Privat dagpleje hos Else Carlsson i Grejs
Privat dagpleje hos Else Carlsson på Nørre Bygade i Grejs
Else Carlsson var kendt og værdsat som dagplejemor for hele Grejs i mange år.
Hun passede børn gennem alle sine år i byen – helt frem til omkring 1990erne.
Else fortsatte med at passe børnene, selv om hun for længst havde passeret den officielle pensionsalder, for hun ville nødig undvære det daglige samvær med de små mennesker. Hun nød så åbenlyst at være omgivet af børn, og hjemmet var et samlingssted, der altid var åbent og gæstfrit.
Else Carlsson blev i 1956 gift med Gustav Karlsson og parret flyttede til Grejs i 1962 og boede på Nørre Bygade 11. Her har mange børn kigget ind på vej hjem fra skole for at hilse på Else, og hun har altid haft tid og hjerterum for dem alle. Hun var et menneske, der altid havde omsorg for andre og var parat til at hjælpe, hvor der var brug for det.
Else blev hædret for sit store arbejde med børn i Grejs, da hun som den første i byen blev udnævnt til ”årets æresborger i Grejs” - i forbindelse med den årlige byfest.
Sammen med Gustav nød de i mange år campinglivet. De havde hvert år fast plads med deres campingvogn på Juelsminde Strand Camping, hvor de havde deres andet hjem og nød at opholde sig. I de uger, de var i camping, var der lukket for pasning af børn. Her ”ladede hun op” og læste mange bøger og var meget interesseret i at følge sport og tv-skærmen - uanset om det nu var fodbold, håndbold eller ishockey.
Else og Gustav fik 3 sønner, Gunnar, Erling og Kurt. Gunnar afgik ved døden som 21-årig på tragisk vis. Det var et hårdt slag for Else og Gustav at miste ham.
Else Karlsson var født i Seest ved Kolding og havde sin opvækst på en stor gård i Sjølund. Som ung blev hun uddannet barneplejerske i Kolding, og hun arbejdede som sådan flere steder på Fyn.
Mens vi fik passet vore 3 børn hos Else – blev vi inviteret til at fejre deres sølvbryllup. Vi ville gerne give en gave sammen med de andre forældre og forsøgte at finde ud af hvor mange. Da vi kom til henved 20 forældre, der havde deres børn hos Else, opgav vi at tælle videre …
Det var utroligt, hvad Else kunne overkomme. Hun havde børn fra meget tidlig morgen til sen aftenstid. Mange børn var der fra helt lille og helt op til skolealderen. En del børn var på deltid nogle timer - så Else var meget fleksibel med tiderne. Vi syntes ofte, at vi betalte for lidt for pasningen, men hun meldte tydeligt ud, hvad betalingen skulle være, men det var ihvertfald ikke nutidens priser.
Der blev bagt brød og kager, så ungerne var lidt forkælet, men hun kunne også være lidt skrap og kontant på en kærlig og tydelig måde – børnene vidste altid, hvor de havde hende. Hvis et barn var syg, skulle det ikke absolut holdes hjemme. Else åbnede dagligstuen og barnet fik lov til at ligge på sofaen og se fjernsyn - og der fulgte ekstra omsorg og forkælelse med.
Ved juletid blev der holdt åbent hus i hjemmet, og der var vi mange forældre og børn samlet til gløgg og æbleskiver og juleknas. Det var meget nært og hyggeligt at mødes med så mange andre forældre og børn.
Gustav, der havde arbejde som gartner på Nordre Kirkegård, sørgede altid for, at de udendørs legeområder og have blev holdt i orden og han var en daglig fast støtte for Else i arbejdet.
Elses private dagpleje var helt uden støtte fra kommunen.
Else døde i 2011 som 82-årig, Gustav døde i 2018 og blev 89 år - de er begravet på Grejs Kirkegård.
-------------------------------------------------
Skrevet af Axel Nørr i juli 2023.
-------------------------------------------------
Billedet nedenfor viser huset på Nørre Bygade 11, hvor Else og Gustav boede og passede børn. Det er huset til højre i billedet. Huset er nedrevet i 2022, og der er nu kun græsplæne på grunden.
Billedet nedenfor viser Elses udnævnelse til æresborger i Grejs ved byfesten - med tale af byfestens formand Darling Vesterholm.