Åbningstider: Hver mandag fra kl. 14 til 16. Dog ikke helligdage og i skoleferier.

Historie arkiv

Månedens historie - 08.19

En håndværker i Grejs.

En lille beretning fortalt af malermester Aksel Hansen, ( Maler Hansen ) født i Daugård den 4. juli 1922

Frit refereret af Niels R. Danielsen, maj 1997.

Det er sommer, solen skinner. Der står en bette knægt i en vejgrøft lige uden for Daugård. Han holder tålmodigt tøjret med en ko, alt mens den lystigt gnaver af al det frodige græs, som ellers bare ville gå til spilde. Når den har spist op, trækker han den bare et par meter længere frem, så er der friskt græs igen. Hvis det bliver for træls at stå op, kan det ske ind imellem, at drengen lægger sig ned i vejgrøften og kigger op i skyerne og fantaserer lidt, men han er nødt til at være der, man tøjrer jo ikke bare en ko i en vejgrøft.

Det er Aksel, som befinder sig der, sammen med familiens eneste ko. Han er yngste medlem af en børneflok på syv. Tiden er sidst i nitten hundrede og tyverne. Der skal passes på værdierne, når man som Aksels mor og far, Karen og Zakarias, skal forsørge en stor børneflok, og far er daglejer på herregården Williamsborg. Godt nok hørte der en lille stump jord med til det lille husmandssted, som de boede på. Men den enlige ko, og lidt høns og hvad der ellers har været, gav jo ikke det store udbytte. Stedet hvor de boede, var også ejet af den baron, som havde Williamsborg, og han betalte jo nok ikke mere end allerhøjest nødvendigt til sine ansatte. Så det gjaldt om at udnytte alle

resourser. Derfor kunne man også møde Aksel på de store marker efter høsten Da havde han en stor sæk over skulderen. I den samlede han aks, som hans mor fik omdannet til mel, som hun så bagte brød af Jo, fuglen og den fattige blev også mæt, og Aksel følte vist egentlig aldrig, at de var fattige, for, som han siger, vi fik jo mad hver eneste dag.

Selv om der ikke var særlig langt til Vejle, var Aksel vel omkring elleve tolv år, inden han oplevede byen, man da blev besøget der også noget af en begivenhed for ham.

Det var nemlig omkring juletid, og der var pyntet op med lys og stads, slet ikke som i dag, men nok til, at det gjorde et stort indtryk på den lille knægt fra landet. " Så flot havde jeg alligevel ikke troet, at Vejle var", betroede han sin mor på vejen hjem.

Jo, det blev en uforglemmelig dag, som ikke blev mindre af, at mor Karen havde købt bolcher, som med rund hånd blev delt ud på hjemturen, efterhånden som de små ben var ved at være trætte. For selvfølgelig gik man da derind og hjem, hvordan skulle man vel have fået råd til andet.

"Når vi kommer til den fjerde telefonpæl, får vi et bolche igen", proklamerede Aksels mor, der var ingen smalle steder den dag.

Efter konfirmationen fik Aksel job som arbejdsdreng på en fabrik i Grejsdalen, som hed Jydsk Crown Kork.

Aksels mor havde en ønskedrøm om, at han skulle være præst, men den slags ønsker var jo ikke mulige at realisere for en arbejderfamilie dengang, selv om han havde let ved at klare sig i skolen, og derfor sikkert sagtens kunne være blevet det, hvad det boglige angik. Det realistiske var en læreplads, og hans mor fartede rundt til mange forskellige slags virksomheder i jagten på en sådan. Det var derfor en tilfældighed, at det netop var en plads som malerlærling, hun fandt til Aksel.

Familien boede dengang i Grejsdalen. De boede sjældent samme sted ret længe ad gangen. Aksels mor var en meget kreativ kvinde. Hun kunne f eks. skrive en festsang på et øjeblik. Til gengæld


kunne hun åbenbart ikke finde sig til rette samme sted ret længe af gangen, det var nemlig hende,

som var drivkraften bag det evindelige flytteri.

Som sekstenårig startede Aksel så sin karriere som maler. Det var hos malermester Frederik Pedersen i Grejs. Han var over halvfjerds år. Ikke ret stor. Havde et kraftigt karseklippet hår, fipskæg, og et overskæg som strittede godt ud til siderne. Meget karakteristisk, og meget indremissionsk.

Firmaet var beliggende der, hvor adressen i dag er llehusvej1.

Aksel havde boet hjemme indtil nu, så det var ikke langt fra, at han var grædefærdig, da han første aften sad i det lille kolde hummer ved siden af værkstedet. Kosten fik han også hos mesteren, dog var det som regel bare "morgengrynene" han indtog der, resten af maden fik man simpelthen rundt på gårdene, hvor man malede. Og det var i grunden slet ikke så galt, for der var en vis tradition for, at der blev lavet ekstra god mad, når der var håndværkere. Det gavnede jo også hele gårdens folkehold, så mon ikke det var populært, når der troppede et par malere op. Om ikke man ligefrem slagtede fedekalven, så kunne der da godt smutte en fed høne i suppegryden, og det var jo herligt. Dog slap man heller ikke for den fede saltede flæsk, for uden fryser skulle der jo godt med salt til, for at det kunne holde sig. Især hjemme hos malermesteren kunne man godt løbe ind i meget fed og salt flæsk, til de forskellige kålsupper. De kunne være lavet på hvidkål, grønkål, eller gule ærter. Kosten blev ikke til det bedre da datteren Ella, efter fru Pedersens død, overtog husholdningen.

Der var dog andre måder at gemme kødet end at salte det, nemlig ved henkogning. Det smagte også bedre, men synet af de hvide stykker kød i de høje henkogningsglas kunne nu godt ta' lidt af den gode appetit.

Der var een ulempe ved at spise rundt på gårdene, nemlig den, at det jo ikke blev fyraften før man havde fået sin aftensmad, og tidspunktet på det kunne godt svinge en hel del, alt efter hvornår gårdens folk var færdige med aftenmalkningen. Man var træt, når man kom hjem til sit triste hummer ved otte ni tiden om aftenen.

Lønnen var fem og tyve kroner for det første år, og så doblede det sådan cirka op for hvert år, men der skulle passes på, for at det til at hænge sammen. Mange fornøjelser blev det ikke til.

Det var et stolt syn, når mester og hans lærling startede op hjemmefra ved syv tiden om morgenen. Bagerst cyklede Aksel. På hver side af styret hang der malerbøtter. På bagagebæreren var der en stor kasse med malergrej, og på nakken af lærlingen hang der såmænd en stige og dinglede. Mester cyklede selvfølgelig forrest, han havde dog ingen stige. Ofte skulle der cykles mange kilometer. Der var selvfølgelig også ture, hvor man slap for al grejet, for som regel tog arbejdet på gårdene flere dage. Det var dog sjældent, der blev ordnet mere end en enkelt stue ad gangen.

I starten af læretiden, som jo var sidst i trediverne, kunne det stadig forekomme, at der blev anvendt oliefarve, lindolifernis, Japanlak eller Kinesisk træolie, som det kaldtes. Ofte mørke farver, det kunne være rød, grøn eller blåt, men det kunne også være hvidt. Der blev fortyndet med terpentin. Såkaldt Fransk terpentin. Det lugtede faktisk godt, var renere, og rev ikke så meget i øjnene, som da man gik over til mineralsk terpentin. Grunden til at man skiftede terpentintype, hang vist sammen med prisen, men hva' , hvis der ku' spares lidt kroner, så pyt da med malerne og deres syndromer.

Almindeligt tapet blev sat op med klister kogt af hvedemel. Det kunne forekomme, at nogle af de mere velbjærgede fik opsat det såkaldte Gyldenlæder. Det var temmelig tykt, med flotte mønstre, og derfor dyrt. Det blev mest brugt til undervægge. Dette Gyldenlæder krævede endnu stærkere sager, så dertil brugte man sigtemel. Det var konerne på gårdene, som lavede dette klister. Simpelthen ved at koge melet, til det fik en konsistens helt uden klumper. Det kunne så tyndes op med vand, så det blev passende.


Det var ret almindeligt med tapet i fyrrerne, der var gang i klisterkogeriet rundt på gårdene, for det var nemlig mest bønderne, som havde råd til at have malere, småfolk klarede vist vedligeholdelserne selv.

Det var ikke problemfrit, når en oliemalet væg skulle tapetseres. Da skulle den først vaskes af med salmiakspiritus, eller gnides grundigt over med overskårne løg. Ja, du læste rigtigt. Det var ingen spøg, at stå der og gnide vægge med løg, men det kunne som sagt være nødvendigt, for at klisteret til at binde, så tapetet blev hængede.

Hvis man anvendte limfarve, kunne man kun male ovenpå dette et par gange, inden det skulle vaskes af, ellers blev det ikke holdbart. Man brugte en overgang såkaldt Islandsk mosfarve, det var nemlig lettere at fjerne igen. Men ellers var tingene jo langt mere besværlige dengang, end de er nu.

Der var selvfølgelig både gode og dårlige dage for en malerlærling. Den dag forsamlingshuset i Hornstrup skulle males og kalkes, var en af de helt elendige.

Aksel var kommet alene afsted. Hvælvingerne indvendig skulle kalkes.

Der var temmelig højt til loftet. Gulvet var meget velegnet til dans, nemlig rigtig godt glat. Der var ingen til at holde stigen. Der var langt ned, da den gled. Kalkkost, spand og Aksel nærmede sig hurtigt gulvet. Hagen røg ned i kanten af spanden. Kalken røg i hovedet på malerlærlingen. Det er ikke godt med for meget kalk i hovedet. Slet ikke i øjnene. Der blev skyllet og skyllet, lige lidt hjalp det. Alt mens Aksel tumlede rundt i forvirret tilstand og prøvede af bedste evner at tørret op på gulvet, strammede det mere og mere i hovedhuden, som selvfølgelig var rød, ophovnet og hudløs. Da var det, at den geniale ide opstod. Hvad med lidtfedt fra de "lækre" fedtemadder i madkassen, mon ikke det kunne lindre på alle elendighederne. Det kunne det ikke. Havde det været slemt før, var det for intet at regne mod, som det blev nu. Der var nemlig godt med salt på Ellas fedtemadder, og er der noget, man ikke skal komme på åbne sår, så er det faktisk salt.

Nu måtte selv Aksel kapitulere. Han startede cyklen hjemefter.

Der var nu ikke megen trøst at hente hjemme hos Malermester Frederik Pedersen. Det burde ikke være sket, mente han. Du skulle have passet bedre på. Ingen indrømmelse og beklagelse af, at Aksel var blevet stillet på en håbløs opgave uden stigeholder o.s.v.

Det er vist ikke så dumt endda, at der er kommet visse regler for, hvordan tingene skal foregå på en arbejdsplads.

Efter en lang arbejdsdag kunne det godt være drøjt at skulle i teknisk skole fra klokken seks til otte. Det var heller ikke særligt spændende at komme hjem til det kolde hummer. Man kunne sagtens have fortæret et eller andet, både vådt og tørt, men det bød huset slet ikke på, og selv havde man jo ikke råd til noget som helst.

Når man mødtes med skolekammerater, opdagede man en gang imellem, at ikke alt hos dem var, som på ens egen læreplads. Det var f eks. ikke rart at stå i værkstedet ved en stol, hvorpå der stod et vaskefad fyldt med koldt vand, og der forsøge at holde sig ren og pæn. Sommer og vinter. en dag prøvede Aksel da også at ændre lidt på dette forhold. I et forsøg på at tiltuske sig lidt varmt vand, sagde han til madmoderen. "Du Ella, jeg kan sørme ikke al den maling af med det kolde vand".

Det resulterede nu ikke i bevilling af varmt vand, som Aksel havde håbet, men derimod udlevering af lidt kaffegrums en gang imellem. Det må retfærdigvis indrømmes, at det der kaffegrums faktisk virkede som en slags skurepulver. Men hyggen ved vaskefadet blev nu ikke større.

Det bedste ved hele læretiden var, når man om vinteren skulle på de tre måneders dagskole. Ikke nok med, at man slap væk fra den daglige trummerum. Man lærte også mange ting af de dygtige faglærere. Ikke mindst om akkuratesse. skolen gjaldt det først og fremmest om, at det stykke arbejde man afleverede var i orden, og i anden række kom så, hvor lang tid det tog. Det var lærdom, som Aksel sympatiserede med. Lige det omvendte princip havde Frederik Pedersen. Når han syntes,


Aksel gik for meget op i kvaliteten, kunne han derfor godt slynge en bemærkning ud som f. eks: "Du er ligegodt den dovneste lærling, jeg nogensinde har haft", og det var jo ikke særligt motiverende, men Aksel kunne så trøste sig med, at mange af kunderne helst ville have ham til at male, frem for mester selv, og det var jo til gengæld en tilfredsstillende tanke.

Frederik Petersen ville nok egentlig gerne have haft, at hans lærling var lidt mere ærbødig overfor

ham, end han var. Helt galt kunne det være, hvis Aksel en enkelt gang havde været til en fest aftenen før, og var lidt "sat op". Da kunne mester godt blive ilter, klø sig i håret og skære tænder. Han havde også gerne set, at Aksel besøgte kirken på andre tider, end lige netop når den skulle males. Men Aksel ville nu ikke spilde sin sparsomme fritid med at gå i kirke.

Det kunne hænde, at der ku' tjenes en skilling ved lidt malerarbejde privat, i den sparsomme fritid.

Det som i dag vel kaldes måneskinsarbejde. Men dels var pengene små blandt det jævne folk, og desuden mente man vist heller ikke, det var nødvendigt at give en lærling særlig meget. Han var jo ikke vant til at tjene de store penge.

Det var ikke meget malerarbejde, der blev udført udenfor værkstedet om vinteren. Næsten ingen havde centralvarme, og der blev sjældent fyret op i stuer osv. om vinteren, så alt var simpelthen fugtigt. Selv om man fandt på at lave varme, mens malerne arbejdede, ville der blive fugtproblemer. Vinterarbejdet foregik derfor mest i det temmelig store malerværksted. Der var en kakkelovn, så forholdene var rimelige.

Arbejdet om vinteren kunne være maling af forskellige køretøjer, det være sig bager - eller slagter

vogne. I ved, dem man kørte rundt med, trukket af en hest, og solgte varene direkte fra. Møbler kunne også trænge til en kærlig hånd, og ikke så sjældent gjaldt det maling af tal og bogstaver på gravsten eller marmorplader, hvis det var muligt at dem ind på værkstedet. Ellers måtte det jo ske på selve kirkegården. Jo, uddannelsen var faktisk temmelig alsidig. Det kunne da også sagtens passere, at der skulle slæbes brænde på loftet, vaskes op, eller slibes komfur. Men i forhold til bylærlinge, blev det trods alt til langt mere egentlig malerarbejde, end det de opnåede. Ofte gik meget af deres tid med at løbe ærinder, rydde op efter svendene osv. Mange af disse lærlinge boede hjemme hos deres forældre. De skulle som regel blive på værkstedet og rydde op efter svendene, inden de selv kunne fyraften. Lønnen til dem var ca. fem kroner om ugen, så for dem var der heller ikke meget at slå til søren med, alt afhængig af hvor meget de måtte aflevere til hjemmet for at bo og spise. Men de havde det nok lidt sjovere i fritiden.

Hvis man ikke havde nok at lave selv, kunne man godt blive lånt ud til en mester i Lindved eller Bredballe. Der skulle jo nødigt gå arbejdstimer tabt.

Man blev jo ikke udlært maler, uden at svendeprøven skulle bestås. Den foregik på teknisk skole i

Vejle, og varede en ugestid. Der var forskellige opgaver. Først skulle der males et skilt. Teksten blev udleveret, men Aksel husker desværre ikke, hvad det var der skulle stå. Næste opgave var at male en kommode. Nu var det ikke enkelt, at den bare skulle males. Nej det var lidt mere kunstfærdigt.

Den skulle patineres, nemlig således, at den var lysere for uden, for så at blive mørkere og mørkere ind mod midten, så det så ud som om, at den var mere brugt, end den egentlig var, og det skulle selvfølgelig helst ligne naturlig slitage. Der blev brugt flere farver, over i det gule og brunlige. Sidst, men ikke mindst, skulle der males en væg med limfarve, en dør og dørkarm. Farverne måtte man selv vælge, men det skulle selvfølgelig stå pænt, og det gjorde Aksels åbenbart. Han bestod nemlig med ros. Så det var slet ikke så ringe endda. Om det så var skolen, mester, eller simpelthen Aksels gode evner, der gjorde udslaget, skal være usagt, men en lidt træls læretid var i hver fald vel overstået .


Som udlært maler prøvede Aksel lidt til med nye græsgange hos malere i Herning og Holstebro, men det var som om Vejle trak i ham. Det blev bl.a. til jobs hos Iversens og Jensens skiltefabrik, og hos Reinar Jacobsen, som var en af Vejles største malerfirmaer.

Aksel havde en god kammerat, som hed Christian, han boede hjemme hos sine forældre i

Guldkrogkvarteret. Ham var han tit med hjemme hos, og det blev oftere og oftere. For udover at Christian var en god kammerat, havde han een stor fordel mere, han havde nemlig en dejlig lillesøster, som hed Inga. Hun var godt nok kun seksten år, men hun blev jo ældre for hver, dag der gik. Hun var yngste pige i en stor børneflok, så hendes far passede godt på hende. Han havde ikke til sinds frivilligt at give slip på sin lille pige. Men det blev han nu alligevel nødt til. Inga og Aksel blev forlovet på hendes atten års fødselsdag, og da havde faderen opdaget, at han godt kunne være tjent med Aksel som svigersøn. Brylluppet blev holdt den attende maj 1946.

Når man sidder og snakker med Aksel om fortiden, og om hvad han har oplevet, er det jo ikke alt, man iar at vide. Så der hvor jeg har fremhævet nogle af hans dyder og evner, er det ikke ham selv, der har fortalt mig disse ting. Han er en beskeden mand, som det ligger fjernt at komme med nog,et som kunne tendere pral. Det er derfor heller ikke ham selv, som har fortalt mig, at han under krigen faktisk var med i en :frihedskæmper gruppe. Hvor meget han selv fik mulighed for at udrette, ved jeg ikke, og spørger man ham, vil han garanteret bagatellisere sin egen medvirken.

Efter brylluppet fortsatte Aksel som malersvend i Vejle. Inga arbejdede på en papæskefabrik.

Den 1. januar 1947 startede Aksel som selvstændig maler. Han lejede sin tidligere mesters værksted, stiger o.s.v. Ovenpå stuehuset blev der indrettet en ganske lille lejlighed, hvor det nygifte par boede. Men selv om Frederik Pedersen var tæt på de firs år, var det ikke sådan, at han stoppede helt, han nåede at fejre sit halvtresårs jubilæum inden han lagde penslen. Han døde i en alder af ca. 83 år.

Det var en drøj tid at starte selvstændig virksomhed op på. Der var næsten intet arbejde at opdrive de første tre måneder efter opstarten. Der var dog een opgave, nemlig hvidtning af et loft, som havde været udsat for sod og røg efter en brand. Det var en opgave til sammenlagt fire kroner. Men lidt af fortjenesten smuttede jo så til den gode cerut, som kunden selvfølgelig fik, da han kom og betalte regningen. Men en start og en god dag, det var det da.

Heldigvis var der sparet lidt op, og gudskelov kunne der købes på kredit i Brugsen, så humøret

fejlede ikke noget. Der var jo også en glædelig begivenhed i vente, og der kom mad på bordet hver dag.

Den 13. maj 1947 blev familien forøget. Det blev en søn, som kom til at hedde Erik. Han er i dag

lektor på Ikast Gymnasium.

Det kunne godt se ud, som om maj var familie ns lykkemåned. Nu skal vi så frem til den 16. maj 1950 den dag blev Birgit nemlig født. Hun er uddannet børnehavelærer og fungerer i dag som fritidspædagog.

Birgit og Erik har sørget for fire herlige børnebørn til Inga og Aksel. De elsker at komme til Grejs,

og det kan vi andre jo sagtens forstå, når vi kender deres bedsteforældre her.

Når Inga og Aksel holder familiefester, kan børn og børnebørn ikke forestille sig, at det kan foregå andre steder end i Borgergården, eller som de stadig kalder den: Grejs forsamlingshus.

I 1948 købte Inga og Aksel stedet, hvor de bor nu, nemlig Bygade 17. i Grejs. Der var gang i malerfirmaet, stille og roligt blev der mere og mere at gøre. Snart blev der ansat en svend. Der blev stadigvæk kørt på cykel. Når de lange stiger skulle transporteres, skete det på den måde, at forreste mand havde stigen på bagagebæreren, og bageste mand havde så den anden ende af stigen på styret.


Det kunne godt se lidt halsbrækkende ud, og der skulle da også god plads til, når der skulle drejes og skiftes retning, men selv om det sikkert ikke var helt lovligt efter færdselsloven, så gik det bare derudad.

Aksel blev dog lidt efter lidt mere og mere motoriseret. Først var det en cykel med hjælpemotor, og en kurv på styret. Så blev det til en Nimbus motorcykel med sidevogn, til malergrejet. Sidevognen var nu heller ikke tosset, når hele familien skulle afsted på udflugt eller andet. Da passede den lige til Birgit og Erik. Inga måtte klare sig med bagsædet. Nimbusen blev dog skiftet ud med en lidt smartere og hurtigere motorcyke som hed Matlas. Det måtte uvægerligt ende med en varevogn.

Den første var godt brugt. Købt af Søren smed. Sådan er det gået fremad slag i slag for Aksel, som det gjorde i samfundet generelt. Der er sket rigtig mange forbedringer på det materielle plan efter krigen og frem til i dag. Også hvad det arbejdsmæssige angik, skete der store fremskridt.

Firmaet voksede, så der i travle perioder var ansat op til fire svende og som regel et par lærlinge.

Aksel havde altid i baghovedet, hvordan han selv havde haft det som lærling, og sådan mente han ikke, det nødvendigvis skulle være. Derfor fik han det også rigtig godt med sine lærlinge. Nogle fortsatte i firmaet som svende. Mange kom senere hen på besøg hos Aksel og Inga. Det er rart at opleve, at det er gået dem godt. Erik Mikkelsen, som vel i dag har Vejles største malerforretning, er bare een af dem.

Det kunne da passere, at et enkelt af disse unge mennesker var lidt speciel. F. eks var der en, som konsekvent kom for sent hver eneste morgen. Det var ret irriterende, for det betød jo så, at Aksel måtte blive og vente på ham. Men den unge mand var skam høflig, han startede nemlig hver morgen med disse ord. "Undskyld at jeg kommer for sent". Nej, Aksel var ingen hård arbejdsgiver. En anden af lærlingene kunne godt være lidt opsternasig. Hen mod slutningen af dagen blev der ikke ydet ret meget af denne unge mand, for som han sagde: "Nu vil jeg sku ikke tjene mere til ham". Ham, som han hentydede til, har jo nok været Aksel. Det var nu lidt af en misforståelse, for Aksel var faktisk ikke den, som udnyttede hverken folkeholdet eller kunderne. Tvært imod var han tit lidt for god af sig, så der blev ikke særlig meget tilbage til ham selv. Det kunne bl. a. gøre sig gældende, når der blev lavet de såkaldte "slumpakkorder". Det kunne være, hvis Aksel havde afgivet et fast tilbud til en kunde, måske på at ordne en stue. For derefter at lave en aftale med svendene om, hvad de skulle have for arbejdet. Da kneb det nok både svendene og såmænd også Aksel at huske på alle de faste og uforudsete udgifter, der jo altid var.

Også over for kunderne var Aksel temmelig blød. Det gjaldt især overfor pensionister, men også tit i al almindelighed. Når han stod der og skulle slynge en pris ud, tænkte han nemlig ofte ved sig selv. - Jamen herregud, inden længe skal det jo sikkert males igen.-

Det der med tilbudsgivning og alt for meget kontorarbejde har heller aldrig interesseret Aksel. Hellere tjene lidt mindre, end bruge al sin tid på kontoret. Det kunne da godt være lidt ærgerligt, når man opdagede, at ens eget tilbud lå langt under det næste i rækken. Men man havde jo kun sig selv at takke for det, og den eneste, som sikkert nok var lidt sur over dette, var Aksels bankbog, som nok godt kunne ha' tænkt sig at lidt mere sul kroppen.

Hvis der skulle afgives større tilbud, måske på en skole, kunne man godt betale sig fra at dette lavet af mesterforeningen.

Der ku' da også være en belønning i at have lavet et stykke arbejde billigt. Aksel malede engang for en ældre dame i Grejsdalen. Hun havde aldrig brugt firmaet før, så hun kendte ikke prisniveauet.

Aksel havde skrevet en regning efter samme princip, som han plejede. Det var Inga, som tog telefonen og lidt betænkelig hørte kunden sige. "Oh ha fru Hansen, jeg græd da jeg fik regningen". - " Det gjorde du da vel ikke", sagde Inga lidt forvirret. - "Jo, men det var af glæde over, at den ikke var større". - Efter sådan en opringning bl'i r man glad.


Der var generelt ikke så meget tingen om prisen i byerne, som på landet. I det hele taget ville byfolk gerne have håndværkere fra landet. Lidt analog med det, at Københavner firmaer gerne vil have Jyder ansat.

Land malerne piber som regel ikke over at skulle flytte møbler, tage billeder ned fra væggene o.s.v. inden der skal males. Og skal det endelig være, rydder de som regel gerne på plads igen.

Der var gang i nybyggeriet i tresserne, men der blev også lavet meget sjusk. Alting skulle gå stærkt. Dette hastværk kunne godt ramme maleren. Tit høvlede Aksel med, at der blev mørke skjolder og pletter på lofterne, når han havde malet dem. Til sidst skrev han til teknologisk institut for at rådgivning der. De kunne fortælle Aksel, hvad andre ikke var opmærksomme på dengang, nemlig at skjolderne skyldtes manglende isolering. Der hvor isoleringen manglede, blev der en kuldebro, med deraf følgende fugtansamling og efterfølgende sorte pletter, som maleren helt uretmæssigt fik skylden for, og som han derfor, i mange tilfælde, måtte male gratis om. Træls at hænge på andre håndværkeres sjusk.

De bedste år for Inga og Aksel, både arbejdsmæssigt, men også økonomisk, begyndte faktisk efter Ingas halvtres års fødselsdag. Da startede hun som fast malersvend. Før havde hun kun været med på jobbet i specielle situationer, som når skoler skulle males i sommerferien, og lignende.

Inga og Aksel havde en arbejdsdeling som gjorde, at det hele gled i fred og harmoni. Han var mester på arbejdspladsen, og hun var mester derhjemme.

Der kunne opstå sjove situationer, som ikke altid var helt retfærdige over for mester selv.

Længe havde han gået et sted alene. Slebet, skrabt, pudset og poleret, fyldt huller ud med polyfilla, og i det hele taget lavet alt det trælse og tidkrævende forarbejde, som nu engang er nødvendigt, for at resultatet kan blive godt.

En dag troppede Inga så op sammen med Aksel, da alt det sjove, nemlig selve maleriet skulle foregå. Mester og svend svang begge penselen lystigt. Det gik godt på det velforberedte område.

Da gårdejeren senere på dagen indfandt sig, var det , han sagde de bevingede ord, som både mester og hans svend sidenhen ofte har moret sig over, nemlig: "Nu ska'   a ' sku da lov'   for , det skrider".

Jo, det hjalp da fruen kom med og fik lidt gang i arbejdet.

Aksel havde en kunde, som han havde haft i over fyrre år. Hver eneste gang hun fik malet, var der ting, som hun lavede vrøvl over. Var der ikke det ene, var der det andet. Alligevel ringede hun efter ham, hver gang hun skulle ha malet. Hvis man ikke kendte til kunder og deres luner, kunne man jo det indtryk, at det ikke var det store problem for hende, da Aksel stoppede og gik på pension, men hun blev simpelthen dybt ulykkelig, da den dag oprandt. - Det vil jeg tro, at de allerfleste af firmaets gode trofaste kunder også blev.

Selv om Inga og Aksel ikke maler mere, har de masser af gøremål. Af de lidt mere specielle kan det da nævnes, at Aksel ved kurser og selvstudium har sat sig så godt ind i gotisk skrift, at han kan gøre nytte i forskellige sammenhænge med at oversætte dette, det bliver læsbart for almindelige mennesker.

Vi heller ikke glemme hans samlen på kuglepenne. Mon ikke det er blevet til mellem tre og fire tusinde forskellige. De er selvfølgelig sirligt ordnede i et system, og opført med navn og logo på A 4 ark. Jo, der er orden i de ting, som Aksel har med at gøre.

Spørger man ham, hvordan han har haft det med de forskellige opløsningsmidler, som mange malere ellers har store problemer med, svarer han ganske tørt. "Jeg ved sku ikke, om jeg har taget skade".

Hvortil Inga loyalt tilføjer. "Det tror jeg ikke du har". - Jeg er tilbøjelig til at g'i hende ret.