Historien om Grejs branddam
Her er historien om Grejs branddam.
Lyder det kedeligt... jamen det er det ikke...
Historien handler om den gamle branddam på Vestermarksvej, der blev til en lille idyllisk sø som et gadekær. Det er næsten ligesom i eventyret, at den grimme ælling blev til en smuk svane.
Men der var et stykke vej inden det kom så langt....
Historien startede i 1988 med, at en lille borgergruppe i Grejs var utilfreds med branddammens tilstand og udseende, og den ikke var egnet som branddam længere. Hans J. Bak skrev på gruppens vegne til den daværende Tørring-Uldum kommunalbestyrelse (som Grejs hørte under dengang) og søgte om tilladelse til at nedlægge branddammen.
Det startede en længere behandling og arbejde med oprensning og renovering af arealet. Der var lokal opbakning til projektet ved et borgermøde - og endvidere kom man igennem en myndighedsbehandling og godkendelse fra daværende Vejle Amt i forhold til naturfredningsloven. Kommunen gav også sin tilladelse til nedlæggelse og ydede et tilskud og hjælp til oprensning og renovering.
Med en stor indsats fra mange forskellige og lokale borgere blev dammen renset op for mudder og affald, og de omkringliggende arealer blev renoveret og tilsået med græs. En dame fra Nordjylland kom kørende en dag og kastede nogle åkande aflæggere ud i vandet. Hun havde set i Jyllands-Posten, at en gruppe mennesker i Grejs på en meget fin måde havde renoveret branddammen.
Den ansvarlige gruppe - "branddamsudvalget" - nedlagde sig selv og fejrede resultatet i 2016.
Den oprindelige branddam er nu en mindre sø med åkander (stadig dem fra fra den ukendte dame ?) og udenomsarealer med borde og bænke - ligesom et gadekær for byen. Den bliver særlig brugt ved Grejs byfesten til en hyggelig grillaften og fiskekonkurrence.
Du kan læse hele historien her, skrevet af tidligere medlem af den daværende Tørring-Uldum kommunes bestyrelse, Hans J. Bak:
PS: Hans J. Bak har givet tilladelse til at lokalarkivet benytter rapporten.
/Axel Nørr - januar 2023