nyboders skole.

Sp: Hvem arrangerede de københavnerture?

Det var forældre og lærere.

Svend: Det var jo gratis rejse derover.

Frede: Jeg har været med derovre, hvor der var arrangeret ture. Vi var i Tivoli, og vi var inde og se Familie-Journa1en. Så det må da have været tilrettelagt før tiden. Var det lærerne, der gjorde det?

Ja, det var ( ) og Brems, der gjorde det. Winther gik altid foran, og så sluttede jeg troppen af. Det var streng at rende der bagved. Det var bedre, da Brems kom, han kunne sige, når vi kom hen til et bladhus, for det er da trættende at gå der. Så sagde han: Bliv du nu siddende der, så skal jeg gå med dem rundt. Og han var så træt. Vi røg jo afsted fra morgen til aften.

Engang gik vi over Grønttorvet. Der var så en gammel mand, han sagde, det var vist til Brems: Her er 10 kr., så skal du købe bananer til din klasse. Vi kunne få masser af bananer for 10 kr. Børnene havde jo ikke mange penge med.

B379SP: Ja, du fortalte jo, at der var en, der havde tabt 1 krone.

SP: Turene var altså helt gratis bortset fra lommepengene?

Ja, mon ikke de var.

                                             På billedet er det 60 års jubilarer og Fru Larsen længst til højre

Svend: Vi var også derinde. Vi kørte i rutschebanen og stillede os i kø for at få så mange ture som muligt. Det var jo gratis.

Det var det ikke for vores. De kunne ikke få så mange ture. De havde penge med til at betale det.

Frede: Jeg kan huske, at vi betalte lidt selv.

Sp: I dag er det jo også sådan, at man kører gratis med DSB.

Der var engang, vi var i Ribe. Da var der en pige, der fik en finger noget så frygtelig i klemme i en dør. I Vejen stod en doktor med sin lægetaske og lagde en foreløbig forbinding. Så kørte vi videre med toget. Da vi kom til Ribe, så sad Else Marie — sådan hed hun - og jeg på sygehuset - vi kom slet ikke ud at se hverken det ene eller det andet. Det tog så lang tid. Der skete jo nogle uheld engang imellem.

  

 Følgende annonce var i Vejle Social Demokrat, den 30. januar 1933:

Embedet som Folkeskolelærerinde ved Grejs Forskole iGrejs-Sindbjerg Kommune er ledigt fra 1. april. Embedet lønnes med en Begyndelsesløn af 1710 Kr. med sædvanligt Boligfradrag:142 Kr. 50 Øre, og Alderstillæg efter loven. Anordningsmæssig Bolig og Have. Forskolelærerinden har Haandgerning med alle pigerne i Gresj Skole.

Ansøgning stiles til Skoledirektøren for Nørvang og Tørrild Herreders østre Provsti og indsendes inden 27. Februar d.å. til Provst Juhl, Grejs, pr. Grejsdal St.